Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Ærgerlig Pape opgiver nybygget politiskole:

»Dansk politi havde fortjent de bedste forhold – det kan vi ikke give dem«

Regeringen bøjer sig og dropper en nybygget politiskole. Inden længe vil justitsminister Søren Pape Poulsen melde ud, hvor den nye skole skal placeres.

Se mere
Justistminister Søren Pape Poulsen (K) dropper en nybygget politiskole. »Jeg synes, det er ærgerligt. Dansk politi havde fortjent de bedste forhold  – det kan vi ikke give dem,« siger han.
Justistminister Søren Pape Poulsen (K) dropper en nybygget politiskole. »Jeg synes, det er ærgerligt. Dansk politi havde fortjent de bedste forhold  – det kan vi ikke give dem,« siger han.

Det var en ærgerlig Søren Pape Poulsen (K), der mandag formiddag tonede frem i Justitsministeriets port for at sætte ord på VLAK-regeringens første store nederlag.

Regeringen må opgive sin plan om en nybygget politiskole i Vestdanmark, efter det står klart, at der ikke er flertal for den beslutning.

»Vi står, hvor vi står nu. Jeg er rigtig ærgerlig over det,« siger justitsministeren, der mandag morgen holdt møde med partierne i politiforligskredsen.

»Men omvendt har jeg det sådan, at det er virkeligheden. Virkeligheden er, at der ikke findes 90 mandater til at bygge en ny skole. Så kan jeg ærgre mig over virkeligheden. Ændrer det virkeligheden? Nej, det gør det ikke. Nu må vi se at komme videre. Jeg synes, det er ærgerligt. Dansk politi havde fortjent de bedste forhold  – det kan vi ikke give dem. Så må vi give dem det næstbedste,« lyder det fra justitsministeren.

Beslutningen betyder, at den nye politiskole skal etableres i en eksisterende bygning et sted i Vestdanmark. Hvor den skal ligge, vil regeringen melde ud i løbet af de kommende dage, fortæller Søren Pape Poulsen.

Regeringsgrundlaget siger Herning

Det står ellers i Trekløverregeringens kun få måneder gamle regeringsgrundlag, at »regeringen vil placere den nye politiskole i Herning«, og at der skal være tale om nybyggeri.

Torsdag i sidste uge meldte Pape ud, at regeringen var parat til at opgive sin plan om at bygge nyt, men han holdt fortsat fast i, at den nye politiuddannelse, der skal supplere den allerede eksisterende politiskole i Brøndby, skulle placeres i Herning.

Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har modsat sig den beslutning, og de to partier har argumenteret for, at politiskolen skal etableres i en eksisterende bygning for at sikre et hurtigt optag af nye politielever.

Adspurgt om hvorfor regeringen skrev Herning ind i sin politiske drejebog, når der ikke var 90 mandater for beslutningen, er Søren Pape Poulsens svar:

»Det handler vel også om at kæmpe lidt for det, man tror på. Det handler også om at kæmpe for en ny politiskole.«

»Det er vel fair nok, at man kæmper for det, man synes, er rigtigt. Og den her regering mener, at en nybygget politiskole er det bedste, for det står der også i rapporten, og det havde givet de bedste forhold for dansk politi, og vi vil gerne give dansk politi de bedste forhold,« lyder det fra justitsministeren.

Han henviser den til den rapport, Rigspolitiet har udarbejdet med anbefalinger til, hvor landets nye politiuddannelse kunne etableres. I rapporten peger Rigspolitiet på tre bud på eksisterende bygninger i henholdsvis Skanderborg, Holstebro og Vejle Kommune.

Men der står samtidig, at »samlet er det Rigspolitiets vurdering, at et nybyggeri er den mest attraktive mulighed for politiet i forhold til at etablere et moderne og fremtidssikret uddannelsescenter«.

»Jeg synes, dansk politi havde fortjent, at vi havde bygget en ny skole. Det havde været bedst – det siger rapporten, det siger Rigspolitiet og Politiforbundet. Men det kan jeg jo godt stå og mene, og det kan jeg jo så stå og stampe over de næste fire måneder, mens der ingenting sker,« siger Søren Pape Poulsen og fortsætter:

»Nu skal vi videre – vi skal have en ny politiskole. Og jeg kan meget, men jeg kan ikke håndtere, at der ikke er 90 mandater.«

Chokeret politiformand

Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, er chokeret over regeringens beslutning.

»Jeg er rystet og chokeret. Jeg troede egentlig, som alle har talt om, at man var enige om at give nogle ordnede og gode forhold efter det, der skete 14. og 15. februar 2015,« siger betjentenes formand til Ritzau med henvisning til terrorangrebet i København.

Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er omvendt glade for, at regeringen har bøjet sig.

»For os har det afgørende været, at vi hurtigt kan komme i gang med at uddanne politibetjente. Endemålet er, at vi kan se et mere synligt og stærkere politi. Det er det vigtige for os. Skolen er vejen derhen – metoden. Derfor er skolen heller ikke slutmålet for os,« siger retsordfører Peter Kofod Poulsen (DF) til Ritzau, mens Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, siger:

»Det betyder noget for os, at vi får uddannet politibetjente. Det er altså formålet: At vi får politibetjente, der kan bruges i hele Danmark. Nummer ét er ikke byggeri.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.