Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

DF-ordfører var »pænt ligeglad« med omstridt Støjberg-mail: Nu truer røde partier med klage

Hos oppositionen vækker det højlydt undren, at Dansk Folkepartis Martin Henriksen ikke vil kræve en omdiskuteret mail udleveret i sagen om Inger Støjbergs ulovlige instruks over for unge asylpar. Nu er det åbenbart min tur til at få kniven, svarer DF-ordføreren.

 »Så prøver man at se, hvor man kan få kniven ind. Og nu er det så åbenbart min tur,« siger Martin Henriksen, efter oppositionen har kritiseret ham for hans rolle som formand for Udlændinge- og Integrationsudvalget. Arkivfoto.
»Så prøver man at se, hvor man kan få kniven ind. Og nu er det så åbenbart min tur,« siger Martin Henriksen, efter oppositionen har kritiseret ham for hans rolle som formand for Udlændinge- og Integrationsudvalget. Arkivfoto.

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) har fået omfattende kritik for ikke at ville udlevere en central e-mail i sagen om ministerens ulovlige instruks om tvangsadskillelse af unge asylpar.

Men Inger Støjberg er ikke alene om at modtage kritik i forbindelse med mailen.

Oppositionens medlemmer af Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg anklager nu udvalgets formand, Dansk Folkepartis Martin Henriksen, for at svigte sit ansvar.

Medlemmerne mener, at Henriksen på vegne af udvalget burde være gået til Støjberg med et krav om indsigt i det omdiskuterede dokument.

SFs gruppeformand, Jacob Mark, forklarer, at Martin Henriksens ageren i sagen er så alvorlig, at det kan blive nødvendigt at klage til Folketingets ledelse, det såkaldte præsidium.

»Nu har Martin Henriksen beskyttet Støjberg så meget i den her sag, at man skulle tro, han var på vej over i Venstre. Han har totalt glemt sin rolle; nemlig at han i denne sag står på Folketingets og ikke regeringens side,« siger han og fortsætter:

»Hvis Martin Henriksen bidrager til, at vi ikke kan få så vigtige oplysninger i en sag, så mener jeg godt, at man kan klage til præsidiet over ham.«

Sagen om Inger Støjbergs ulovlige instruks begyndte, da Politiken på baggrund af »centrale kilder« for nyligt kunne fortælle, hvordan Inger Støjberg angiveligt var blevet advaret på forhånd om, at det var ulovligt, da hun i februar besluttede at tvangsadskille unge asylpar.

I den forbindelse har avisen blandt andet skrevet, at der dagen inden udsendelsen af instruksen, som senere blev erklæret ulovlig, blev sendt en mail »op gennem systemet«. Mailen »var ment som en advarsel om ikke at bryde loven«, skrev Politiken.

Støjberg afviste gentagne gange på torsdagens samråd om sagen, at hun var advaret skriftligt eller mundtligt, men hun nægtede fortsat at lade medlemmerne af udvalget se mailen.

»Pænt ligeglad«

I Berlingske torsdag forklarede Martin Henriksen, at han er »pænt ligeglad« med indholdet af den omdiskuterede skrivelse, da sagen for ham handler om adskillelse af de såkaldte barnebrude.

Den udtalelse undrer også hos Alternativets udlændingeordfører, Josephine Fock.

»Bare fordi, Martin Henriksen bakker op om det her politisk, bør han som formand bakke udvalget op i, at vi skal have den her mail. Lige nu er det som om, han har glemt, at han er udvalgsformand,« siger hun.

De Radikales Sofie Carsten Nielsen stemmer i. Hun mener, at udvalget i yderste konsekvens kan blive nødt til at gå til præsidiet.

»Vi er jo nødt til at få afklaret, om det virkelig kan være rigtigt, at en udvalgsformand er helt ligeglad med informationen i en sag, hvor der er begået lovbrud. Det er vi nødt til at af principielle grunde. Ellers vakler de demokratiske grundsten, som vores er styreform er bygget op omkring,« siger den radikale gruppeformand.

Også Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen er kritisk.

»Formandens opgave er selvfølgelig at sikre, at der er ordentlige arbejdsvilkår for alle Folketingets medlemmer, ikke kun for ministerens partikammerater,« siger hun.

Medlem af Udlændinge- og Integrationsudvalget for Socialdemokraterne Mattias Tesfaye er ligeledes forundret. Han mener dog også, at der hviler et ansvar på f.eks. Venstre og de Konservatives skuldre.

»Hvor længe kan de holde til, at vi ikke får forelagt de informationer, vi ønsker? Det er dem, der sikrer flertallet bag Martin Henriksen,« siger han.

