Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Borgerlige efterlyser almen dannelse: »Det er en prostitution af fagene«

Borgerlige kritikere vender sig mod stærkt matematisk og naturfagligt fokus i regeringsudspil. Husk litteraturanalyse, humaniora og almen dannelse, lyder det advarende fra de Konservative.

»Hvad har mest almendannende værdi? At man kan bestille en øl på en fortovsrestaurant, eller at man kan læse Jean-Paul Sartre på fransk og Shakespeare på engelsk?« spørger de Konservatives uddannelsesordfører, Mai Mercado.Foto: Asger Ladefoged
»Hvad har mest almendannende værdi? At man kan bestille en øl på en fortovsrestaurant, eller at man kan læse Jean-Paul Sartre på fransk og Shakespeare på engelsk?« spørger de Konservatives uddannelsesordfører, Mai Mercado.Foto: Asger Ladefoged

Almen dannelse og de humanistiske fag er blevet trængt alt for meget i baggrunden i regeringens udspil til ny gymnasiereform. Flere kritikere mener, at reformen ændrer det almene gymnasium, så det i alt for høj grad kommer til at ligne det tekniske gymnasium med massiv vægt på matematik og naturfag.

Regeringen kæmper i denne tid en hård kamp med at forsøge at skabe et kompromis mellem forligspartierne i rød og blå blok om de helt store knaster i en ny gymnasiereform; adgangskrav til gymnasiet og HFs skæbne.

Men der rejses i stigende grad også borgerlig kritik af andre elementer i udspillet.

De borgerlige kritikere er især oprørte over regeringens forslag om at sammenlægge historie, religion og oldtidskundskab til én faggruppe med fælles faglige mål og fælles eksamen. Faggruppen skal dog have lige så mange timer, som de nuværende tre fag har.

»Der er ingen tvivl om, at det forslag kommer til at udvande fagene. Det er en prostitution af fagene, og det er meget passende, at man kan forkorte den nye eksamen til HOR-eksamen (historie, oldtidskundskab, religion, red.). Vi har set et dannelsestab de senere år, og der er brug for at standse det. Det gør regeringens udspil ikke,« mener uddannelsesordfører Mai Mercado (K).

Ligeledes vender de borgerlige kritikere sig mod regeringens forslag om, at sprogfagene skal lægge mere vægt på de kommunikative kompetencer end på litteraturanalyse, som fylder meget i fagene i dag. Dette ændrede fokus har blandt andet Dansk Industri ellers efterspurgt.

»Det forslag er fuldstændigt vanvittigt, og vi mener bestemt, at det skal pilles ud. Hvad har mest almendannende værdi? At man kan bestille en øl på en fortovsrestaurant, eller at man kan læse Jean-Paul Sartre på fransk og Shakespeare på engelsk? Vi mener, andre landes litteratur danner grundlag for samtale og forståelse af andre folkeslag,« siger Mai Mercado.

DF: Matematik og naturfag fylder for meget

Også fra Dansk Folkeparti er der kritik af de konkrete forslag og af, at matematik og naturfag er kommet til at fylde så meget i hele det almene gymnasium.

»Det er urimeligt, at så mange elever skal have matematik på B-niveau, og det er problematisk, at alle elever skal have fire naturvidenskabelige fag. Man bør kunne slippe for det, hvis man har en stærk humanistisk profil. Det giver udspillet også mulighed for, men vi vil gerne have, at denne mulighed bliver bredt ud til flere elever,« skriver Marie Krarup (DF) i en e-mail til Berlingske.

Uddannelsesordfører Anni Matthiesen (V) forklarer, at regeringen lytter til kritikken:

»Vi er godt klar over, at DF og K har en anden holdning til det, og vi lytter til deres bekymringer. Det er noget af det, der er på bordet i forhandlingslokalet.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.