Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Der er mange danskere, der har stemt på DF. Det har de gjort, fordi de er bekymrede over udviklingen - ikke fordi, de vil lynche folk«

Politisk ugepost: Vi har samlet alle de vigtigste historier om dansk politik fra ugen, der er gået. Du får hele overblikket lige her.

Se mere
Dansk Folkepartis Martin Henriksen (Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix 2016)
Dansk Folkepartis Martin Henriksen (Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix 2016)

Velkommen til politisk ugepost - din ugentlige overflyvning af dansk politik.

Vi har samlet de vigtigste historier, debatter og analyser fra ugen, der er gået. Dem får du i kort form her.

Vi begynder med den tidligere konservative arbejds- og finansminister under statsminister Poul Schlüter (K) i 1980erne, Henning Dyremose. Torsdag aften sammenlignede han Dansk Folkeparti med den ekstremistiske og racistiske bevægelse Ku Klux Klan (KKK) i USA. Det gjorde han på Radio24Syv i går i programmet 'Huxi og det gode gamle Folketing'.

»Det er en frisk sammenligning, det vil jeg nok sige. Jeg gør klar til, at Søren Espersen ringer ind. Det plejer han at gøre efter klokken 12, hvis der bliver sagt noget grimt,« reagerede programmets vært, Huxi Bach, da Henning Dyremose havde leveret sin sammenligning, som han forlods erklærede sig »en lille smule ked af«.

Om Søren Espersen ringede ind ved vi her på den politiske ugepost ikke.

Men siden er kritikken haglet ned over Henning Dyremose. Martin Henriksen, DFs udlændinge- og integrationsordfører, sagde i går til Ritzau: »Der er mange danskere, der har stemt på Dansk Folkeparti. Det har de gjort, fordi de er bekymrede over udviklingen – og ikke fordi, de vil lynche folk.«

Over for Berlingske siger Martin Henriksen i dag, at »Henning Dyremose er gået langt over stregen« - og tilføjer så:

»Når man sammenligner Dansk Folkeparti og dem, der stemmer på os, med Ku Klux Klan, så sammenligner man os med mennesker, der er voldelige over for andre, alene fordi de har en anden hudfarve. Det er skingrende skørt.«

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kritiserede fredag Dyremose, da han på Twitter skrev: »Det er helt skævt at sammenligne Dansk Folkeparti med KKK. Bredt forankret, demokratisk parti versus racistiske bøller.«

Finansminister Kristian Jensen (V) skrev på Facebook: »Jeg har normalt megen respekt for Henning Dyremose, men jeg har ingen respekt for sammenligningen mellem Ku Klux Klan og Dansk Folkeparti. DF er et folkevalgt parti i Folketinget og har taget ansvar for store beslutninger via det danske demokrati. Det har de min respekt for.«

Søren Pape Poulsen har ikke kommenteret udtalelsen, men de Konservatives partisekretær, Søren Vandsø, sagde i går til Ritzau: »Det siger sig selv, at sammenligningen ikke repræsenterer vores syn på Dansk Folkeparti, som vi i øvrigt har et godt og fortroligt samarbejde med.«

Du kan læse mere om Henning Dyremoses karakteristik af Dansk Folkeparti her.

Undersøgelse af milliardskandalerne i Skat

Vi skifter fokus fra Dansk Folkeparti og Henning Dyremose til Skat. Og hold godt fast, for selvom de enkelte afsnit er korte, så er der mange, og derfor er denne blok blevet lang.

Men den er også væsentlig, for ugens største historie var uden tvivl, at der nu er et flertal i Folketinget, der ønsker, at en undersøgelseskommission kulegraver milliardskandalerne i Skat.

Efter længere tids tilløb, hvor flere af Folketingets mindre partier et efter et krævede en undersøgelseskommission, men hvor de store partier ikke ville tage skridtet, kom der for alvor skred i sagen, da Socialdemokratiet og Dansk Folkepartis topfolk klokken 17 mødtes over en tærte med hønsekød og en tilhørende salat samt sodavand og kaffe på anden sal på Christiansborg i mandags.

Et par timer senere udsendte de en fælles pressemeddelelse, der altså satte dagsordenen i dansk politik resten af ugen.

De krævede en undersøgelseskommission, hvilket den radikale leder Morten Østergaard i øvrigt ligeledes havde gjort samme formiddag over for Berlingske. Og bare et par timer efter thulenske-frederiksenske presbold reagerede regeringen med en positiv tilkendegivelse og en tilslutning til ønsket om en undersøgelseskommission.

