Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Chefkonsulent træder frem i Eritrea-sag

En af deltagerne i Udlændingestyrelsens mission til Eritrea, chefkonsulent Jens Weise Olsen, fortæller i et stort interview med Berlingske om det dramatiske opgør i styrelsen i senefteråret. Han er ligesom sin mangeårige kollega Jan Olsen i dag sygemeldt.

Flygtninge fra Eritrea fotograferet i det Midlertidige modtagecenter i det tomme Helsingør Hospital.
Flygtninge fra Eritrea fotograferet i det Midlertidige modtagecenter i det tomme Helsingør Hospital.

For et par år siden blev Jens Weise Olesen spurgt, hvor mange rejser Udlændingestyrelsen havde udført for at skaffe afgørende oplysninger til de danske udlændingemyndigheder om udvalgte lande.

Optællingen lød på ca. 80. Men en fintælling viste noget mere spektakulært. Jens Weise Olesen havde selv deltaget på næsten halvdelen af de rejser, som danner grundlag for, hvilke personer Danmark vil tildele asyl.

Den 62-årige Afrika-ekspert Jens Weise Olesen er blandt styrelsens mest erfarne til at gennemføre såkaldte fact finding-missioner, måske den mest erfarne.

En stor del af rejserne har Jens Weise Olesen tilbagelagt sammen med den nære kollega og ven, 43-årige Jan Olsen. De har udforsket Rwanda, skaffet oplysninger fra Nigeria og interviewet nøglepersoner i Burundi.

De to kender hinanden så godt, at de på afgørende møder hos ambassadører blot skal udveksle et blik for at vide, hvem der gør hvad.

Derfor var det helt naturligt, at chefkonsulent Jens Weise Olesen og specialkonsulent Jan Olsen tog rejsen til Eritrea i oktober i år, da Udlændingestyrelsen ønskede at beskrive situationen i det lukkede land.

Men turen til Eritrea endte med at blive en rejse ned i et mørke.

I dag har Jens Weise Olesen og Jan Olsen modtaget skriftlige advarsler af Udlændingestyrelsen. Begge er sygemeldt.

For Jens Weise Olesen og Jan Olsen blev en del af et internt opgør i Udlændingestyrelsen om den omstridte rapport om Eritrea.

Normalt sidder de to sammen, når de efter en rejse skal skrive den efterfølgende rapport. Men ikke efter rejsen til Eritrea.

»Det er første gang, at en rapport er taget ud af hænderne på os,« siger Jens Weise Olesen.

Rapporten om Eritrea har udløst debat. Den 79-sider rapport konkluderede først, at Danmark ikke behøvede at tildele asyl til de flere hundrede eritreere, som er flygtet til Danmark fra bl.a. såkaldt nationaltjeneste eller illegal udrejse. Det fik justitsminister Mette Frederiksen (S) til sidst i november at udtale, at rapporten gav »ny og relevant viden om asylsituationen i forhold til Eritrea.«

Siden har Berlingske påvist en række usædvanlige forhold ved Eritrea-rapporten. Og tirsdag meddelte Udlændingestyrelsen, at enhver tvivl alligevel skal komme desertører og illegalt udrejste eritreer til gode.

Men for embedsmændene var det bare med at komme af sted til Eritrea i efteråret.

»Lige pludselig skulle det bare gå stærkt. Så stærkt, at jeg blev nødt til at afbryde min ferie,« siger Jens Weise Olesen.

»Allerede dengang fik jeg fornemmelsen af, at noget var helt usædvanligt, og at der var lagt op til et bestemt resultat i rapporten. Det rystede os. Jeg spurgte flere gange min kontorchef, om vi ikke kunne tale om missionen. Jeg fik aldrig svar.«

Jens Weise Olesen og Jan Olsen opholdt sig i Eritrea fra den 1. til den 17. oktober. Deres kontorchef, Jakob Dam Glynstrup, ankom senere og deltog på en mindre del af turen.

»Jeg ved godt, at jeg rører ved noget nu, som jeg ikke må. Men både under og efter missionen var det min klare opfattelse, at vores kontorchef ikke så meget fokuserede på at indsamle oplysninger, men på, hvordan oplysningerne kunne bruges asylretligt. Det var vi jo slet ikke vant til. Normalt har vi ingen holdning til de oplysninger, vi får gennem interview, eller hvordan Udlændingestyrelsen senere bruger dem. Men under rejsen, mens vores kontorchef var med, fik vi f.eks. at vide af nogle af kilderne, at hvis man som hjemvendt eritreer betalte to procent af sin løn i skat og underskrev et såkaldt angrebrev, kunne man godt vende hjem. Normalt vil vi forsøge at efterprøve sådan en oplysning. Men i stedet for at lede efter dokumentation og spørge ind fik vi at vide, at nu kunne vi godt rejse hjem. Vi havde, hvad vi skulle bruge, sagde vores chef,« siger Jens Weise Olesen.

