Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Bredt politisk flertal vil trodse EU og bibeholde dansk grænsekontrol

Den 12. november skal Danmark og andre Schengen-lande opgive grænsekontrol, medmindre man blæser på EU eller finder andre veje til at nå målet.

EU forlanger, at den midlertidige kontrol ved Danmarks grænser droppes. Danske politikere hugger hælene i. På fotografiet ses grænsekontrollen ved Kruså.
EU forlanger, at den midlertidige kontrol ved Danmarks grænser droppes. Danske politikere hugger hælene i. På fotografiet ses grænsekontrollen ved Kruså.

Slutspillet om grænsekontrollen spidser til.

På den ene side insisterer EU-systemet på, at Danmark og andre Schengen-lande opgiver deres kontrol med grænserne. EUs migrationskommissær, Dimitris Avramopoulos, har netop betonet, at argumentet for at hindre den fri bevægelighed inden for EU er faldet, fordi migrationspresset er aftaget.

Beskeden fra Bruxelles er klar: Grænsekontrollen skal ophæves, når de midlertidige tilladelser ophører 12. november. Grænsekontrollen kan heller ikke forlænges yderligere, idet muligheden for tre forlængelser er opbrugt.

Omvendt taler et bredt politisk flertal i Danmark i stadig kraftigere vendinger om nødvendigheden af at bevare grænsekontrollen, ligesom et mere stilfærdigt diplomati afsøger alternative veje til samme mål.

»Vi er ikke i en situation – hverken i forhold til tilstrømningen til Europa eller i forhold til terrortruslen – hvor jeg kan se for mig, at man kan ophæve grænsekontrollen,« lyder det fra udlændingeminister Inger Støjberg (V) i en skriftlig kommentar, hvor hun også forklarer, at hun på et rådsmøde i EU i næste uge vil tage sagen op med ligesindede kolleger fra f.eks. Tyskland og Østrig.

Ifølge Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, bør grænsekontrol være regeringens førsteprioritet.

»Det er afgørende, at Danmark opretholder grænsekontrol, så længe der ikke er styr på EUs ydre grænser. Lige nu kommer der syrienskrigere, som er en trussel på tværs af grænserne, tilbage til de europæiske lande,« siger hun.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, kalder det illusorisk, at EU nogensinde får styr på sine ydre grænser:

»Grænsekontrollen har betydet, at vi har fået bedre styr på tilstrømningerne, man har afvist illegale indvandrere, som – hvis de var kommet ind – i værste tilfælde kunne have betydet terrorangreb.«

Smutveje og symbolsk kontrol

Men der er også den mulighed, at det ender uden en konfrontation mellem EU-systemet og lande, som ikke vil opgive grænsekontrollen.

Schengen-lande, som ønsker grænsekontrollen, har længe lugtet lunten og har – som Berlingske skrev i starten af året – anmodet om at måtte fortsætte grænsekontrollen med den tilføjelse, at den ikke kun handler om flygtninge- og migrantstrømmen, men også om truslen fra terrorister, der let krydser grænser.

Juridisk kan EU-Kommissionen ikke længere henvise til situationen i Grækenland som argumentet for at forlænge grænsekontrollen, påpeger Nadja Schou Lauridsen, jurist i tænketanken Europa. Der skal med andre ord andre grunde til.
»Er terrortruslen mod Danmark så argument nok? Det bør i princippet være op til en politifaglig vurdering, og den vurdering har vi ikke set endnu,« siger Nadja Schou Lauridsen.

Regeringen har lagt an til en grænsebevogtning, der synes at række længere end skæringsdatoen 12. november.

Dels blev der med finansloven for 2017 aftalt en ny uddannelse af kadetter, som skal aflaste betjentene i forbindelse med bevogtning af grænser og institutioner.

Dels meddelte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i forbindelse med Venstres sommergruppemøde i sidste måned, at Forsvaret snart skal hjælpe politiet med eksempelvis de samme opgaver.

De Radikale indvender, at grænsekontrollen har symbolsk karakter og bør ophæves 12. november.
»Vi skal lytte til sagkundskaben og fagfolk, og jeg har endnu til gode at høre, at permanent grænsekontrol er den bedste måde at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet eller terror på. Vi ved alle, at man kan komme over grænsen, som det er nu,« siger partiets næstformand, Sofie Carsten Nielsen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.