Borgens sidste marxist: »Revolutionen bliver et langt, sejt træk«

Hvis det står til Christian Juhl fra Enhedslisten skal revolutionen bl.a. føre til et mere lige Danmark med én statsbank og en statsligt kreditforening. Men hvad har ført ham dertil?

Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hvad har Inger Støjberg og Enhedslistens Christian Juhl til fælles?

Det kunne lyde som indgangen på en plat politisk vits, men hæng på. Svaret er nemlig Coca Cola Zero.

Det drikker en gammel kommunist, der har været på uddannelseslejr i DDR, simpelthen, tænker jeg, da han stiller de to colaer på bordet foran os. Flydende kapitalisme, minus sukker.

Det er ikke kun på drikkelsesfronten, at der er skruet ned for idealismen. I 2012 var en af de andre fanebærere i hans parti ellers ude at annoncere dens komme med store armbevægelser.

»Jeg tror, at revolutionen vil komme i ét ryk, og jeg tror, at den kan komme inden 20 år,« sagde tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten, Per Clausen, under debatten dengang.

Vi skriver nu 2016, og Christian Juhl, der siden 2011 har siddet i Folketinget, er nu mere afdæmpet. Han vil stadig lave en statsbank, et statsligt kreditinstitut og hente DONG tilbage under statslig styring, men han tror ikke, at revolutionen, som skal gøre det danske samfund mere »retfærdigt og lige«, kommer i ét ryk.

»Det bliver ikke en voldelig revolution. Det kan man forsvare nogle steder, hvor folk lever under et undertrykkende styre, men ikke i de nordiske lande. Her bliver det et langt, sejt træk,« som han siger i et interview på kontoret på Christiansborg, hvor Che Guevara hænger på væggen sammen med en kampagneplakat fra Danmarks Kommunistiske Ungdom.

Enhedslistens Christian Juhl. Til BM
Enhedslistens Christian Juhl. Til BM

Værnepligt

Christian Juhl er grisehandlerens søn fra Sønderjylland, der blev arbejder, fagforeningsmand og folketingsmedlem. Men mest af alt er han en idealist og revolutionær, som vil kæmpe med næb og kløer for den danske arbejdsmarkedsmodel, som er under et større pres end nogensinde før i disse år. Han holder fast i visionen om, at samfundet skal give arbejde til alle, der vil og kan.

På kontoret hænger der en pris i glas og ramme. Christian Juhl har fået den, fordi han aldrig har talt for krig i Folketinget. Juhl er antiautoritær i sit DNA, og hans værnepligt på Tønder Kaserne var en af de oplevelser, der tændte gnisten i hans hidtil 40-årige politiske engagement.

»På kasernen havde vi virkelig mange protester. Hvis man skulle lave fysiske øvelser, havde man muligheden for at gå i bad før middag. Hvis man så om eftermiddagen skulle smøre sig ind i sådan noget camouflage, måtte man ikke gå i bad bagefter. Der nægtede jeg på et tidspunkt at smøre mig ind i det der grønne pis, for man kunne jo ikke vaske det af med koldt vand,« siger han.

Han var tæt på at ryge i fængsel for lydighedsnægtelse, men slap. Derefter arbejdede han i nogle år som skovarbejder på hjemstavnen. Det var hans store drøm at blive skovfoged som sin onkel, men der var ikke elevplads at få, så næste skridt blev læreruddannelsen.

Det var samtidig med Danmarks optagelse i EF. Når Christian Juhl i dag husker tilbage på den tid, har han det som om, at han stemte nej. Men han ved godt, at det ikke kan lade sig gøre, for han var ikke gammel nok. Men han var så engageret i kampen mod det store fællesmarked, at nej-stemmen blev en del af hans politiske bevidsthed.

Da der ikke var nogen lærerjob at få, gik han fra seminarium til samlebånd. Han arbejdede blandt andet for en lokal fabrik, der lavede busser, og han vendte også tilbage til jobbet som skovarbejder, som han ellers havde forladt for lærergerningen.

I frustration over høj arbejdsløshed og oliekrise blev han aktiv i fagbevægelsen, fredsbevægelsen og den lokale afdeling af kommunistpartiet (DKP).