Berlingske skrev onsdag formiddag en stor baggrund om, hvordan det gik til, da Thulesen Dahl og Mette Frederiksen over en lun tærte gik sammen om at tryne Løkke.

Tirsdag var der i øvrigt spørgetime i folketingssalen, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen sikrede, at bakspejl og forrude blev to af de mest brugte ord i dansk politik i denne uge, da han sagde om undersøgelseskommissionen: »Når der nu er et ønske om at få kigget i bakspejlet. Så skal vi jo sørge for, at vi sætter et bakspejl op, hvor vi kan se det hele.«

Du kan læse, hvad vi på Berlingske lærte af spørgetimen her.

Allerede inden partilederne nåede til deres duel på ord i folketingssalen, erkendte finansminister Kristian Jensen, der sad som skatteminister fra 2004 til 2010 og dermed også dengang, inddrivelsesopgaven blev flyttet fra kommunerne til stat og ideen om EFI blev født, at han ville have udskudt overdragelsen, hvis han kunne gøre tingene om.

I august sidste år blev et bredt flertal i Folketinget enig om en genopretningsplan for Skat til syv milliarder kroner. Som en del af aftalen enedes partierne om at se fremad og lade fortid være fortid. Men med mandagens S/DF-pressemeddelelse blev den ed brudt og bakspejlet besluttet taget i brug, så at sige.

Siden har partierne så skiftedes til at opfordre til ikke at kaste med mudder og så kaste med mudder. For eksempel i 'Debatten' torsdag aften. Eller i 'Deadline' onsdag aften, hvor skatteminister Karsten Lauritzen indledte med netop at opfordre til mindre mudderkastning, før han så sagde:

»At man lagde Skatteministeriet sammen med Skat som styrelse tilbage i 2012 eller 2013, gjorde det lidt svært at finde ud af, hvor ledelsen var henne, og der kom for meget fokus på det, som de skiftende ministre ville. Det var så nogle røde ministre, sagde Karsten Lauritzen.«

Du kan læse en tour de force gennem politikernes pegen fingre ad hinanden hos dr.dk her.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl har ad flere omgang og i skarpe toner kritiseret både Socialdemokratiet og Venstre for deres ansvar for milliardskandalerne i Skat og for deres lyst til netop at skyde skylden på hinanden. Men i freddagens BT vendte både de radikale og Enhedslisten pilen mod DF og Thulesen Dahl selv.

»Når man har været med til at lave kommunalreformen, og når man har lavet finanslove op igennem 00erne, så bør man også tage sin del af ansvaret. Alle må erkende, at noget er gået galt, og at mange har været involveret,« sagde Morten Østergaard til BT.

På forsiden af Weekendavisen kan du i denne uge læse et interview med finansminister Kristian Jensen om hans rolle og ansvar i forhold til milliardskandalerne i Skat. Det er ikke online, men du får en teaser her:

Liberal Alliances skatteordfører, Joachim B. Olsen, sagde i øvrigt fredag til dr.dk, at partiet mener, Skatteministeriet skal lægges ind under Finansministeriet og skatteministerposten dermed skrottes.

Fredag eftermiddag imødekom skatteminister Karsten Lauritzen kravet fra blandt andre S og DF om, at der er behov for at tilføre Skat flere midler end dem, partierne enedes om i sidste sommers genopretningsaftale for Skat. I hvert fald verbalt. Slagsmålet om hvad og hvor meget mere, der er brug for skal dog stå til efteråret, mener Lauritzen med henvisning til finanslovsforhandlingerne.

Samme Lauritzen indkaldte i går til de første forhandlinger om det kommissorium, som undersøgelseskommissionen skal arbejde efter, 31. maj.

I Weekendavisen problematiserer professor emeritus ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Jørgen Grønnegård Christensen politikernes valg af en undersøgelseskommission. Artiklen er ikke online, men her er et centralt citat:

»Inkompetence er dog ikke retsstridig. Hvis det nu er situationen, hvad kan en undersøgelseskommission så gøre for at bidrage til at placere et politisk ansvar? Selv kan den ingenting. Men den kan i sin kortlægning afdække, på hvilket grundlag der blev handlet, og i hvilket omfang de skiftende ministre var informeret. Derefter er bolden spillet tilbage til Folketinget, og vi er tilbage ved udgangspunktet: Dette handler om politik eller helt præcist om spillet mellem partier, der positionerer sig for at få del i magten.«

Ugens analyse

Farvel til skatteslagsmålet og videre til ugens øvrige nyheder. Vi begynder med ugens analyse, som Berlingskes politiske redaktør, Kasper Kildegaard Sørensen, har skrevet. Ikke om Skat, men om salget af Dong-aktier til Goldman Sachs.

