Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Dansk køb af israelske våben skaber politisk uro

Forsvaret mangler artilleri, og fagfolkene har udvalgt en israelsk producent som leverandør. Dybt bekymrende, mener Enhedslisten.

Enhedslistens Nikolaj Villumsen.
Enhedslistens Nikolaj Villumsen.

Forsvarsministeriets fagfolk vil bruge op imod en halv milliard kroner på at købe et nyt og højt avanceret våbensystem i Israel. Det er tale om såkaldt selvkørende artilleri - kanoner på hjul - der kan affyre granater på mindst 40 kilometers afstand.

Eksperter i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelsen bad allerede 8. december sidste år ministeriet om at godkende indkøbet af det israelske våbensystem, der efter en årelang udvalgsproces blev fundet langt bedre end to andre mulige leverandører, men endnu har Forsvarsministeriet ikke givet grønt lys, erfarer Radio24Syv.

Nyheden om, at forsvaret ønsker at købe artilleri i Israel, vækker kritik fra Enhedslisten, der som Folketingets eneste parti ikke er en del af forsvarsforliget.

»Det er dybt bekymrende, hvis Danmark køber våben af Israels militærindustri. Israel er en meget brutal besættelsesmagt, som er anklaget for grove krigsforbrydelser, og jeg mener ganske enkelt ikke, at det er et land, Danmark skal købe våben af,« siger venstrefløjspartiets forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen (Ø), til Radio24syv.

Det kan imidlertid blive svært at undgå, idet politikerne af juridiske grunde kun meget vanskeligt vil kunne tilsidesætte den faglige vurdering af, at det israelske system er bedst til prisen. Dermed er Danmark reelt tvunget til at købe det valgte system, uanset hvad venstrefløjen måtte mene, og den israelske leverandør blev da også for år tilbage godkendt som mulig leverandør.

Kilder vurderer derfor over for Radio24Syv, at det vil være umuligt og usagligt nu at fravælge den israelske producent.

I den anden ende af det politiske spektrum lyder der da også helt andre toner.

»Jeg mener, at det danske forsvar skal have det bedste materiel. Vi skal ikke have det mest politisk korrekte materiel efter en socialistisk holdning. Vi skal have det bedste materiel. Og da skal man selvfølgelig kunne forholde sig neutralt og fornuftigt til israelske producenter,« siger Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup (DF), til Radio24syv.

Ikke desto mindre er emnet politisk følsomt især for venstrefløjen, herunder regeringspartierne, påpeger Berlingskes forsvarsjournalist, Christian Brøndum.

»Det vil helt sikkert være svært for SF at sluge en beslutning om at købe israelsk, og sikkert også for dele af Socialdemokraterne og De Radikales bagland,« siger han til Radio24syv.

Indstillingen er ifølge radiokanalens oplysninger endnu ikke blevet forelagt politikerne i forsvarsforliget til godkendelse. Evalueringen af de tre kandidater forelå ellers allerede i december sidste år, viser en aktindsigt, Radio24syv har fået.

En række partier har afvist at kommentere Radio24syvs oplysninger, og flere af dem henholder sig til, at de forventer en orientering på et møde i forsvarsforligskredsen den 27. marts. Emnet har imidlertid ifølge Christian Brøndum været på dagsordenen flere gange tidligere blot for alligevel at blive udsat.

»Det ville være en ubehagelig sag at have med at gøre i en valgkamp: Hvorfor skal man købe fra Israel, som jo - vil nogen argumentere for - bruger sine våben til at jævne Gaza by med jorden den ene gang efter den anden? Så den diskussion kunne man da sagtens forestille sig, at man kunne ønske at udskyde til efter folketingsvalget,« siger Christian Brøndum til Radio24syv.

Indkøbet af nye artillerisystemer af typen ATMOS fra det israelske firma Elbit sker for at erstatte det danske forsvars 32 amerikanske såkaldte haubitsere, der stammer helt tilbage fra 1965 og altså kan fejre 50 års fødselsdag i år. Der skal ifølge Forsvarets udbudsbekendtgørelse købes mellem ni og 21 nye haubitsere til en forventet pris på mellem 500 millioner og en milliard danske kroner.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.