Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Corydon: Ministerpensioner er en rodebutik

Fredag var ministrenes pensioner og vederlag til debat i Folketinget. Finansministeren erkender, at det er en »rodebutik«, men vil ikke stemme for Enhedslistens forslag om ændringer, før en kommission har set hele systemet efter i sømmene.

Finansminister Bjarne Corydon (S).
Finansminister Bjarne Corydon (S).

Med de vilkår, der gælder i dag, er de folkevalgtes pensioner og vederlag en »rodebutik«, siger finansminister Bjarne Corydon (S). Men der bliver ikke ryddet op, før Vederlagskommissionen har færdiggjort sit arbejde inden udgangen af året, fastslår han.

Det var Enhedslisten, der fredag havde stillet det, som Simon Emil Ammitzbøll (LA) har kaldt »en kaskade« af beslutningsforslag, i folketingssalen om ændringer af ministre og folketingsmedlemmers eftervederlag, pensioner og pensionsalder.

Enhedslisten ønsker at få vedtaget, at ministrene for eksempel ikke skal kunne få udbetalt deres pension allerede som 61-årige, når det ikke også er muligt for almindelige danskere. Og så skal der gøres op med, at tidligere ministre kan få udbetalt deres ministerpension samtidig med, at de hæver løn fra Folketinget.

Men der var ikke opbakning til forslagene, for et flertal af partierne vil afvente kommissionen. Samtidig har SF, Venstre, Konservative og de Radikale allerede givet hinanden håndslag på, at de vil stemme for kommissionens anbefalinger, uanset hvad den kommer med.

»Regeringen har forsøgt at håndtere den her problemstilling seriøst ved at bede en vederlagskommission om at se på alle elementer af, hvad der egentlig er af vilkår for folketingsmedlemmer, regionsrådsformænd og borgmestre. Tilfældet med de vilkår, der gælder i dag, er, at det rent ud sagt er en rodebutik. Det er meget svært at gennemskue for de vælgere, der skal vurdere, om det er rimeligt. Og der er det mest rigtige at få gjort det mere enkelt, gennemsigtigt og fair,« siger Bjarne Corydon.

Han mener ikke - modsat Enhedslisten - at der er noget forkert i, at man har givet håndslag på at stemme for kommissionens anbefalinger. Erfaringen viser nemlig, at det ellers vil blive løst ved studehandler i folketingssalen, som er skyld i det nuværende, rodede system.

Spørgsmål: Men man behøvede vel ikke at sige, at man vil stemme for kommissionens anbefalinger, uanset hvad den kommer med?

»Jeg synes bare, det er en udmærket metode. På den måde har man lagt tingene over til et udvalg, som er sagkyndigt, og som kan hjælpe os med at få ryddet op i det, som tidligere generationer af politikere ved fælles hjælp har fået skabt,« siger finansministeren.

Hos Enhedslisten ærgrer Pernille Skipper (Ø) sig over den manglende opbakning til forslagene.

»Et stort flertal gemmer sig bag Vederlagskommissionen, som de siger, at de vil afvente, fordi området er så kompliceret. Nu har man nedsat en kommission, der består af embedsmænd og politikere. Lur mig, om ikke de kommer frem til, at der skal mindst lige så lukrative forhold til som i dag. Og så kan de andre gemme sig bag den kommission og sige, at det ikke var dem selv, der gav dem selv bedre vilkår,« siger Pernille Skipper.

Kun Dansk Folkeparti bakker op om Enhedslistens forslag om at ændre de folkevalgtes pensionsalder og ministrenes pensioner, så de er mere i trit med befolkningens, mens Liberal Alliance bakker op om dele af forslagene.

Vederlagskommissionen forventes at komme med konklusioner på området efter sommerferien og senest inden årsskiftet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.