Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Der er magt i den erkendelse: Jeg er dansker, punktum«

Først svigtede generationer af politikere indvandrerne og flygtningene ved ikke at stille krav og inkludere dem i samfundet. Nu kappes de om at slå plat på udlændingespørgsmålet i valgkampen, mener Geeti Amiri, der håber på en genopfindelse af den danskhed, hun selv lærte at kende som flygtningebarn.

Geeti Amiri mener, at Politikerne skal forpligte sig på danskheden. På vores historie. Ligesom de nyankomne skal. »Min far var et rødt tal for samfundet, fra han kom, til han døde. Men mine forældre har givet fem aktive medborgere tilbage. Det er så meget mere værd end udgiften til ham kostede samfundet« siger hun.
Geeti Amiri mener, at Politikerne skal forpligte sig på danskheden. På vores historie. Ligesom de nyankomne skal. »Min far var et rødt tal for samfundet, fra han kom, til han døde. Men mine forældre har givet fem aktive medborgere tilbage. Det er så meget mere værd end udgiften til ham kostede samfundet« siger hun.

Når Geeti Amiri lytter til flygtningedebatten, som den raser under valgkampen, tænker hun på to mennesker.

Hun tænker på Shelica, den lærer, der underviste hendes søskende i modtageklassen, da hun som fireårig var kommet til Danmark. Og hun tænker på Mona, familiens underbo i den grå Amager-ghetto, der blev det nye hjem for familien efter flugten fra Afghanistan:

»Det er om nogen Shelica og Mona, der har formet min danskhed. Der var intet, Shelica ikke turde kritisere ved os, helt ned til indholdet af madpakken. Min mor vidste ikke, at rugbrød var normen i Danmark, så hun gav os toastbrød med, indtil Shelica gjorde opmærksom på, at det altså ikke duede som sund madpakke. Intet gik fri for kritik. Men det var aldrig for at være hadsk; det var, for at vi skulle få det bedre. Ligesom Mona i gården. Hun lærte os, hvordan koldskål spises, hvem kommunen er, hvad det ville sige at tage på lejrskole og gå på fritidshjem. Det vidste mine forældre jo ikke,« siger Geeti Amiri.

»Det var det Danmark, jeg mødte, og det Danmark, jeg kender. Det Danmark, jeg kom til, var formet af en historie om, at vi hjalp jøderne i sin tid. Danskerne var et folk, der mente, at hjælp til folk i nød var en pligt. Det er kendetegnende ved det danske for mig: Humanismen. Måske skal jeg lade være med naivt at tro, at det Danmark kan bestå. Men hvis danskerne er blevet kyniske i forhold til, hvordan man behandler flygtninge og indvandrere, så ligger skylden hos vores politikere. Man har både på højre- og venstrefløjen konsekvent først svigtet de nyankomne ved først at tage på dem med fløjlshandsker. Siden har de kappedes om at slå plat på udlændingespørgsmålet,« siger Geeti Amiri.

Den store misère

Valgkampen og det efterhånden famøse »flygtningekort«, der for alvor blev trukket i den forløbne weekend og trods en historisk omfattende flygtningekrise har kastet løfter om nye asylstramninger af sig, vender vi tilbage til.

Geeti Amiri skulle overveje det i nogle øjeblikke, inden hun sagde ja til at blive interviewet af Berlingske til serien »Det Danmark, jeg kender«. Hun har sine forbehold ved at blive »castet« som den »brune« debattør, der taler om »brune« emner.

Den knap 26-årige statskundskabsstuderende har holdninger til mangt og meget i samfundet. Ligesom hun qua sin families skæbne er langt mere bevidst om sine danske værdier end gennemsnittet. Eksempelvis nævner hun, hvad de færreste 26-årige nok gør, Grundloven hist og her som et selvfølgeligt referencepunkt. Alligevel er det næsten altid udlændinge­debatten, hun bliver bedt om at tage stilling til:

»Det forstærker det stereotype billede af nydanskerne som en særskilt befolkning med særskilte problematikker. Det forsøger jeg at gøre op med. Den unge generation har brug for at se, at vi godt kan være ude i den offentlige debat og i samfundet uden at skulle presses ind under det, der er vores fællesnævner, nemlig vores brune farve. Men vi må også som samfund kigge indad og spørge: Har vi efterspurgt de nye, moderate stemmer? Vi har haft Naser Khader og Fatih Alev, en rimelig reaktionær imam, på integrationsdebatten i næsten 20 år. Men hvad siger de i dag, som er grundlæggende banebrydende? Og så har vi selvfølgelig de der tosser fra Kaldet til Islam og Grimhøjmoskeen, som evig og altid tager telefonen, når journalisterne ringer. Vi mangler rollemodeller, men langt hen ad vejen orker de moderate og velfungerende ikke deltage i debatten, fordi man bliver skudt så mange agendaer i skoene.«

Hvilke agendaer?

