Danskerne i ny måling: Både Lars Løkke og Mette Frederiksen savner karisma

Ifølge vælgerne mangler både statsminister Lars Løkke Rasmussen og S-formand Mette Frederiksen karisma. De røde partiledere slår til gengæld de blå mærkbart, når det kommer til troværdighed.

Både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen (S) scorer lavt på karisma i ny måling.
Både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen (S) scorer lavt på karisma i ny måling.

Hverken statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) eller Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, scorer højt, når vælgerne skal vurdere, hvor udadvendte, lidenskabelige og folkelige de er.

I en måling, som Gallup har foretaget for Berlingske, har 1.526 danskere vurderet toppolitikernes karisma, og af de ni partiledere ligger Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen på henholdsvis sjette- og syvendepladsen.

Danskerne har desuden vurderet dem til at være næsten lige karismatiske.

Ifølge public affairs-direktør i kommunikationsbureauet MSLGROUP Bo Bredsgaard Lund, der er forfatter til flere bøger om politisk kommunikation, er hverken Løkke eller Frederiksen store karismatikere, der »tryllebinder eller forfører vælgerne med deres ord eller handlinger«.

»Særligt Løkke er snarere kendt som den resultatorienterede, politiske håndværker. I forhold til at være underholdende, fantasifulde og passionerede med at ændre samfundet i den retning, de nu foretrækker, scorer de begge ganske middelmådigt,« siger han.

Røde partiledere er mest troværdige

Vælgerne er også blevet bedt om at vurdere politikernes troværdighed, og her scorer de røde partiledere mærkbart højere end de blå.

Frederiksen topper skalaen, mens Løkke ligger lavt.

Bo Bredsgaard Lund peger på, at statsministeren stadig er martret af sine mange bilagssager.

»Men nok så vigtigt slider det generelt på troværdigheden at sidde med magten, ligesom det i særdeleshed smitter af på Løkkes troværdighed, at blå blok er i åbenlys infight for åbent tæppe. Formår Løkke til gengæld at lande en aftale om 2025-planen, vil det være en kæmpe sejr for hans troværdighed,« siger han.

Zoomer man ind på blå blok, skiller Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, sig ud ved at ligge i toppen, når det gælder karisma, men i bunden for så vidt angår troværdighed.

Selv om Samuelsen har anlagt en meget kontant politisk linje i forhold til spørgsmålet om topskattelettelser, er han ikke bekymret over vælgernes syn på hans troværdighed.

»Det er altid sådan, at politikere, der forsøger at sætte nye dagsordener, skal bruge tid for at vinde troværdighed, fordi man kæmper med gamle måder at tænke politik på hos vælgerne,« siger Anders Samuelsen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.