Brexits skilsmisseadvokat: Briterne skal ikke straffes. De skal bare betale

Briternes EU-exit skal gennemføres uden bitterhed eller hævn, forsikrede Michel Barnier, da han fredag besøgte København. Men briterne skal betale hver én euro, de skylder boet, understregede EUs forhandler.

Briternes skal ikke straffes med Brexit. De skal bare betale, hvad de skylder boet, betoner EUs forhandler Michel Barnier, som fredag besøgte København.
Briternes skal ikke straffes med Brexit. De skal bare betale, hvad de skylder boet, betoner EUs forhandler Michel Barnier, som fredag besøgte København.

Michel Barnier kaldes Brexits skilsmisseadvokat.

Og han er tilsyneladende en kontant én.

Den 66-årige franskmand forhandler på vegne af de 27 resterende EU-lande den uhyre komplicerede exit, som Storbritannien skal i gang med. Fredag var Michel Barnier i København for at mødes med udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), med Folketingets Europaudvalg, med LO og med DI.

Her følte han de forskellige danske aktører på tænderne forud for skilsmisseforhandlingerne, der snart indledes. Storbritannien er Danmarks femte største eksportmarked med en årlig eksport på 70 mia. kr. Og heller ikke herhjemme er alle lige begejstrede for en såkaldt »hard brexit«.

Da Michel Barnier fredag mødte pressen på Christiansborg, indledte han det, der skulle være 30 minutters doorstep-interview, med, at han var der for at levere et budskab – ikke besvare spørgsmål.

»Mit budskab er, at jeg er klar til at arbejde uden nogen form for aggressivitet. Uden hævn og uden straf. Vi vil lykkes med at fastholde de 27s sammenhold og begrænse usikkerheden for borgere på begge sider,« sagde Michel Barnier.

Torsdag kunne Politico og Financial Times ellers gengive et udkast fra EU-Kommissionen til det detaljerede forhandlingsmandat med krav om, at Storbritannien ved Brexit skal betale alle sine forpligtelser, der er oparbejdet over mange år, herunder udgifterne til at flytte to EU-agenturer fra London. Og det er ikke til diskussion, fastslog Michel Barnier på Christiansborg.

»Det er meget simpelt, og det er ikke vores valg. Det er Storbritanniens valg,« sagde han og tilføjede, at briterne ikke skal betale en euro mere end rimeligt.

Et beløb, som er blevet nævnt fra EUs side, er, at Storbritannien skal acceptere en skilsmisseregning i niveauet 60 mia. euro, før forhandlinger om en frihandelsaftale med EU kan begynde.

Vil De, hr. Barnier, insistere på, at Storbritannien betaler det fulde beløb på 60 milliarder euro?

»Jeg bruger aldrig tal. Jeg ved heller ikke, hvad det ender med. Nu må vi gøre regnskabet op og må blive enige om, hvad der skal regnes med som juridisk forpligtende for Storbritannien og for os.«

Men briterne opfatter de her …

»Jeg vil ikke besvare flere spørgsmål. Tak,« afsluttede Michel Barnier.

Britiske EU-kritiske aviser kaldte det en krigserklæring, da han i juli 2016 blev udnævnt til posten. Tidligere har Michel Barnier været bl.a. Frankrigs udenrigsminister, og som EU-kommissær 2010-2014 havde han ansvaret for at stramme den finansielle regulering efter finanskrisen.

Og når man står man over for de nye sværdslag, som Michel Barnier gør, nytter det måske ikke at være andet end kontant.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.