Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Chef i Udenrigsministeriet ringede til politidirektør om kinesisk tibetfrygt

Det var en tidligere protokolchef i Udenrigsministeriet, der i 2012 gav telefonisk besked til politidirektør Johan Reimann om den kinesiske bekymring for Tibet-demonstrationer. Det fortalte protokolchefen, der i dag er ambassadør i Finland, i dag til Tibetkommissionen. Men hun afviser at have instrueret politiet »i noget som helst«.

ARKIVFOTO 2012 af demonstration mod Kinas menneskerettighedsovertrædelser over for Tibet, Free Tibet, på Højbro Plads i København fredag d. 15. juni 2012 i forbindelse med den kinesiske præsident Hu Jintaos statsbesøg i Danmark.
ARKIVFOTO 2012 af demonstration mod Kinas menneskerettighedsovertrædelser over for Tibet, Free Tibet, på Højbro Plads i København fredag d. 15. juni 2012 i forbindelse med den kinesiske præsident Hu Jintaos statsbesøg i Danmark.

En tidligere protokolchef i Udenrigsministeriet gav tilbage i 2012 telefonisk besked til politidirektør Johan Reimann om kinesisk bekymring for Tibet-demonstrationer.

Det fortæller protokolchefen, Jette Nordam, selv torsdag til Tibetkommissionen.

Jette Nordam fortalte under afhøringen af hende i dag, at hun i 2012 ringede til politidirektøren, fordi hun fik besked på at viderebringe kinesernes bekymring til politiet.

Hun kendte Reimann personligt, og derfor ringede hun til ham, fortalte hun ifølge Ritzau under sin afhøring i dag. Jette Nordam afviser dog at have instrueret politiet i, hvordan man skulle håndtere demonstranter.

»Jeg har ikke instrueret politiet i noget som helst. Jeg har viderebragt en bekymring fra kinesisk side. Hvordan Københavns Politi behandler det, er ikke mit bord,« siger Jette Nordam i dag.

Udenrigsministeriets Protokol er den enhed, der tager sig af at arrangere udenlandske besøg i Danmark. Det var den daværende kontorchef i ministeriets asienkontor, Martin Bille Henriksen, der bad Nordam om at kontakte politiet. Martin Bille Henriksen skal senere afhøres af kommissionen.

Johan Reimann var dengang øverste chef i Københavns Politi, som stod for en væsentlig del af sikkerheden under daværende præsident Hu Jintaos statsbesøg tilbage i 2012. Reiman fortalte 19. januar om samme telefonopkald, da han blev afhørt af Tibetkommissionen.

Han sagde dengang ifølge DR, at han ikke husker præcis, hvornår han bliver ringet op, men at han mener, at det skete »nogen tid inden besøget«.

»Hun (chefen for protokollen) ringer til mig og betoner vigtigheden af, at besøget kan forløbet ordentligt og med værdighed. Jeg har ingen erindring af ordvalget,« sagde Johan Reimann ifølge DR.

Jette Nordam er i dag dansk ambassadør i Finland. Det blev hun i 2013. Fra næste år skal hun være hofdame for dronningen.

Jette Nordam
Jette Nordam

Ekspert mener ikke, der er noget retsstridigt i opringningen

Lektor på Aalborg Universitet og ekspert i forvaltningsret Sten Bønsing mener ikke, der er noget ulovligt i protokolchefens opringning til politidirektøren.

»I sig selv er der ikke noget retsstridigt og ulovligt i det. Især selvfølgelig, hvis hun bare har ringet og viderebragt synspunktet. Og en protokolchef i Udenrigsministeriet har jo ikke nogen instruktionsbeføjelser over for Københavns Politi. Hun er ikke overordnet i forhold til Politiet og kan ikke give dem ordre om noget,« siger Sten Bønsing til Berlingske.

Politisk ordfører i Enhedslisten, Pernille Skipper, mener omvendt, at opringningen er en meget interessant oplysning i sagen. Hun mener, at »mere og mere tyder på, at man ikke kun kan placere skylden« for det grundlovsbrud, der blev begået i forbindelse med Hu Jintaos besøg i Danmark hos Københavns Politi.

