Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

DF om regeringens skattelettelser: »De har sat en masse kager frem i vinduet, uden at der er sat pris på kagerne«

Dansk Folkeparti står med de afgørende mandater i efterårets politiske skatteforhandlinger, og derfor er det også helt afgørende, hvordan regeringens støtteparti ser på de forslag, der nu florerer i pressen. Her får du DFs holdning til forslagene punkt for punkt.

Dansk Folkeparti har gjort en dyd ud af ikke at være ultimative i politiske forhandlinger, og i år vil de traditionen tro møde op for at lave en finanslov med finansminister Kristian Jensen (V).
Dansk Folkeparti har gjort en dyd ud af ikke at være ultimative i politiske forhandlinger, og i år vil de traditionen tro møde op for at lave en finanslov med finansminister Kristian Jensen (V).

Meget tegner til, at Dansk Folkeparti står med den fuldstændig afgørende nøglerolle i forhold til, hvor mange skattelettelser, regeringen kan komme igennem med i efteråret.

Politiken skriver torsdag, at regeringen vil lette skatten for op mod 22 mia. kr., og mens Socialdemokratiet hurtigt har lagt afstand til forslagene, er DF langt mere villige til at forhandle.

Flere af forslagene skal dog justeres godt og grundigt, mener finansordfører René Christensen.

Berlingske har forsøgt at få bekræftet udspillet i Politiken hos Finansministeriet, men de vil hverken be- eller afkræfte. Derfor er det også et lidt fragmenteret billede af det samlede skatteudspil, Dansk Folkeparti lige nu har at forholde sig til.

Og finansordføreren mener især, at de mangler at se finansieringen af de mange skattelettelser, der nu er lagt frem.

»Der er sat en masse kager frem i vinduet, uden at der sat pris på kagerne endnu,« siger han.

Herunder gennemgår vi, hvad Dansk Folkeparti mener om skatteudspillet punkt for punkt.

Fjerne loftet over beskæftigelsesfradraget: DF er negative

Alle i arbejde får i dag et fradrag, som, når skattereformen fra 2012 er fuldt indfaset, vil være på 10,65 procent af indtægten efter arbejdsmarkedsbidrag, men med et loft på maksimalt 35.300 kroner, svarende til en indtægt på omkring 330.000 kroner om året.

Regeringen foreslår ifølge Politiken helt at fjerne loftet, så alle indkomster får gavn af fradraget - det svarer til at sænke marginalskatten med 2,7 pct. og giver ifølge økonom Bo Sandemann Rasmussen størst gevinst i toppen af indkomstskalaen.

Dansk Folkeparti ser derfor hellere, at man nøjes med at løfte loftet, frem for helt at fjerne det.

»Vi vil gerne justere på loftet, så vi sørger for, at en metalarbejder, der har knoklet igennem får en bedre fordel ud af det,« forklarer René Christensen og peger på, at det for dem handler mere om at lette skatten for kassedamen end topchefen.

»Kassedamen oplever jo ikke ret meget skattelettelse ved, at man fjerner eller flytter på loftet for beskæftigelsesfradraget, så vi skal også have kigget på procenten,« siger han.

Indføre et nyt jobfradrag: DF er positive

Regeringen vil ifølge Politiken indføre et nyt jobfradrag, som giver en gevinst for de laveste indkomster med 4.000 kroner årligt. Avisen skriver ikke noget om, hvor langt op ad indkomstskalaen det nye fradrag vil gælde, men umiddelbart er DF positive, da det svarer til at hæve det nuværende beskæftigelsesfradrag.

»Vi ser jo gerne, at man gør fradraget lidt større for kassedamen, så det vil vi gerne se nærmere på,« siger René Christensen, som dog bemærker, at det slet ikke er nødvendigt med et nyt jobfradrag, hvis man blot hæver grænsen og procenten beskæftigelsesfradraget.

Fremrykke en højere topskattegrænse til 2018: DF er negative

Grænsen for, hvornår man begynder at betale 15 procent i topskat, skulle i 2018 ligge på 456.000 kroner. I 2022 er det af skattereformen i 2012 besluttet, at den i 2022 skal være på 467.000 kroner, men den vil regeringen ifølge Politiken nu lade gælde allerede fra 2018.

Dansk Folkeparti ser dog ingen grund til at fremrykke skatteaftalen.

»Det er slet ikke noget, der står på vores blok til forhandlingerne. Og hvis det skal fremrykkes, så kommer det i høj grad an på, hvor regeringen henter pengene fra, og hvad man ellers kunne have brugt dem til - der har vi nogle helt andre forslag,« siger René Christensen.

Flad registreringsafgift på 100 procent: DF er lunkne

For fjerde gang i træk lægger regeringen ifølge Politiken op til at sænke registreringsafgiften for biler. Denne gang skal den ned på 100 pct., som så skal gælde for alle biler. De senere år har DF ikke haft noget imod at sænke registreringsafgiften - heller ikke for de store og dyre biler, bemærker René Christensen.

Men partiet har dog sat næsen op efter noget andet i år, for som Kristian Thulesen Dahl for nylig fortalte, så vil DF helt have omlagt registreringsafgiften.

»Nu har alle gået og sagt de sidste ti år, at vi skulle finde en anden ny måde at beskatte biler på. Men hver gang, vi har spurgt, om vi så ikke skulle gøre det, så har folk alligevel sagt, at det var for svært og vanskeligt, og så er vi alligevel endt med at skære lidt af registreringsafgiften,« siger René Christensen.

Men hvor vigtigt er det så for jer, at det lige kommer til at ske i år?

»Det er vigtigt, at vi får omlagt registreringsafgiften nu. Ellers får vi en tendens til, at man er idiot, hvis man køber sin bil efter sommerferien, fordi vi alligevel sætter afgiften lidt ned igen ved årsskiftet - sådan et system kan vi ikke have,« siger DFs finansordfører.

Fjerne udligningsskatten på pensionsudbetaling: DF er lunkne

Regeringen vil indføre et nyt fradrag på pensionen, som skal gøre, at det i højere grad kan betale sig at indbetale til pension. Samtidig vil de ifølge Politiken helt fjerne udligningsskatten på pensionsudbetalinger.

»Det er igen ikke noget, der står på vores blok, men vi skal også kende resten af regeringens pensionsudspil, før vi bare maner det til jorden,« siger René Christensen og understreger, at partiet dog generelt er med på at gøre det mere attraktivt at spare op til pension.

»Der er danskere, der i dag sidder og overvejer, om det overhovedet kan betale sig for dem at spare op til pension i forhold til modregningsreglerne. Der skal vi altså have et system, hvor det selvfølgelig kan betale sig at spare op. Og det skal både kunne betale sig at spare lidt op, men det skal også kunne betale sig at spare meget op,« siger han.

Dansk Folkeparti har også selv nogle ønsker om at fjerne licensen og hæve fradraget for at leje sommerhuse ud.

Regeringen ventes først i næste uge at præsentere deres samlede skatteudspil, og herefter vil partierne traditionen tro blive indbudt til forhandlinger.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.