Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Det svarer til, at en biolog udrydder en art«

Affolkede lokalsamfund skal ikke bare lukkes ned - de skal prioriteres og investeres i, lyder opfordringen fra landdistriktsforsker. Hun peger især på behovet for uddannelsesmuligheder og bedre infrastruktur uden for de store byer.

ARKIVFOTO: Stemningsbillede fra Nakskov.
ARKIVFOTO: Stemningsbillede fra Nakskov.

Sælg de danske småøer til private. Flyt statslige arbejdspladser fra hovedstaden til provinsen. Revider planloven og skattesystemet.

Debatten om det såkaldte udkantsdanmark raser fortsat. En lind strøm af forslag fra eksperter og politikere bliver kastet på dagsordenen - og ender ofte med at blive skudt ned af andre eller problematiseret af de mennesker, det handler om.

Skal udfordringerne med at skævvredet Danmark løses, kræver det fokus på uddannelsesmulighederne og infrastrukturen uden for de større byer. Og så skal der ske en stærkere prioritering og tildeles en tungere pengepose, end det er tilfældet i dag.

Sådan lyder i hvert fald anbefalingerne fra lektor og cand.scient.soc Pia Heike Johansen fra Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet. Hun har forsket i landdistrikter i cirka 14 år, besøgt et væld af danske landsbyer, og hun melder sig ikke ind i koret af fagfolk, der hælder til at afvikle yderområderne i Danmark, uanset om det gælder småøerne eller de mest affolkede landsbyer.

Forskellighederne afføder viden og nye ideer

»De forslag går jo sådan set på at lukke lokalsamfund ned. Find de mest levedygtige og ryd så resten, men jeg har aldrig helt forstået, hvad det skulle hjælpe at fjerne de mennesker, der bor der,« siger hun og understreger sin pointe ved at trække en parallel til biologiens verden.

»At sige, at man bare skal rydde en landsby, vil for mig svare til, at en biolog vælger at udrydde en art. Hver eneste landsby er forskellig, og der bor mennesker med et socialt liv og et fællesskab. For mig at se fremmer diversitet viden og nye muligheder, og hvis vi på længere sigt ønsker et samfund, hvor der er muligheder for nye tanker og ideer, så skal man ikke rydde yderområderne,« påpeger Pia Heike Johansen.

Men det kræver vel også ressourcestærke mennesker, hvis der skal tænkes nyt og bygges op påny i de affolkede yderområder?

»Det er en absurd forestilling, men har om landområderne: Hvis ikke de selv kan løfte opgaven, så kan vi ikke hjælpe dem, og så må de bare dø ud. Andre steder i landet bliver problemerne jo løst. Man siger jo ikke til en boligkarré i København, at hvis de ikke selv kan skovle deres sne, så må de falde og brække benene. Man kunne fra central side sige, at man rigtig gerne vil gøre noget sammen med alle dem, der bor ude i de områder,« pointerer hun.

Forskeren trækker paralleller til den massive boligfornyelse, der er sket i storbyerne. Her er politikere og administration fra centralt hold kommet med planlægning, prioriteringer og penge, men opgaverne er blevet løftet i samarbejde med de mennesker, der bor i området, som så har engageret sig.

»Og det har man ikke gjort på landet,« mener hun.

De unge flytter væk - og kommer ikke igen

Helt centralt i diskussionen om udfordringerne i yderområderne står uddannelsesmulighederne - eller manglen på samme, mener Pia Heike Johansen. I hendes optik har centraliseringen af de mellemlange uddannelsesinstitutioner - da eksempelvis seminarier, tekniske skoler, sygeplejeskoler osv. for cirka ti år siden blev samlet i centre i de større byer - spillet en afgørende rolle for den regionale udvikling i Danmark.

»Man fjernede rigtig mange uddannelsesinstitutioner fra provinsen, og det betyder for det første, at ingen kommer til provinsen for at tage en uddannelse, og for det andet, at alle dem, der bor der, flytter til byen for at få en uddannelse. Rigtig mange unge flytter væk,« siger hun og henviser til, at det er en generel tendens, der foregår over hele verden.

Men det usædvanlige i Danmark er, at de unge ikke flytter tilbage til landet, når de har færdiggjort deres uddannelse.

»De netværk, man etablerer, når man starter på en uddannelse, er utrolige vigtige, og det betyder, at de unge er tilbøjelige til at blive hængende med de netværk, de opbygger på uddannelsesinstitutionerne i de større byer.«

Men det handler vel også om, at der ikke er noget arbejde at få for de unge, hvis de flytter tilbage?