Kommunisme

Christian Juhl blev meget aktiv i DKP op gennem 70’erne og var også på »dannelsesrejser« til østblokken.

»Jeg har da deltaget i uddannelse i både Moskva og DDR for at blive klogere på, hvordan verden hang sammen. Vi havde hver sommer nogle tilbud. Vi lånte skoler i Rostock, i Moskva og de der steder, og i Rostock gennemførte vi kurser. Det var vældig spændende. Og vi så også en del af de her samfund,« siger han.

Enhedslistens Christian Juhl. Til BM
Enhedslistens Christian Juhl. Til BM

Gennem Juhls fortællinger om besøgene i øst mærker man hans daværende fascination for det fremadstormende, socialistiske Utopia, hvor alle havde job. Marxisten skyller det sidste af sin Coca Cola Zero ned og fortsætter:

»I DDR var jeg overrasket over, hvad de reelt havde nået i starten. Om aftenen deltog vi i nogle møder med nogle folk i boligområder, og der kunne vi jo godt høre noget utilfredshed med demokratiet, men når vi kørte fra Warnemünde til Rostock, var det jo et kæmpe nybyggeri, som var totalt på højde med vores,« siger han.

Han kunne godt se, at der især i Sovjet ikke var mange penge til folket, men det var mest de mangler, der var i forhold til demokratiske rettigheder, som generede ham.

I dag kalder han sig socialist og marxist - og ikke kommunist - men det er mest på grund af de »grimme konnotationer,« som begrebet kommunisme giver folk på grund af bl.a. »Stalins lejre«. Men visionerne er uændrede.

»I første omgang skal vi have en statsbank, som vi havde i gamle dage, en statslig kreditforening og måske også statslige forsikringsselskaber, så borgerne får et spekulationsfrit valg. De, der vil spille på kasino, kan gå ud at gøre det, men så tager de selv ansvaret. Hvis en privat bank så kører nedenom og hjem, må kunderne sgu selv om det. De havde en anden mulighed,« lyder forslaget fra Juhl.

Arbejdsløshed

Hvad var det, du så i DDR og Sovjet, der påvirkede dig?

»De havde jo påvirket samfundet på en måde, så de i princippet deltes om arbejdet. Vi kunne jo godt se, at der var nogen, der ikke havde så forfærdeligt meget at lave, men der var ikke nogen, der ikke havde arbejde. Det system, syntes vi jo, var positivt. På den måde var der nogle ting, der var mere hensigtsmæssige end herhjemme,« siger han.

Det var imidlertid hans egen arbejdsløshed, der påvirkede hans holdning til arbejdsmarkedet mest.

»Jeg var arbejdsløs i næsten tre år i starten af 80’erne, og det er den mest trælse periode, jeg har haft. Den der ydmygelse, den der afmagtsfølelse er mere ødelæggende, end man skulle tro, når man hører politikerne i dag. Man skulle tro, mennesker er skakbrikker, man kan flytte med. Men hvis du gør et menneske arbejdsløs i et år, sker der noget mentalt, som er så ødelæggende.«

Mangler der en grundlæggende forståelse for, hvordan det er at være arbejdsløs i Folketinget?

»Ja, den kan du lede længe efter. Nogen tror jo, det er dejligt, og de påstår, at folk vil udnytte det system. Selvom vi havde langt bedre forhold i 80’erne, var det pissehårdt. Jeg gik jo kun uden arbejde i tre år. Prøv at forestil dig, hvis man gik arbejdsløs i syv år.«

Gjorde det dig mere venstreorienteret?

»Oplevelserne gør jo, at man er skarpere i sin argumentation. Jo ældre, jeg bliver, jo mere har jeg det sådan, at vi skal deles om det arbejde, vi har. Det, at nogen bliver smadret af intet arbejde at have, og nogen bliver smadret af for meget arbejde, er jo fuldstændig tosset,« siger han og slår demonstrativt i bordet.

Aktivisme

For Christian Juhl blev civil ulydighed også en del af værktøjskassen. Han og en gruppe ligesindede murede blandt andet arbejdsformidlingens indgang til for at signalere, at der ikke var nogle job at formidle.