»Enten bliver man som nydansk debattør anklaget for at tale højrefløjens sag og være en »selvhadende perker«. Eller også bliver man anklaget for at være for blød og offergøre sig selv. Man kan ikke bare tale lige ud af posen i integrations- og flygtningespørgsmålet – det er det, der er den store misère,« siger Geeti Amiri.

Den fordummende debat

Det er misèren som indvandrerdebattør. Og det er misèren, når valgkampen nu – ligesom stort set alle valgkampe siden 2001 — af mere eller mindre rationelle årsager fortaber sig i det vælgerflyttende, følelseskogende udlændingespørgsmål. Som flygtningebarn bliver Geeti Amiri dybt forstemt. Af Socialdemokraterne, af Venstre og Dansk Folkeparti. Af de glade halalhippier, der har mødt to flinke brune mennesker i deres liv og derfor kvæler alle nytilkomne i vatindpakkende kærlighed. Af strammerne, der udtaler sig om »nærområder«, de aldrig har besøgt, eller tillægger desperate flygtninge lumpne, beregnende motiver. Debatten er fordummende, historieløs og ikke mindst udansk, mener hun:

»Når politikere taler om flygtninge i dag, er det som om det er første gang i danmarkshistorien, vi modtager flygtninge. Som om vi ikke ved bedre. Jeg bliver harm over Danmarks vegne – Danmark er jo også mit hjemland. For vi ved jo bedre. Vi ved, hvad der skal til i en god integrationsproces for flygtninge, for den gav vi ikke de første flygtninge.«

Hun bliver harm på Venstre og partiets idé om, at strammere asylregler og lavere ydelser – en returnering til den »starthjælp«, som S-R-regeringen afskaffede – har indflydelse på flygtninges ageren:

»Min far havde land, hus, anseelse, alt. Mine forældre gik fra eliten i Afghanistan til bunden af det danske samfund. Ikke én eneste gang kom det på tale, at vi kunne eller ville tage tilbage. Fordi hvad de end havde mistet, var det alt værd for dem, at deres børn kunne vokse op i sikkerhed. Min far sad ikke med et regneark og sammenlignede velfærdsydelser, før vi tog afsted.«

Socialdemokraternes »Kommer du hertil, så skal du arbejde«-kampagne er ikke et hak bedre, mener Geeti Amiri:

»Det er så åndssvagt! Desuden er sloganet den rene selvkritik. Den integrationspolitik, der blev ført i 1990erne, da vi ankom, var født af socialdemokrater og radikale. De vænnede de nytilkomne til, at de bare skulle sidde passivt hen. Der blev ikke stillet krav om, at de skulle bidrage aktivt; de blev afskrevet fra starten.«

Svigtet fra venstrefløjen

Geeti Amiri behøver kun at se tilbage på sin egen families ankomst til Danmark, for at udpege de grundlæggende fejl, Danmark har begået på integrationsområdet i de sidste 25 år.

Hendes far, der ifølge de oplysninger, Geeti blev fortalt som barn, havde en højtstående tillidspost i en sekulær, afghansk regering, blev tvunget til at flygte, da religiøse kræfter vandt frem.

I Danmark landede familien på syv i en lejlighed i et ghettolignende boligområde på Amager. Faderen, der havde undervist på Harvard og Kabul Universitet i arkæologi, blev parkeret på førtidspension – han var for gammel til at investere nogen integration i, lød det usagte rationale. Moderen blev der heller ikke stillet nogen krav til jobmæssigt, og fireårige Geeti blev ikke anvist til en dansk børnehave, så hun og moderen tilbragte deres første danske år inden for hjemmets fire vægge. Isoleret fra det samfund, de burde være kastet ud i. For respekt og humanitet – indbegrebet af danskheden for Geeti Amiri – er at stille krav og inkludere, siger hun:

»Jeg vil virkelig synes, vi er kommet langt i Danmark, det øjeblik nyankomne bliver set som nogen, der skal være med på arbejdsmarkedet og i institutionslivet. De gøres ikke til emne i valgkampen eller kaldes alt muligt skidt eller godt. De bliver bare nogen, vi regner med, ligesom vi regner med alle mulige andre. Jeg ved godt, at vi har nogle rigtig store integrationsudfordringer, især med nydanske drenge. Men det skyldes i høj grad, at vi har haft en kultur, hvor vi ikke har turdet kritisere, stille krav eller gribe i familierne, fordi vi ikke har set nyankomne som ligestillede. På en eller anden måde har vi accepteret social kontrol, forskelsbehandling af kønnene og æresrelateret vold, bare fordi det er muslimer eller »en fremmed kultur«. Det er der, vi er gået galt i byen. Vi skulle have været konsekvente og meddelt, at her gælder danske spilleregler på godt og ondt.«

Du er også kritisk over for venstrefløjen og den »politiske korrekthed«?

»Ja, venstrefløjen står bag det største svigt af minoriteterne. Jeg har haft rigtig mange diskussioner med andre nydanske debattører. De tør slet ikke kritisere venstrefløjen. Men mit argument er, at venstrefløjen også har brugt nydanskerne i sin egen agenda mod højrefløjen. Om noget skal man da kritisere netop venstrefløjens historik. Hvordan har venstrefløjen kunnet tie om de muslimske, reaktionære miljøer og kvindeundertrykkelsen dér i så mange år? Hallo, hvor er I henne? Blev kvindekampen og kampen mod autoriteter og religiøse dogmer ikke udkæmpet på venstrefløjen?« spørger Geeti Amiri.

Nogle af dine pointer lyder lidt i tråd med det, der er politikken i den blå blok og hos Dansk Folkeparti ligefrem?

»Det er præcis der, vi går i fælden. Tænk, at det at sige, at vi skal stille krav lyder højreorienteret per definition. I mine øjne er det jo bare dansk. Det er dansk på den måde, at vi alle sammen skal bidrage og deltage ligeligt i samfundet, men det øjeblik du siger det højt, bliver du sat i politisk bås.«

Politikerne skal forpligte sig på danskheden. På vores historie. Ligesom de nyankomne skal. Geeti Amiris egne forældre magtede – trods standardmærkatet som en »ressourcesvag« familie – den opgave. Familien har derfor fostret fem veluddannede, arbejdende, engagerede børn, der med Geeti Amiris ord betaler deres skat med taknemmelighed og føler en pligt til at betale samfundet tilbage i form af demokratisk deltagelse:

»Ingen skal vurdere mig til at være mindre dansk eller mindre berettiget til de demokratiske rettigheder end en lyshåret pige. Men den erkendelse mangler hos mange unge nydanskere – og det er blevet værre de seneste år. Mange mobiliserer sig ikke længere ud fra en kulturel identitet, men en religiøs. Det er jeg bekymret over. Vi står med en udfordring med de unge – de skal i den grad have stillet krav og inkluderes. Ellers vil vi fortsat se denne splittelse af samfundet.«

Du er på papiret nydansker. Hvornår bliver man dansker?

»Når jeg har været ude at rejse og lander i Københavns Lufthavn, bliver jeg sådan helt »aah, jeg er hjemme«. Jeg er dansker! Jeg kan sige det uden at blinke. Min far er begravet her, min mor vil blive begravet her. Jeg kommer formentlig til at have halvt danske børn. Men jeg mener også, at mange nydanskere og efterkommere skal tage et seriøst opgør med sig selv og sige: »På trods af, at jeg er brun, og på trods af, at mine forældre hedder Fatma og Erkan, er jeg dansker«. Der ligger en enorm magt i den erkendelse: Jeg er dansker. Punktum.«

Note: Artiklen er opdateret 13. december 2016 efter en henvendelse fra en læser.
Geeti Amiri blev som barn fortalt, at hendes far før flugten havde været kulturminister i en afghansk regering. Men som læseren gjorde opmærksom på, har Berlingske ikke selvstændigt kunne verificere denne oplysning, og den er derfor udeladt i denne opdaterede version af interviewet.
Geeti Amiri oplyser selv på henvendelse fra Berlingske 13. december 2016, at hun i forbindelse med arbejdet med sin bog »Glansbilleder« (udkom november 2016) »ikke kunne dokumentere den historie, jeg altid har fået fortalt og fortalt videre. Derfor har jeg ikke medtaget oplysningen i bogen«.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.