»Det er en skrøne, at der ikke er noget arbejde at få. Der er selvfølgelig ikke alt slags arbejde at få, men vi kan jo se, at i de fleste såkaldte udkantskommuner har man i dag politikker omkring rekruttering fra udlandet, fordi det er så svært at rekruttere dansk arbejdskraft. Og det gælder både virksomheder, kommuner og regioner,« siger Pia Heike Johansen.

For dyrt og for svært at komme rundt i landet

De, med hendes ord »vanvittige«, infrastrukturelle forhold i Danmark hjælper heller ikke med at fastholde den yngre generations tilknytning til deres hjemstavne rundt omkring i landet.

»Én ting er, at de unge flytter for at få en uddannelse, men de har ikke en kinamands chance for at komme på besøg hjemme, hvor de kommer fra. De studerende har ikke bil, og det er alt for dyrt for dem at rejse hjem. Så de bliver fjernet fra deres familiemæssige rødder, slipper det anker, de har i de områder, og bliver derfor endnu mere afhængige af de netværk, de har i studiebyerne. Og så får de endnu mindre incitament til at flytte hjem på et tidspunkt,« vurderer hun.

Er der - helt ærlig - ikke tale om en udvikling, hvor folk flytter fra land til by, en urbanisering, som man bare må erkende ikke kan bremses, uanset hvad man prøver fra politisk hold?

»Man kan godt bilde sig ind, at sådan en tendens lever sit eget liv, men sådan fungerer det jo ikke. Pludselig går nogen den anden vej. Vi kan jo se steder i eksempelvis England og Frankrig, hvor det er meget dyrere og meget mere in at bo på landet,« siger hun og fortsætter:

»Det er et spørgsmål om, hvad man satser på. Det er klart, at det har en effekt, hvis man fra statens side beslutter sig for at bruge en masse penge i København og de andre storbyer, og hvis man prioriterer midlerne på den måde.«

Allerede i dag bliver der da sendt mange penge til udkantsdanmark i form af nedrivningspuljer, erhvervsudviklingspuljer, kommunal udligning osv. Har det ikke betydning?

»Det må siges at være småpenge. Hvad koster en metro i København? Hvad koster en femsporet motorvej omkring København? Til sammenligning er det jo ingenting at smide 10 mio. kroner i nogle nedrivningspuljer. Man skal huske, at en tredjedel af Danmark befolkning bor uden for byerne, og man kunne jo derfor vælge at prioritere nogle fornuftige forbindelser mellem byerne og landsbyerne ude i landet,« siger Pia Heike Johansen.

Ikke nok at flytte arbejdspladser

Men hvad er så løsningen? En jævnligt diskuteret strategi, der på ny blev pustet liv i tidligere på ugen, er spørgsmålet om at flytte statslige arbejdspladser væk fra hovedstadsområdet og ud i landet.

Det er ikke nødvendigvis en dårlig idé, mener lektoren, men isoleret set er det bare slet ikke nok. For vælger man eksempelvis at flytte en større portion statslige arbejdspladser til en mindre provinsby, så vil de ansatte med stor sandsynlighed alligevel bosætte sig i den nærmeste større by og pendle til arbejde, vurderer hun. Med mindre de nye arbejdspladser bliver fulgt op med indsatser på en række andre områder.

»Som led i en større indsats for at få os til at tænke ud af storbyerne, er det ikke en dårlig idé, men det er for nemt at tro, at hvis bare man flytter x antal statslige arbejdspladser, så har man hjulpet landdistrikterne. Det kræver en infrastruktur, så man får lavet nogle busruter på landet igen. Det kræver, at man når at redde de sidste skoler fra at lukke, for hvis folk skal bo derude, skal deres børn kunne gå i skole. Man skal huske, at hvis man flytter mennesker ud, så vil de stille krav om trafikforhold, om velfærd, om serviceydelser. Så en udflytning af arbejdspladser skal hænge sammen med en investering og en prioritering,« siger hun.

I Pia Heike Johansens optik kræver det en helt ny tankegang og italesættelse af det at bo på landet, som skal gennemsyre samfundet.

»Jeg tror, at man skal lade være med at kommunikere så ensidigt, at enten bor man i byen eller på landet, så man i stedet betragter det langt mere dynamisk. At det er naturligt i én periode af sit liv at bo et sted, mens man bor et andet sted i andre perioder. Men det kræver også, at man fra statsligt niveau prioriterer de her steder som attraktive familieområder,« siger hun.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.