Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

S-kampagne vinder en vælger tilbage fra Dansk Folkeparti

Politiko.dk har spurgt fem DF'ere fra vores faste vælgerkorps, om Socialdemokraternes nye kampagne med Thorning i front har ændret deres syn på partiet og formanden. En enkelt blev overbevist.

Socialdemokraterne har indledt året med en storstilet politisk kampagne. Den blev indledt i nytårstalen og efterfulgt af avisannoncer, udendørsreklamer og heftig aktivitet på sociale medier. Kampagnen bragte mandag S-formanden på besøg i Bilka i Ishøj.
Socialdemokraterne har indledt året med en storstilet politisk kampagne. Den blev indledt i nytårstalen og efterfulgt af avisannoncer, udendørsreklamer og heftig aktivitet på sociale medier. Kampagnen bragte mandag S-formanden på besøg i Bilka i Ishøj.

Med nytårstalen som affyringsrampe har Socialdemokraterne de seneste dage kørt en storstilet kampagne med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) som frontfigur under overskriften »Det Danmark, du kender«.

Partiets mål er at forbedre Thornings image efter årelang løftebrudskritik, styrke hende i den direkte duel med Lars Løkke (V) og forsøge at vinde vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti. Ifølge Gallups kortlægning over vælgervandringerne har S siden valget mistet netto 75.000 stemmer til DF.

Det sidste ville vi gerne teste på Politiko.dk. Vi har derfor spurgt DF'erne i vores faste vælgerkorps bestående af ganske, almindelige borgere, om kampagnen har ændret deres syn på Socialdemokraterne og statsministeren.

Det skal indledningsvist understreges, at svarene ikke kan generaliseres. De kan alene sammenlignes med en voxpop eller en fokusgruppe, som partierne på Christiansborg bruger til at teste politiske budskaber.

Ifølge Politiko.dk's oplysninger blev netop »Det Danmark, du kender«-kampagnen trykprøvet i en fokusgruppe, inden Socialdemokraterne lagde sig fast på præcist, hvordan budskaberne skulle formuleres.

Svarene, der kom retur fra vælgerkorpset, viser, at dem, der stemte på DF ved valget, på ingen måde er imponerede.

»Jeg synes, hun stjæler fra DF, og hun skal af tronen,« lyder det fra Marianne Olsen, 55 år og kontanthjælpsmodtager.

Stefan Kann hæfter sig ved, at »statsministeren koncentrerer sig om en række plusord og positive konstateringer, såsom at der er skaffet i titusindvis af jobs,« men det er ifølge den 78-årige mand fra Hørsholm »for tydeligt« et valgoplæg.

»Budskabet er jo gammelkendt og rummer ikke noget nyt,« tilføjer fra 69-årige Villy Hove, der stemte på Venstre ved valget i 2011, men som har oplyst, at han ville stemme på DF, hvis der var valg i morgen.

 

Samme pointe fremfører Jesper Ricardo Damgaard, som støttede DF ved valget. Det gør han stadig.

»Videoen siger jo kun det samme ævl, som vi hele tiden har hørt,« skriver han.

Thorning er vokset med opgaven

Men én mand har Thorning og hendes kampagnemagere kunnet lokke tilbage. Han hedder Kurt Hou Jensen, er 77 år og pensioneret stationsleder. Han stemte på Socialdemokraterne ved valget, men tilkendegav over for Politiko.dk i oktober, at han ville sætte kryds ved DF næste gang.

»Jeg overværede statsministerens nytårstale på tv. Det var en god tale, der åbnede mine øjne helt op for, hvad der i grunden sker rundt om i verden i dag. Statsministeren kom omkring alle de ulykkelige ting i både fjern- og nærområder, ja endog tæt på Danmark. Ligeledes kom statsministeren i videoen ind på disse ting, som vi i Danmark skulle tage til meget alvorlig efterretning,« skriver han og fortsætter:

»Statsministeren er efter min opfattelse helt sikkert vokset med opgaven som statsminister i små fire år. Jeg skal være helt ærlig. Jeg har to gange stemt på et andet parti ved et folketingsvalg. Men ellers har jeg været socialdemokrat helt fra mine unge dage. Jeg har de sidste dage læst nøje, hvad blå blok er i gang med, og det nye de har bragt på banen med en eventuel nedlæggelse af regionerne. Så nu må det være nok. Derfor har jeg på nuværende tidspunkt helt sikkert truffet mit valg. Det bliver ved Socialdemokratiet, at jeg igen sætter mit kryds.«

Se Socialdemokraternes kampagnevideo herunder

Vil du være med i vores vælgerkorps og deltage i debatten om aktuelle politiske sager? Så skriv til os på politiko@politiko.dk

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.