»Sagen om DONG og Goldman Sachs blotlægger, hvad der kan ske, når politik og storkapital støder sammen for åbent tæppe. Sagen er dog også noget mere kompleks, end den ofte fremstilles,« skriver Berlingskes politiske redaktør i en gennemgang af, hvordan en »pose med 8 milliarder kroner har skabt et spøgelse i dansk politik«.

Når du har læst den, ved du, at Goldman Sachs har brugt over 200 millioner kroner på ekstern bistand og havde 50 mand, der i 10 måneder udelukkende arbejdede på netop denne sag, som med 8 milliarder kroner endte med at blive den næststørste investering i en enkeltvirksomhed, Goldman Sachs nogensinde har foretaget uden for USA.

Det ved du selvfølgelig også nu, men der er flere interessante informationer og perspektiver i analysen, som du kan læse her.

»Det er jo en skandale. Helt bizart«

Anledningen til analysen skal findes i, at Rigsrevisionen onsdag afleverede sin undersøgelse af statens salg af DONG-aktier til Goldman Sachs. Salget, der førte til store politiske slagsmål og bl.a. endte med, at SF måtte trække sig fra den daværende Thorning-regering efter intern uro.

Rigsrevisionen kritiserede, at der er en række sorte huller i det materiale, som den har fået overdraget fra Finansministeriet om sagen. Det er både »i strid med god forvaltningsskik« og »meget utilfredsstillende«, lyder det.

Det affødte voldsom kritik - deriblandt fra Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted:

»Det er jo en skandale. Helt bizart. Det lyder som en eller anden B-film, at man ikke engang har et skriftligt bud fra Goldman Sachs.«

Du kan læse meget mere om kritikken - og om Henrik Sass Larsen, der er kommet i gedigen modvind for at konkludere, at Rigsrevisionen frikender tidligere S-finansminister Bjarne Corydon for sin rolle, her.

Tunnel fra Helsingør til Helsingborg?
Ifølge Børsen er en tunnelforbindelse rykket nærmere, efter at Liberal Alliances transportminister Ole Birk Olesen i et skriftligt svar til avisen har skrevet, at regeringen gerne vil »undersøge mulighederne for at brugerfinansiere nye infrastrukturprojekter, og en fast HH-forbindelse er et projekt, man kan overveje at undersøge nærmere, hvis svenskerne ønsker det.«. Ole Birk Olesens udtalelse vækker glæde i Sverige og i Helsingør, men får ikke mange varme ord med på vejen på Christiansborg.

»Den kreative klasse tyranniserer Danmark«
Det folkelige Danmark skal tage magten tilbage fra den kreative klasse - for Danmarks skyld, mener forfatter og folketingsmedlem for Socialdemokratiet, Kaare Dybvad Bek. »Den kreative klasse tyranniserer Danmark ved at undergrave vores samfundsmodel og skabe større ulighed,« skriver han blandt andet i sin nye bog 'De lærdes Tyranni', der udkommer på mandag. Læs mere om den her.

3.170 bindende mål for folkeskolen sløjfes
Partierne bag folkeskolereformen meddelt, at de vil reducere antallet af bindende mål i folkeskolen fra 3.385 mål til 215 overordnede kompetencemål. De 3.170 underliggende færdigheds- og vidensmål gøres vejledende. Det skrev Politiken fredag.

Støjberg efter kritik: Jeg retter ikke et komma
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg affejede totalt Europarådets racismekomités kritik af Danmark. Fuldstændig. Kritiken fra komiteen, der vil have Danmark til at droppe smykkeloven, lempe familiesammenføring og overveje integrationsydelsen, får ikke Danmark til at ændre et komma i sin udlændingepolitik, slår Støjberg fast i nyheden. Mere her.

Nye pensionsregler for politikere
Mens al fokus var rettet mod slagsmålet om undersøgelseskommissionen vedrørende Skat, vedtog politikerne nye pensionsregler. For sig selv. Et flertal blev nemlig enige om reglerne for pension for tidligere medlemmer af Folketinget og eksministre. Det skrev Ekstra Bladet onsdag.