»Det må han da gerne«

Hos de Konservative ser udlændingeordfører Naser Khader med noget mere milde øjne på, at Henriksen har erklæret sig ligeglad med dokumentet.

»Der er ytringsfrihed i Danmark. Det må han da gerne sige. Jeg mener ikke, vi har ret til at se mailen.«

Martin Henriksen, hvorfor vil du ikke gå til ministeren med krav om adgang til dokumenterne, når flere medlemmer af Udlændinge- og Integrationsudvalget ønsker det?

»Det her er jo blevet til et politisk spørgsmål. Og Dansk Folkeparti har ikke noget politisk ønske om at se den mail, og jeg kan ikke forstå, hvorfor vi skulle indtage det synspunkt, bare fordi andre gerne vil se mailen,« siger Martin Henriksen og uddyber:

»Hvis et mindretal i udvalget ønskede, at jeg skulle hjælpe dem, kunne de have rejst det på et lukket møde i stedet for at gøre det til en debat i offentligheden. Det viser i høj grad, at det er et politisk stunt. Det kan det ikke være rigtigt, at Alternativet og Enhedslisten skal diktere, hvilket synspunkt Dansk Folkeparti skal have i en given sag. Sådan hænger verden ikke sammen.«

SFs gruppeformand, Jacob Mark, påpeger bl.a., at du glemt din rolle i den her sag. Nemlig at du står på Folketingets og ikke på regeringens side, og du har en pligt til at sikre, at udvalget får de informationer, de har brug for. Har han ikke ret i det?

»Jeg går ofte går ret langt for at varetage mindretallets interesser i udvalget, og det sætter jeg en ære i, men når man gør det til en politisk sag, og det gør man, når man tager det ud i offentligheden i stedet for et lukket møde, så kan man ikke forvente, at man på den måde diktere, hvad Dansk Folkeparti skal have af synspunkt i en given sag. Hvis der ikke skal mere til end det her, før man begynder offentligt at lufte kritikken, så siger det mere om dem, end det gør om mig.«

Ville din holdning være anderledes, hvis de havde sagt det på et lukket møde?

»Det kan jeg ikke sige, og jeg kan ikke referere fra et eventuelt lukket møde, men jeg kan konstatere, at hvis man havde gjort det på den måde, så havde det haft et mere seriøst præg. Det her er jo et forsøg på at gå efter en minister, fordi man er utilfreds med nogle beslutninger, og så prøver man at se, hvor man kan få kniven ind. Og nu er det så åbenbart min tur.«

Skal du ikke som udvalgsformand se bort fra, hvad du synes om en specifik sag og i stedet arbejde for, at udvalget får adgang til de oplysninger, som de ønsker?

»Nej. Jeg er DFer først og fremmest, og hvis der er nogen, der har været i tvivl om det, så håber jeg ikke, de er det længere. Sådan må det være. Man kan ikke ændre sine politiske synspunkter, fordi man er udvalgsformand. Jeg går rigtigt langt for at varetage mindretallets interesser, og det har jeg gjort på flere forskellige områder, og det sætter jeg en ære i.«

Samrådene er jo en metode til at få skabt åbenhed om en sag, og det er blandt andet her, man kan kontrollere demokratiet. Bør det ikke stå over, hvad du synes?

»Altså, der blev indkaldt til et samråd. Det blev indkaldt hurtigt, og jeg leverede beskeden videre til ministeriet om, at ministeren ret hurtigt burde stille op, så folk kunne stille de spørgsmål, de havde brug for at stille. Det er blandt andet sådan, jeg kan imødekomme mindretallets ønsker. Men jeg begynder jo ikke at lave om på Dansk Folkepartis politik, fordi SF synes, at jeg er en dårlig formand.«

Er du ikke med til at gøre det sværere for dem, når du ikke vil hjælpe dem med at få de oplysninger, som de efterspørger?

»Hvis det her var for at være seriøs og ikke for at lave et politisk stunt, så havde man taget det op internt og ganske stille og roligt, og så kunne vi måske have talt os frem til noget. Men når man gør det til et politisk stunt, så kan man ikke forvente, at jeg bare vil sidde og klappe i mine hænder, især når jeg har det synspunkt, at sagens kerne slet ikke drejer sig om det, som samrådet handlede om. For Dansk Folkeparti drejer det sig om, at vi stadig har barnebrude, og det vil vi gerne forhindre.«

Jacob Mark, Josephine Fock og Sofie Carsten Nielsen peger alle på, at det kan blive en mulighed at klage til præsidiet. Hvad er din kommentar til det?

»Men så må de jo klage, hvis det er det, de har et behov for. Jeg ser det som om, at de på forskellige måder forsøger at få skovlen under enten ministeren eller undertegnede, og så må de så have held og lykke med det.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.