Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Corydons forgængere: Disse politikere har forladt Folketinget for store stillinger

Flere folketingspolitikere har forladt Christiansborgs gange til fordel for prominente stillinger som eksempelvis direktør, generalsekretær og prorektor.

Tidligere finansminister Bjarne Corydons forlader dansk politik, og bliver ny direktør i konsulenthuset McKinsey.

Men Corydon er ikke den første, der forlader dansk politik før tid.

Politiko har samlet ni eksempler på tidligere politikere, der ville prøve kræfter af uden for Christiansborgs mure.

Karen Hækkerup

Som siddende justitsminister under Thorning-regeringen valgte Karen Hækkerup 10. oktober 2014 at forlade dansk politik til fordel for direktørpost i interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer. Hun overtog i sin tid erhvervet som justitsminister fra Morten Bødskov.

»Jeg har været politiker i 17 år, og nu er det tid, til at prøve noget andet, for jeg tror heller ikke på, at man skal være politiker hele sit liv,« sagde hun dengang til Politiken.

Karen Hækkerup sad i Folketinget for Socialdemokraterne i perioden 2005-2014. Udover at være justitsminister, var Karen Hækkerup også social - og integrationsminister og minister for fødevare-, landbrug og fiskeri under den tidligere regering.

Søren Gade

Karen Hækkerup overtog erhvervet som direktør i Landbrug og Fødevarer fra en anden prominent politiker.

Søren Gade valgte nemlig som siddende forsvarsminister under Fogh-regeringen at forlade Christiansborg til fordel for direktørstillingen 22. februar 2010, som han besad indtil 24. september 2014. Søren Gade blev efterfølgende formand for den humanitære organisation CARE Danmark, inden han valgte at genopstille som folketingskandidat for Venstre under folketingsvalget i 2015.

Søren Gade var medlem af Folketinget for Venstre i perioden 1999-2010. Han blev genvalgt i 2015, og er i dag gruppeformand i Venstre.

Lene Espersen

Efter 20 år i Folketinget valgte de Konservatives politiske ordfører Lene Espersen 4. november 2014 at sige ja til at blive administrerende direktør for brancheorganisationen Danske Arkitektvirksomheder.

Lene Espersen er tidligere partiformand for de Konservative, mens hun også har prøvet kræfter af som udenrigsminister, justitsminister og økonomi- og erhvervsminister.

»Jeg har fået tilbudt et drømmejob, som jeg ikke kan sige nej til. Jeg har netop haft 20 års jubilæum i Folketinget, været opstillet ved seks folketingsvalg og med udgangspunkt i Nordjylland gennem årene stolt repræsenteret Det Konservative Folkeparti,« sagde Lene Espersen dengang i en pressemeddelelse.«

Gitte Lillelund Bech

Venstre mistede endnu et prominent medlem i folketingsgruppen, da Gitte Lillelund Bech valgte at sige ja til jobbet som Public Affairs Manager hos kommunikationsbureauet Advice 12. august 2013.

Hun var tidligere forsvarsminister under Lars Løkke Rasmussens første regeringsperiode i knap to år. Gitte Lillelund Bech var medlem af Folketinget fra 1999 til 2013.

»Jeg har altid vidst og gjort klart for alle, at jeg ikke ville være politiker hele mit liv. Derfor er tiden nu kommet til at prøve noget nyt,« sagde hun dengang til Berlingske Nyhedsbureau.

I foråret 2014 valgte Gitte Lillelund Bech at forlade sin stilling som Public Affairs Manager i Advice for at blive direktør i Danske Havne.

Lykke Friis

Den daværende EU-ordfører for Venstre Lykke Friis valgte 29. maj 2013 efter knap to som folketingsmedlem at sige ja til en stilling som prorektor på Københavns Universitet. En stilling, som hun tidligere havde besat.

Lykke Friis sad i Folketinget fra 2011 til 2013, men hun var allerede klima- og energiminister for Venstre i 2009 og ligestillingsminister i 2010.

»Jeg er selvfølgelig ked af, at Lykke Friis forlader Christiansborg. Hun har gjort det fantastisk. Hun er et dygtigt, varmt og visionært menneske, som har leveret en stor indsats for Venstre - både som energi- og klimaminister og som EU-ordfører,« sagde daværende og nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen dengang til Berlingske.

Morten og Rasmus Helveg Petersen.
Morten og Rasmus Helveg Petersen.