Jensen glæder sig
Jyllands-Posten skrev onsdag på sin forside, at 85.000 af de ældre over 65 år, som stadig er på arbejdsmarkedet, er ufaglærte eller faglærte. De to grupper udgør nu næsten 70 pct. af den samlede beskæftigelse for personer over 65 år, viser en analyse fra Finansministeriet. Finansminister Kristian Jensen glædede sig og brugte det som argument for at hæve pensionsalderen. Socialdemokratiet brugte det som argument for ikke at hæve pensionsalderen.

Ugens portræt
Altinget skrev mandag portræt af Enhedslistens miljø-, klima- og demokratiordfører, Maria Reumert Gjerding. »Rød fløjs spirende profil: Gjerding den Grønne«, kaldte mediet EL-profilen, der som barn tegnede dødningehoveder på mælkekartonerne, hvis ikke indholdet var økologisk. Læs portrættet her.

Ugens citat
»Måske kan jeg en dag indeholde så mange forskellige minoriteter, at jeg sprænger de kasser, jeg bliver placeret i. Jeg hader kasser. De er så endimensionelle. Jeg tror, det er min antidefinition.«
Det er Enhedslistens folketingskandidat Sarah Glerup, der står bag citatet, som hun er citeret for i Informations portræt af hende. Sarah Glerup blev i sidste weekend opstillet på Enhedslistens liste over partiets 21 folketingskandidater. Her er hun nummer 11. Partiet har i dag 14 medlemmer af Folketinget.

Ugens angreb og modsvar
I fredagens Berlingske kritiserede Enhedslistens frontfigur, Pernille Skipper, Pia Kjærsgaard for at legitimere sexistiske kommentarer, da hun i Deadline på DR2 for nogle uger siden sagde, at kvinder er »for ømskindede« og skal »mande sig op« i forhold til debatten om sexisme i dansk politik:

»Jeg synes, at Pia Kjærsgaard med den holdning er med til at legitimere sexismen. Hun må selv om, hvor hendes tærskel går, men jeg forstår ikke, hvorfor hun har behov for at fordømme de kvinder, der siger fra. Hun må mene, hvad hun vil, men hav dog respekt for, at andre kvinder ikke vil finde sig i det. Når hun udtaler sig på den måde, så hjælper hun bare til, at det kan blive værre og værre. Hun siger sådan set, at kvinder må finde sig i sexisme på daglig basis,« sagde Pernille Skipper, der fik følgende svar fra Pia Kjærsgaard:

»Jeg synes det, er det værste vrøvl og en form for manipulation, jeg overhovedet ikke bryder mig om. Det, synes jeg, er dårlige bemærkninger fra Pernille Skipper. Det er en fuldstændig skævvridning at sige, at jeg legitimerer det. Jeg siger, at det findes, men så må kvinderne gøre op med det selv, i stedet for at blæse det op til store historier i offentligheden.«

Læs meget mere her. og her. og her.

Ugens interview

Alternativets René Gade har allerede indstillet sig på at forlade sin arbejdsplads gennem de seneste to år efter blot en enkelt valgperiode.

Ved valget i 2015 var han ellers en del af det ni-mand store hold, der blev katapulteret ind på Christiansborg for Alternativet. Men ved næste valg forlader han et politisk øko-system, som han mener, er præget af kunstigt lys, løgne og personangreb. Det fortalte han fredag om i Berlingske:

»Når jeg siger, at kulturen herinde er syg, så er det fordi, det er et skuespil. Det er et sygt skuespil, når folk går i salen og ytrer sig. Man finder fejl og konflikter i stedet for at enes om de 80 procent, vi er enige om, og så tage debatten om de sidste 20 procent.«

Læs mere her.

Somaliere udvises i strid med lov

Vi kan lige nå forbi en nyhed fra Politiken, som avisen havde på sin forside fredag.

Ifølge to af landets førende eksperter i udlændingeret og forvaltningsret bryder Udlændingestyrelsen nemlig loven i mange af inddragelsessagerne med familiesammenførte somaliere. Afgørelserne kan derfor være ugyldige, skrev avisen i går.

Ifølge Politiken spørger styrelsen ikke inden inddragelse til det i loven centrale forhold om, hvorvidt de risikerer at »lide overlast« ved en tilbagevenden til Somalia. Og det er problematisk, siger Jens Vedsted-Hansen, der er juraprofessor og ekspert i udlændingeret ved Aarhus Universitet:

»Der er ikke nogen tvivl om, at styrelsen skal søge oplysninger om, hvad der kan være af risiko for overlast. Hvis man afskærer sig fra at få visse typer oplysninger, har man ikke undersøgt sagen ordentligt.«

Læs mere hos Politiken her.

Tak fordi du læste med. God weekend.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.