Da de i oktober var tilbage i Danmark, regnede Jens Weise Olesen og Jan Olsen med, at de som vanligt skulle skrive rapporten.

»Men vi blev sat fra bestillingen på en meget voldsom måde. Der skete et klart brud med, hvordan vi normalt håndterer indhentede oplysninger og opbygger en rapport. Vi var meget betænkelige ved, at man bare ville proppe alle mødereferaterne om bag i rapporten som bilag og så placere konklusionen på 20 sider foran. Man har tydeligvis siddet og plukket i citaterne og sat dem sammen, så det bliver uklart, hvor hvert citat kommer fra. Det strider med alt, hvad jeg har lært om metodik,« siger Jens Weise Olesen.

Netop måden at drage bastante konklusioner på ud fra det samlede materiale har også fået en af hovedkilderne, professor Gaim Kibreab fra London, til at trække sig fra den danske rapport.

»De har komplet ignoreret fakta og kun håndplukket bestemte oplysninger,« sagde professoren.

Jens Weise Olesen er enig.

»Gaim har fuldstændig ret i, at alt er flået fra hinanden. Og det kan vise sig at blive et stort problem for de danske udlændingemyndigheder. Gaim er den helt store Eritrea-kender i Europa. Danmark får ham aldrig i tale igen, når vi misbruger ham på den måde,« siger Jens Weise Olesen.

Jens Weise Olesen er uddannet antropolog og historiker fra Aarhus Universitet. Han arbejdede flere år på Nordiska Afrikainstitutet i Uppsala i Sverige og skiftede i 1993 til Udlændingestyrelsen. Få år senere tog Jens Weise Olesen initiativ til en af styrelsens første ekspeditioner til Somalia i midten af1990erne. Siden blev det til op mod 40 rejser. Han tilføjer, at mødet med andre mennesker tilfører ham energi; det, der giver jobbet nerve.

»Rejserne har givet mig adgang til mennesker, som jeg ellers aldrig ville møde. Kvindegrupper, læger, præsidenter, internt fordrevne, alle, på godt og ondt. Jeg har set, hvordan folk under enormt pressede forhold har besvaret livsglæden. Det er livsbekræftende,« siger han.

I 2007 udtalte han sig til Magisterbladet om, hvordan man bør håndtere indhentede oplysninger:

»Fagligt kan vi selvfølgelig ikke holde til at lave noget, som kritikerne kan plaffe ned igen. Derfor medtager vi kun oplysninger med tydelig kildeangivelse, så enhver kan se grundlaget for resultaterne i rapporten.«

Over for Berlingske fastholder han denne tilgang.

»Man skal jo kunne se, hvor oplysningerne kommer fra. Normalt arbejder vi også med et kommissorium og behandler så emne for emne sammen med de bilag, der hører til. Men rapporten om Eritrea skulle bare laves på en anden måde. Jan og jeg har arbejdet med dette i 20 år, og vi har selv været med til at udvikle skabelonen til afrapportering, som har høstet stor ros. Danmark tilhører førerfeltet i Europa, når vi taler fact finding-missioner, og det har Jan og jeg faktisk bidraget til. Under Eritrea-rapporten blev hele konceptet fejet af bordet,« siger Jens Weise Olesen.

Udlændingestyrelsen meddelte tirsdag, at tvivl i sager om eritreer, som er flygtet fra nationaltjeneste eller har forladt landet illegalt, vil komme personerne til gode. Men styrelsens direktør, Henrik Grunnet, fastslog, at rapporten »stadig står.«

»Der er sådan set ikke noget galt med selve kildematerialet. Problemet er brugen af vores informationer. Hvordan man fremlægger oplysningerne i konklusionen. Hele den normale struktur er brudt. Vores chef insisterede på at sidde og plukke til lejligheden. Vi påpegede, at det kunne man ikke. Men vi blev nok også ramt på vores faglige stolthed. Det førte til en meget kraftig meningsudveksling, meget kraftig. Den mundede ud i, at jeg fik en advarsel. Det har på alle måder været voldsomt,« siger Jens Weise Olesen.

Kollegaen Jan Olsen er gået ned med stress.

Forløb I jer på nogen møde under de voldsomme diskussioner?

»Nej, det gjorde vi ikke. Vi har faktisk forsøgt en saglig tilgang. Jeg forstår ikke, at det er endt sådan her.«

Så hvad præcist er begrundelsen for, at du har fået en skriftlig advarsel?