»Der er mere og mere, der tyder på, at de har fået i hvert fald et indtryk – og med god grund – om, at det her var Udenrigsministeriets ønske,« siger Pernille Skipper til Berlingske.

»Embedsmænd er ikke uintelligente mennesker, der ikke kan læse mellem linjerne og ikke kan forstå et hint. Så det er klart, at det bliver opfattet som en eller anden form for instruktion, hvis en protokolchef i Udenrigsministeriet ringer til en politidirektør,« siger Pernille Skipper og fortsætter:

»Det er jo ikke først en instruktion, når man ordret siger: »Nu instruerer jeg dig«. Det kan sagtens ligge mellem linjerne. Hvorfor skulle hun dog ellers ringe og fortælle ham om kinesernes bekymring?« siger Pernille Skipper.

Kinesisk henvendelse til tidligere departementschef

Sagen handler om Kinas præsidents Hu Jintaos statsbesøg i Danmark i 2012. Og også kinesiske statsbesøg i 2013 og 2014.

Det ligger fast, at politiet frihedsberøvede mindst seks danskere, hvis forbrydelse var, at de bar tibetanske flag og t-shirts. Og at de gjorde det på den rute, Hu Jintao skulle køre i forbindelse med det første statsbesøg.

Fast ligger det også, at politiet overskred helt basale frihedsrettigheder som forsamlings- og ytringsfrihed - alt sammen for, at Hu Jintao skulle skånes for Kina-kritiske-demonstranter og tibetanske flag, da han i 2012 var på statsbesøg i Danmark.

Det ligger endvidere fast, at Danmark har indgået handelsaftaler med Kina til en anslået værdi på mindst 18 milliarder kroner.

Siden er den ene opsigtsvækkende afsløring efter den anden kommet frem i en sag, som daværende justitsminister Søren Pind (V) sidste efterår nedsatte den såkaldte Tibetkommission til at endevende.

Blandt afsløringerne er den om, hvordan politiet over radioen direkte beordrede tibetanske flag taget fra demonstranter og personer tilbageholdt – efter at de ellers længe havde fastholdt, at en sådan ordre aldrig havde fundet sted.

I september sidste år skrev Radio24syv på baggrund af det, radiokanalen kaldte »hidtil ukendte doku­men­ter fra Uden­rigs­mi­ni­ste­riet«, at de kinesiske myndigheder havde henvendt sig til én af Dan­marks mest frem­træ­dende diplomater, den tid­li­gere depar­te­ments­chef i Uden­rigs­mi­ni­ste­riet og nuvæ­rende ambas­sa­dør i Lon­don, Claus Grube i forbindelse med det kinesiske statsbesøg i København.

Kineserne havde ifølge Radio24Syv ladet forstå, at det var afgø­rende at undgå for­styr­rel­ser på nært hold under besø­get.

Ifølge Radio24Syv havde Claus Grube sva­ret kineserne, at han selv havde sør­get for at tale med blandt andet poli­tiet og Justits­mi­ni­ste­riet om at få de »for­nødne sik­ker­heds­ar­r­ran­ge­men­ter« på plads.

Tidligere har både daværende justitsminister Morten Bødskov (S) og daværende udenrigsminister Villy Søvndal (SF) været afhørt af Tibetkommissionen. Begge har afvist at kende til - endsige givet - ordre om, at man fra ministeriel side skulle have instrueret politiet i at frihedsberøve demonstranter eller skærme Hu Jintao i forbindelse med den tidligere kinesiske præsidents besøg i Danmark.

Afhøringerne i Tibetkommissionen blev indledt 3. november. I alt skal flere end 60 personer afgive forklaring i kommissionen, som altså skal forsøge at finde ud af, hvem der gav direkte ordre om at skærme demonstranter fra præsidenten. Tibetkommissionen forventer at afhøre sidste person 10. marts.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.