
København. Region Hovedstadens regionrådsformand, Sophie Hæstorp Andersen (S), melder sig ind i kampen om at blive formand for Danske Regioner.
Der oplyser hun selv på Facebook:
- Hvis vælgerne giver mig opbakningen igen, og mit parti står bag mig, så vil jeg meget gerne stille mig i spidsen for de danske regioner efter valget i november 2017.
Dermed er der lagt op til et kampvalg om, hvem der skal efterfølge den nuværende formand, Bent Hansen (S), som ikke genopstiller.
I sidste uge meddelte Region Syddanmarks regionrådsformand, Stephanie Lose (V), nemlig, at hun også gerne vil være regionernes formand.
Regionerne kunne ved årsskiftet fejre tiårs jubilæum. De afløste i 2007 de 14 amter og har som hovedopgave at styre og administrere det danske sundhedsvæsen.
Regionernes styrende organer er regionsrådene med 41 folkevalgte medlemmer, som vælges for fire år ad gangen. I spidsen for regionsrådet står regionsrådsformanden, der vælges af regionsrådet.
Næste kommunal- og regionsrådsvalg er 17. november.
/ritzau/
Kære læser
Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.
Med venlig hilsen
Redaktionen