Morten Helveg Petersen

Fra 1. august 2009 var Morten Helveg Petersen ikke længere en del af de Radikales folketingsgruppe. Han forlod Folketinget til fordel for en stilling som direktør for Foreningen af Danske Interaktive Medier, der sidenhen blev til Danske Medier.

I 2007 kæmpede Morten Helveg Petersen mod Morten Østergaard om at blive de Radikales næstformand, som han tabte, og i 2009 valgte Helveg at forlade dansk politik helt, efter at have siddet i Folketinget siden 1999.

Efter fire år uden for rampelyset gjorde Morten Helveg Petersen et opsigtsvækkende comeback i den politiske verden, da han blev spidskandidat for de Radikale under Europa-Parlamentsvalget i 2014, hvor han efterfølgende blev valgt ind.

Rasmus Helveg Petersen

Vi bliver i Helveg-familien, for i december 2015 valgte Morten Helveg Petersens bror, Rasmus Helveg Petersen, at pakke sit kontor og forlade Christiansborg.

Det gjorde han allerede efter folketingsvalget 2015, men siden 1. september har han siddet som suppleant for Zenia Stampe, der er på barselsorlov. Til trods for, at hun har forlænget sin orlov frem til 1. april 2016, ville Rasmus Helveg Petersen søge nye udfordringer uden for Christiansborg.

»Jeg blev jo ikke valgt til Folketinget, men har siddet som suppleant. Nu vil jeg koncentrere mig om det, jeg så skal: Nemlig finde mig et ordentligt arbejde. Det synes jeg er svært at kombinere med at være politisk aktiv,« sagde Helveg i midten af december til Ritzau.

Helveg sad i Folketinget fra 2011 til 2015, hvor han både nåede at være udviklingsminister efter Christian Friis Bach og Klima - og energiminister.

Christian Friis Bach

Det daværende folketingsmedlem for de Radikale Christian Friis Bach måtte i efteråret 2013 træde tilbage som udviklingsminister som følge af GGGI-sagen.

9. juli 2014 tog han så hele turen og forlod Christiansborg til fordel for at blive leder af FNs økonomiske kommission UNECE, hvor han stadig sidder.

»Jeg har arbejdet med udenrigspolitik hele mit liv, og der er FN nok verdens fineste arbejdsplads. Jeg er meget taknemmelig for den tillid, som FNs generalsekretær har vist mig,« sagde han dengang til Berlingske Nyhedsbureau.

Christian Friis Bach sad i Folketinget i perioden 2011-2015.

Gitte Seeberg

Medstifter af Ny Alliance Gitte Seeberg meldte sig ud af selvsamme parti i 2008 for at blive løsgænger i Folketinget.

Men samme år tilbød Verdensnaturfondens danske afdeling hende jobbet som generalsekretær, og fra 1. september var Gitte Seeberg ikke længere at finde på Christiansborgs gange.

»Bæredygtig udvikling herunder en retfærdig og fornuftig udnyttelse og fordeling af naturens ressourcer er en af verdens store udfordringer, som har stået mit hjerte nær i en årrække,« sagde hun dengang i en pressemeddelelse.

Inden da var hun medlem af Folketinget i fra 1994 til 2004 og medlem af Europaparlamentet fra 2004 til 2007 for de Konservative.

Værd at nævne

Den tidligere SFer Thor Möger Pedersen, blev som den yngste minister nogensinde udpeget i 2011 som skatteminister i en alder af blot 26 år under Thorning-regeringen.

Men Möger var aldrig medlem af Folketinget, da han ikke blev valgt ind i 2011, og i oktober 2012 blev han fyret som skatteminister af Annette Vilhelmsen, der netop var blevet valgt som ny formand.

Möger blev efterfølgende vært på DR2-programmet »Gadens Parlament«, og i 2014 blev han ansat som udviklingschef hos Socialdemokraterne.

De Konservative fik under folketingsvalget i 2011 en vælgerlussing, og det betød et farvel til Naser Khader, der havde siddet i Folketinget siden 2001. Khader fik dog hurtigt et job ved den amerikanske tænketank Hudson Insitute i Washington som mellemøstekspert.

Under folketingsvalget i 2015 gjorde Khader comeback i dansk politik, da han blev valgt for de Konservative.

Men partiet fik endnu en vælgerlussing under valget, og det betød, at den tidligere formand Lars Barfoed måtte pakke sine ting. Men også han fik hurtigt en ny beskæftigelse, da han i oktober 2015 startede som lobbyist og associeret partner hos kommunikationsbureauet Communiqué.

Barfoed var medlem af Folketinget i 15 år for de Konservative.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.