Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

DF åbne over for flere penge til PET

Justitsministeren er klar til give PET flere beføjelser efter terrorangrebet i Paris. Dansk Folkeparti er positive, men opfordrer dog til at holde hovedet koldt.

Peter Skaarup (DF).
Peter Skaarup (DF).

Dansk Folkeparti er åbne over for at give Politiets Efterretningstjeneste (PET) flere penge i kølvandet på de seneste dages blodige begivenheder i Frankrig.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) er klar til at give politi og efterretningstjenester flere beføjelser til kampen mod terror, og det er Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup (DF), som udgangspunkt positiv over for.

»Jeg synes, det er vigtigt, at man gennemgår beredskabet og de muligheder, PET har for at afsløre tilsvarende ekstremistiske grupper i Danmark. På den måde kan vi se på, om der er brug for flere penge. Og jeg kunne sagtens forestille mig, at PET har brug for flere penge til overvågning og aktioner rettet specielt mod ekstreme miljøer,« siger han.

Onsdagens terrorangreb mod satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris kostede 12 personer livet og blev udført af to franskfødte, muslimske brødre, Chérif og Said Kouachi, der havde rødder i det ekstremistiske miljø.

Flere eksperter har peget på, at Danmark kan være mål for et lignende terrorangreb, og PET vurderer da også, at der er en »alvorlig terrortrussel« mod Danmark.

Derfor mener Peter Skaarup, at det er helt oplagt at gennemgå det danske beredskab, så det kan gøres klart, om der er brug for flere midler.

»I den nuværende situation er både politiet og PET hårdt spændt for, for de skal konstant være opmærksomme på trusselsniveauet mod Danmark. Og vi må jo nok regne med, at det er noget, de skal være på længere sigt. Derfor ser jeg grund til, at man giver PET flere ressourcer. Vi skal bare først og fremmest høre PET selv, hvor det er, man nødvendigvis må sætte ekstra ind,« siger DF-ordføreren.

PET selv oplyser til Berlingske Nyhedsbureau, at man ikke har nogen kommentarer til udmeldingerne fra politikerne.

Peter Skaarup er udmærket klar over, at PET aldrig vil stå frem med krav i offentligheden, men han er klar til en politisk drøftelse af, hvad der er brug for.

Han advarer dog mod at gå for hurtigt til værks i kølvandet på de seneste dages voldsomme begivenheder i Frankrig.

»Jeg er åben over for at se på, om PET skal have flere ressourcer, men vi skal selvfølgelig holde hovedet koldt. Vi skal have is i maven og sikre, at vi ikke overreagerer på nogen måde,« siger Peter Skaarup.

Justitsminister Mette Frederiksen siger til DR Nyheder, at »hvis PET har behov for flere ressourcer, så skal de selvfølgelig have det«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.