»Hvis du gør et menneske arbejdsløs i et år, sker der noget mentalt, som er så ødelæggende,« siger Christian Juhl fra Enhedslisten, der mener, at politikere i dag har alt for lidt erfaring fra det »rigtige« arbejdsmarked.  Foto: Bo Amstrup
»Hvis du gør et menneske arbejdsløs i et år, sker der noget mentalt, som er så ødelæggende,« siger Christian Juhl fra Enhedslisten, der mener, at politikere i dag har alt for lidt erfaring fra det »rigtige« arbejdsmarked. Foto: Bo Amstrup

En junidag i 1985 satte Juhl en flok arbejdsløse i nogle kanoer, så de kunne blokere for hjuldamperen Hjejlen, som statsminister Poul Schlüter skulle ankomme til et møde på.

Schlüter tog det pænt og sang endda med på »Når jeg ser et rødt flag smælde«, men det kom senere frem, at Politiets Efterretningstjeneste havde aflyttet telefonen i kollektivet, hvor Juhl boede, i fire uger op til mødet.

Det, synes han, er ekstremt grænseoverskridende. For aktionerne var jo »ganske harmløse« ifølge Juhl, der også afviser, at han nogensinde fik penge fra DDR eller Sovjetunionen.

I Folketinget er aktivismen fortsat på en lidt anderledes, fredelig måde

»Min største bedrift som politiker er, at jeg fik 25 millioner til et projekt, som uddanner ordblinde. Jeg fik Mette Frederiksen (daværende beskæftigelsesminister, red.) til at tage med derover, og vi mødte en kvinde, der som 45-årig havde lært akkurat så meget, at hun kunne læse op for sine børnebørn. Det var en børnebog, men det var en kæmpe sejr. Efter det besøg var Mette Frederiksen overtalt, og det er nok min største præstation. Det er sgu´ revolutionært arbejde,« siger Christian Juhl og banker i sofabordet med begge hænder.

Er der blevet mindre plads til at bruge eksempler fra virkeligheden i Folketinget?

»Der er sådan en akademisk arrogance nogle gange, hvor man som ufaglært virkelig skal bevise, at man ved noget som helst. Erfaring er virkelig underkendt. Og det er meget vigtigt, at man tager den kamp, som jo dybest set er en kulturkamp, og insisterer på, at erfaring og almindelige menneskers ophobede viden er lige så vigtig som den teoretiske.«

Christian Juhl henviser til afstemningen om, hvorvidt Danmark skulle sende tropper til FN-missionen i Mali. Nogle af de helt centrale dokumenter, der lå til grund for beslutningen, og som folketingets medlemmer fik 48 timer til at se inden afstemningen, var kun på engelsk.

Det gjorde Juhl »pissesur«, for nok kan sønderjyden tale tysk, men hans skoleengelsk rækker altså ikke til at forstå tekniske folkeretlige detaljer i et langt FN-dokument. Det er hans yndlingseksempel på, hvordan Folketinget kan været et svært sted at begå sig for en ikke-akademiker.

Christian Juhl påpeger, at samfundet skal ændres nedefra. Men det sker kun, hvis fagforeningerne bliver dygtigere til at sælge sig selv, mener han. Han anerkender, at den danske model er under pres, og han tror, at en stor del af løsningen ligger i, at arbejderne bliver bevidste om, hvor stor indflydelse, de potentielt kan få.

»Jeg opfatter fagforeningerne som en ligeså væsentlig ting som politiske partier, hvis man vil lave forandringer i et samfund. Jeg tror ikke på, at man bare kan lade sig vælge og så stemme. Hvis der ikke sker en aktivitet ude blandt mennesker samtidigt med, får man aldrig noget gennemført,« siger han og fastslår:

»For mig er der ingen forskel på det, jeg sloges for dengang og det, jeg slås for nu. Det er dybest set et forsøg på at lave et samfundssystem, der giver en større retfærdighed, mere demokrati og mindre ulighed.«

Enhedslistens Christian Juhl.
Enhedslistens Christian Juhl.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.