Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

DF: Asyl-personale burde have fået skudsikre veste langt tidligere

Man lever i en »fantasiverden«, hvis man tror, at asyl-personale kan tale alle beboere til ro, lyder det fra Dansk Folkeparti, der har forståelse for, at asylcentre har investeret i skudsikre veste til personalet.

5 af de 17 asylcentre, som Langeland Kommune driver, har som noget nyt fået skud- og stiksikre veste til personalet. Planen er ifølge centerchef Ulrik Pihl, at lageret skal udvides, så de øvrige 12 centre også får 2-4 veste hver i løbet af den nærmeste fremtid (Arkivfoto: Bax Lindhardt/Scanpix 2015).
5 af de 17 asylcentre, som Langeland Kommune driver, har som noget nyt fået skud- og stiksikre veste til personalet. Planen er ifølge centerchef Ulrik Pihl, at lageret skal udvides, så de øvrige 12 centre også får 2-4 veste hver i løbet af den nærmeste fremtid (Arkivfoto: Bax Lindhardt/Scanpix 2015).

»Det kan vel ikke komme bag på nogen. Vi har bevæget os i den retning i lang tid.«

Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen er på ingen måde overrasket over, at flere medarbejdere på landets asylcentre føler sig så utrygge i deres job, at de har bedt om at få skud- og stiksikre veste.

Han begrunder sit synspunkt med, at »asylansøgere er meget mere kriminelle end danskere statistisk set« og at der flere gange gennem de seneste år har været indberetninger om, at der er foregået forskellig kriminalitet rundt om på landets asylcentre.

Meldingen kommer, efter Berlingske onsdag kunne fortælle, at Asylcenter Holmegaard, der er en samlebetegnelse for 17 asylcentre fordelt over det meste af landet, har investeret i 10 skud- og stiksikre veste til asylcentrenes personale. Vestene er i første omgang placeret på fem centre på Langeland, hvor medarbejderne kan iføre sig dem, hvis de skal have en særlig svær samtale med en beboer eller på anden måde har en formodning om, at en konflikt kan være på vej.

De 10 veste er et pilotprojekt, og Asylcenter Holmegaard forventer, at lageret i nær fremtiden vil blive udvidet, så alle 17 centre får to-fire veste.

En investering, der ifølge Dansk Folkeparti er både god og nødvendig investering.

DF: Vestene er en god idé

»Hvis man frygter for medarbejdernes liv eller fysiske helbred, er det ikke en falliterklæring at rekvirere veste til dem. Det er noget, man så bør gøre,« siger Martin Henriksen og uddyber:

»Hvis noget er en ledelsesmæssig falliterklæring, er det nok, at man har været for lang tid om at reagere og at man nogle steder taler problemerne ned,« siger integrationsordføreren, der forventer, at Danmark i fremtiden vil se »større uroligheder og masseslagsmål på centrene« end i dag. Udfordringer, som landets asylcentre lige så godt kan begynde at forberede sig på.

»Man lever jo i en fantasiverden, hvis man tror, man kan tale sig til rette med alle i asylsystemet. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre,« siger Martin Henriksen.

Dansk Folkepartis løsning på problemet er – ikke overraskende – at sætte en solid stopklods for tilstrømningen til Danmark. Derfor vil partiet inden Folketingets mødefri periode hen over sommeren, fremsætte flere forslag - blandt andet at kunne afvise asylansøgere ved grænsen. Skulle det få opbakning, vil problemet med utrygheden på asylcentrene ifølge integrationsordføreren »løse sig hen ad vejen«.

S hiver regeringen ind i sagen

Også hos Socialdemokraterne mener man, at der skal handling til. Derfor opfordrer partiets integrationsordfører Dan Jørgensen nu regeringen til at gå ind i sagen om de utrygge medarbejdere:

»Sikkerheden skal være i top for de ansatte. Det går ikke, at nogen skal frygte vold og det, der er værre,« skriver han i en sms til Berlingske og fastslår:

»Regeringen må svare på, hvad de vil gøre for at forbedre situationen.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Integrations- og Udlændingeminister Inger Støjberg (V) eller fra partiets udlændingeordfører Marcus Knuth onsdag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.