Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Borgmester om antiradikalisering: »Bemærkelsesværdigt hvor fraværende regeringen er«

Inger Støjberg og regeringen må komme med en national plan for, hvordan vi skal bekæmpe radikalisering, mener integrationsborgmester Anna Mee Allerslev.

Arkivfoto: beskæftigelses- og integratinsborgmester Anna Mee Allerslev.
Arkivfoto: beskæftigelses- og integratinsborgmester Anna Mee Allerslev.

Integrationsminister Inger Støjberg (V) bør feje for egen dør, før hun udtaler sig kritisk om kommunernes indsats mod radikalisering.

Det mener integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) fra Københavns Kommune.

»Det er i det hele taget bemærkelsesværdigt, hvor fraværende regeringen er i den her indsats. Men jeg undrer mig især over, at Inger Støjberg ikke går forrest i stedet for at sparke nedad. Hun burde tage initiativ til en national indsats og i øvrigt se på, om det er det rigtige beløb, de har afsat til området,« siger Anna Mee Allerslev.

Borgmesteren langer ud efter regeringen og især integrationsministeren, efter Inger Støjberg i mandagens Berlingske udtalte sig kritisk om de kommunale bestræbelser på at modarbejde radikalisering.

»Den nuværende indsats er ikke tilstrækkelig eller nødvendigvis den rigtige,« lød det blandt andet fra ministeren.

Men Inger Støjbergs ord klinger hult, mener Anna Mee Allerslev, fordi Venstre-regeringen ikke selv er kommet med et bud på, hvordan man løser problemet med, at unge danskere bliver tiltrukket af ekstreme ideologier som eksempelvis hos støtter af Islamisk Stat.

»Regeringen burde gå mere aktivt ind i det her. Hvorvidt vi skal have endnu en styrelse, eller om det skal ske på anden vis, vil jeg lade være op til dem. Men man bør se sin egen organisation efter, før man skyder på kommunerne,« siger borgmesteren.

Partierne bag satspulemidlerne øremærkede under den tidligere SR-regering sidste år 60,9 mio. kroner til indsatsen mod antiradikalisering.

København fordoblede i september den kommunale indsats og afsatte yderligere 23 mio. kroner til blandt andet at iværksætte en række anbefalinger fra kommunens særlige ekspertgruppe i radikalisering.

I praksis tæller den målrettede indsats i København initiativer som blandt andet mentorforløb, exitforløb, en døgnbemandet hotline til bekymrede pårørende, efteruddannelse af fagpersonale og dialog med grupper i civilsamfundet.

Men ifølge borgmesteren er behovet for en nationalt koordineret indsats vokset i det forløbne år efter voldsomme terroranslag i Europa udført af Islamisk Stat og organisationens medfølgende propagandakampagne.

»Alle de ting, der foregår, smitter jo også af på danske unge, og det motiverer nogle svage og syge sjæle. Det gør os som kommuner endnu mere udsat, og vi kan jo kun have et forfængeligt håb om, at vi gør en forskel med vores indsats,« siger Anna Mee Allerslev:

»Men hvis vi får statens støtte og opmærksomhed på det arbejde, vi laver, så er der større chance for, at vi tilsammen kan nå nogle af de unge, der lige nu er i risikogruppen - og der er desværre alt for mange.«

Ifølge Anna Mee Allerslev kan både Inger Støjberg og justitsminister Søren Pind »godt lide at råbe højt og buldre«, når snakken falder på terrorbekæmpelse og antiradikalisering.

»Men jeg kunne godt tænke mig, at regeringen tog en mere proaktiv tilgang til det. Inger Støjberg burde samle sine kolleger - justitsminister Søren Pind og Karen Ellemann i Socialministeriet - og få kigget på, hvad vi skal gøre her. I virkeligheden burde de også invitere Ellen Trane Nørby med og se på hele ungeområdet,« siger borgmesteren.

Det var tirsdag ikke muligt at få en kommentar fra Inger Støjberg.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.