Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Danske soldater skal på farlig mission i Irak og Syrien

IS vil udsætte danske soldater for mange trusler i Irak og Syrien, vurderer Forsvarets Efterretningstjeneste.

København: Det siger næsten sig selv. Men nu er der også kommet ord på det.

Danske soldater bliver udsat for stor fare, når de skal nedkæmpe den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) i både Irak og Syrien.

Danske F-16-kampfly, specialstyrker og et transportfly skal senere i år sættes ind i kampen mod IS, og i beslutningsforslaget, som førstebehandles i Folketinget på fredag, giver Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) en trusselsvurdering af missionen.

- Truslen fra direkte og indirekte beskydning mod styrker i kamp mod Isil (et andet navn for IS, red.) og i områder kontrolleret af Isil er meget høj, i områder med kamphandlinger er den høj, står der blandt andet i beslutningsforslaget.

- Truslen fra terror, tilbageholdelser og kidnapninger i dele af det centrale og nordvestlige Irak er meget høj, mens den i Syrien og det øvrige Irak er høj.

- Truslen fra improviserede mineringer i områder i Syrien og Irak, som er eller har været kontrolleret af Isil, er meget høj. Truslen fra miner og ueksploderet ammunition i områder i Syrien, hvor der har været kamphandlinger siden 2011, er høj, tilføjes der.

Tidligere på måneden fik Venstre-regeringen flertal til at udvide mandatet mod IS til at omfatte Syrien foruden Irak.

Det danske bidrag omfatter fire F-16-kampfly - samt tre i logistisk reserve - som indsættes i både Irak og Syrien i seks måneder.

En specialstyrke på omkring 60 mand, som indledningsvist skal træne, rådgive og støtte irakiske styrker, skal udsendes i 12 måneder, og et Hercules-transportfly indsættes i op til seks måneder.

Kampfly, der flyver i under 4000 meters højde, skal passe meget på, lyder det fra FE.

- I Irak er truslen fra beskydning af luftfartøjer, der flyver under 4000 meter i nærheden af kamphandlinger og ved Bagdads internationale lufthavn, høj.

- I Syrien er truslen fra beskydning af luftfartøjer, der flyver under 4000 meter, høj, vurderer FE.

Når kampfly, specialstyrker og transportfly er sendt af sted, vil der være knap 400 danske soldater - inklusiv piloter, specialstyrker og støttepersonel - indsat mod IS. Det er mere end en fordobling af den nuværende indsats i Irak.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.