Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

DF åbner for næse til regeringen: »Sagen er forkastelig«

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser at dukke op i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg og svare på spørgsmål om sin rolle i kvælstofsagen. Regeringens misinformation af Folketinget i sagen er efterhånden så åbenlys, at Dansk Folkeparti åbner for kritik – og en såkaldt næse – til regeringen.

Landbrugspakken og beregninger bag loven spøger igen på Christiansborg. Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har igen ønsket statsminister Lars Løkke Rasmussen i samråd om hans rolle i sagen, men det afviser han. Det kan koste regeringen en næse. Arkivfoto: Henning Bagger
Landbrugspakken og beregninger bag loven spøger igen på Christiansborg. Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har igen ønsket statsminister Lars Løkke Rasmussen i samråd om hans rolle i sagen, men det afviser han. Det kan koste regeringen en næse. Arkivfoto: Henning Bagger

De vil så gerne se ham, men han vil så gerne være fri.

Nok engang afviser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at møde frem i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg for at forklare sin rolle i kvælstofsagen. Det fremgår af et skriftligt svar fra Lars Løkke Rasmussen til Miljø- og Fødevareudvalget dateret 21. juni 2016.

Men statsministerens afvisning får et flertal i Folketinget til at presse regeringstoppen. De folkevalgte insisterer på at få forklaret, hvorfor regeringen tilsyneladende underinformerede Folketinget om landbrugspakken.

Rød blok har de seneste måneder omtalt kvælstofsagen som særdeles alvorlig, de Konservative var med til at vælte den daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), og nu kræver Dansk Folkeparti også, at regeringen forklarer sig. Partiet er i gang med at undersøge mulighederne for at klage til Folketingets Præsidium – det er Folketingets øverste ledelse – over Lars Løkke Rasmussens udeblivelse fra samråd, ligesom Dansk Folkeparti åbner for, at sagen, der allerede har kostet en ministerpost, udløser en såkaldt næse til regeringen.

»Det er ikke i orden«

»Nu er jeg formand for Miljø- og Fødevareudvalget, så jeg vil ikke bare beslutte det, men jeg synes, at vi skal tage muligheden for en næse op i udvalget. Jeg synes ikke, at det er i orden, det, der er foregået,« siger Pia Adelsteen (DF).

Hun understreger, at hun både udtaler sig som Dansk Folkepartis miljøordfører og formand for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg. Udtrykker Dansk Folkeparti kritik gennem en såkaldt næse, bliver det næppe svært at mønstre flertal. Rød blok taler om grov vildledning af Folketinget.

Allerede i begyndelsen af april afviste Lars Løkke Rasmussen første gang at svare på spørgsmål fra Folketinget om kvælstofsagen ved et samråd. Nu gentager Løkke altså sin afvisning. Det sker, efter at Berlingske i sidste uge fortalte, at flere af regeringstoppens ministre og Statsministeriet vidste betydeligt mere om problemerne med blå bloks landbrugspakke, end Folketinget fik oplyst.

Regeringen advaret i december

Regeringens Økonomiudvalg (Ø-udvalg) og topembedsmænd i Statsministeriet blev allerede i december 2015 orienteret om, at der var en »betydelig risiko« for EU-kritik, når man indregnede tidligere års miljøgevinster i regnskabet for landbrugspakken – det, opgøret på Christiansborg i februar og marts i år handlede om. Udadtil har regeringen fastholdt og forsvaret denne regnemetode. Adspurgt om, hvem der i givet fald skal tildeles en næse, svarer Pia Adelsteen fra Dansk Folkeparti:

»Hvis den interne kommunikation er foregået internt mellem ministrene, og vi ikke kan finde ud af, hvem der har ansvaret, kan vi give den bredt til regeringen. Jeg vil ikke lægge mig fast på noget. Nu må vi først se, om Løkke alligevel vil komme og forklare sig.«

Tvivlsom finansieringsmodel

Interne regeringsnotater, som Berlingske er i besiddelse af, viser, at regeringstoppen også har kendt til andre advarsler om landbrugspakken. Eksempelvis kan hele finansieringsmodellen bag landbrugspakken volde problemer for danske støtteordninger fra EU.

Pia Adelsteen forsøger at tydeliggøre sagens alvor:

»Sagen er forkastelig. Når vi skal lovgive for borgerne, er det vigtigt, at vi har de samme oplysninger som ministrene, og at de er udtrykt på samme måde som til ministrene.«

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har skrevet til Miljø- og Fødevareudvalget, at han ikke vil svare på spørgsmål om sin egen rolle eller Statsministeriets ageren, fordi der er tale om »regeringsinterne forhold«. Løkke vil dog gerne svare på to generelle spørgsmål om sin tilsynspligt over for sine ministre, men kun til Udvalget for Forretningsordenen i Folketinget, et udvalg, som bl.a. fastlægger Folketingets arbejde – og kun skriftligt.

Pia Adelsteen henviser til, at tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt mødte frem i samråd i Folketinget i den såkaldte Christiania-sag.

»I det mindste stillede hun op. Nu har vi en sag, hvor der er forskellige oplysninger, og retorikken er anderledes mellem ministrene og Folketinget. Partierne vil gerne vide, hvad der er foregået.«

Hvad vidste Løkke?

For en uge siden kunne Berlingske fortælle, at et af notaterne med de centrale advarsler befinder sig i Statsministeriet.

Socialdemokraternes fødevare- og miljøordfører, Simon Kollerup, siger:

»Det er et spørgsmål om, at hans regering har vildledt Folketinget på det groveste, og at han har været vidende om det – og dermed formentlig accepteret det.«

Enhedslisten, de Radikale og SF er ligeledes kritiske over for, at Løkke ikke møder op i samråd.

Flere sagkyndige har tidligere sagt, at der er tale om egentlig vildledning af Folketinget. Blandt andre har juraprofessor Michael Gøtze vurderet, at helt centrale problemer i landbrugspakken er blevet undertrykt, mens juraprofessor Jørgen Albæk Jensen har vurderet, at det er et helt andet indtryk, regeringen videreformidler til Folketinget. Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), har desuden udtalt, at regeringen »får sendt et skidt signal«.

Venstres fødevareordfører, Erling Bonnesen, ønsker ikke at kommentere sagen. Han henviser til Statsministeriet. Statsministeriet henviser til statsministerens brev til Miljø- og Fødevareudvalget.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.