»Torsdag den 30. oktober blev jeg spurgt, om jeg havde sendt et mødereferat fra en af kilderne fra Eritrea-rejsen. Det mente jeg, svarede jeg. Men det viste sig, at referatet var skrevet, men ikke sendt. Min kontorchef så, at noten ikke var der, og så eksploderede han. Jeg sendte en vred e-mail til ham om aftenen, hvor jeg bl.a. skrev, at han ikke behandlede os på en værdig måde. Dagen efter blev Jan og jeg kaldt til møde med vores kontorchef og souschef, hvor bølgerne gik højt. Så gik jeg hjem. Jeg fik advarslen for ikke at overholde deadlines, afgive forkerte oplysninger og forlade arbejdspladsen.«

Så har du vel også begået fejl?

»Jeg forlod arbejdspladsen i utide. Det skulle jeg ikke have gjort. Men jeg har fået entydig ros igennem mere end 20 år. Jeg synes, at det er en voldsom reaktion, når Jan og jeg forsøgte at stoppe en helt uforsvarlig måde at håndtere en fact finding-rapport.«

Er det ikke bare dig og Jan, som har siddet med dette stof alt for længe og ikke ønsker nye kræfter?

»Jeg synes, at det er fint med friske kræfter. Men når vi skal foretage noget, som ikke er metodisk forsvarligt, så bør vi i det mindste kunne tage en diskussion om, hvorfor det skal være sådan.«

Hvordan vurderer du den oprindelige konklusion i den danske rapport om, at flygtninge fra Eritrea ikke automatisk bør få ophold i Danmark?

»Vi er trænede i ikke at drage konklusioner. Jeg har et stort problem med de første 20 sider i rapporten, dér, hvor der konkluderes. Men det skyldes, hvordan de 20 sider er blevet til.«

Du kan vel sige, om det er dit samlede indtryk, at der er sket store forbedringer i Eritrea?

»Det er min samlede oplevelse, at der er små tegn på forbedring i Eritrea. Men om man kan konsolidere og sikre de fremskridt, er et meget åbent spørgsmål. Jeg vil ikke sige noget om den danske asylpolitik. Men jeg er nødt til at tilføje, at der ikke er sket de store forandringer i Eritrea de senere år.«

Men det helt afgørende er vel, om man risikerer fængsel eller tortur, hvis man bliver sendt hjem som desertør?

»Det vil jeg ikke udtale mig om. Men jeg kan sige, at jeg var meget betænkelig ved hele missionen. Jeg foreslog flere gange, også før missionen, at vi også fik mulighed for at lave egentlige interview med eritreer i etiopiske flygtningelejre efter rejsen til Eritrea. For så havde vi jo netop fundet de personer, som er flygtet fra Eritrea, og hørt deres historier. Det ville have givet Udlændingestyrelsens rapport meget større tyngde. Og det var jo netop, hvad FNs særlige udsending også har gjort.«

Jens Weise Olesen og Jan Olsen var faktisk i Etiopien 20. til 27. august som optakt til Eritrea-rejsen.

»Men der foretog vi ikke systematiske interview. Vi blev mest vist rundt i flygtningelejre. Jeg gjorde flere gange kontorchefen opmærksom på, at vi burde rejse til Etiopien igen. Også fordi vi ikke kunne interviewe eritreere i Eritrea. Hvis bare en gruppe samler sig med os, vækker man myndighedernes interesse. Det er uhyre vanskeligt at få folk i tale i Eritrea. Men hver gang jeg foreslog interview i Etiopien, fik jeg at vide, at det var der ikke tid til. «

Hvorfor var det så vigtigt for jeres chef selv at skrive rapporten?

»Jeg har ingen idé. Vi har aldrig fået en forklaring.«

Har du et bud på hans dagsorden?

»Nej, vi fik bare at vide, at sådan skulle det være.«

Er det din opfattelse, at din kontorchef under forløbet handlede på ordre oppefra?

»Ja.«

Hvorfor?

»Jeg har ikke lyst til at gå i detaljer. Men aldrig i mine 21 år i Udlændingestyrelsen har jeg fået så mange dekreter tæsket ned i hovedet. Jeg var meget forundret,« siger Jens Weise Olesen.

Udlændingestyrelsen er blevet forelagt hovedpunkterne i Weise Olesens kritik. Vicedirektør med ansvar for HR i Udlændingestyrelsen, Lene Vejrum, siger om det personalemæssige:

»Der er intet hold i påstanden om uoverensstemmelser omkring indholdet i rapporten. Der er givet en skriftlig advarsel, som skyldes manglende vilje til at lade sig undergive sædvanlig ledelse. Vi er kede af en sådan kritik fra en mangeårig dygtig medarbejder på området.«

Berlingske har de seneste uger dækket Eritrea-sagen. Få et overblik over sagens udvikling her:

(klik på pilene eller træk i billedet)

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.