Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Boligejere tvivler på løfte om tilbagebetaling af grundskyld

Formanden for Parcelhusejernes Landsforening har ikke megen fidus til skatteministerens løfte om, at staten vil sende en check retur til grundejere, der har betalt for meget i grundskyld.

Boligejerne skal nok få pengene tilbage i 2018, hvis nye og bedre vurderinger viser, at de har betalt for meget i grundskyld.

Sådan lyder det fra skatteminister Benny Engelbrecht (S). Men det løfte giver Allan Malskær, formand for Parcelhusejernes Landsforening, ikke meget for.

»Det er igen en ny skatteminister, der lover at betale penge tilbage. Tænk hvis det var en parcelhusejer, der lovede at betale noget af skatten og så resten i 2018. Så var man røget i fængsel for det. Men her kan staten bare sige: Undskyld, vi har et system, der er dårligt, og vi ved det godt, men vi bruger det alligevel til at hive over 20 milliarder kroner hjem fra jer,« siger Allan Malskær.

Han er helt enig med boligøkonom og lektor Morten Skak fra Syddansk Universitet, der i Politiken siger, at det løfte, som skatteministeren har givet til boligejerne, er en illusion og uden værdi.

Det vil nemlig ikke være muligt at finde ud af, om boligejerne reelt har betalt for meget i grundskyld, fordi det ikke kan lade sig gøre at finde de korrekte grundværdier, som grundskylden beregnes af, lyder det fra boligøkonomen.

Skatteminister Benny Engelbrecht (S) siger til Berlingske Nyhedsbureau, at det bliver svært at finde den helt korrekte værdi for en grund. Men man kan komme tættere på:

»Jeg er grundlæggende uenig i den præmis, man stiller op om, at vi skal nå frem til en meget korrekt konklusion på grundskylden. Ekspertudvalget (Engberg-udvalget, red.) siger, at det ikke giver mening at tale om nogen korrekt værdi. Vi skal finde frem til et beskatningsgrundlag, som giver god mening, og tager udgangspunkt i hvad salgsprisen er på grunden. Det er komplekst, og det har udvalget heller ikke lagt skjul på,« siger han.

Rigsrevisionen kritiserede i fjor Skat for at have sat 41 procent af ejendomsvurderingerne for højt i 2011, og både Skat og Skatteministeriet har siden erkendt, at vurderingerne ikke er gode nok. Regeringen, SF og Enhedslisten har alligevel besluttet at fortsætte med vurderingerne til at opkræve grundskyld frem til 2018 mod et løfte om, at boligejere, der har betalt for meget, vil få penge tilbage, når Skat er klar med nye og bedre vurderinger i 2017.

Og det ændrer kritikken ikke på, forsikrer Benny Engelbrecht.

»Systemet skal være klar i 2017, så man kan lave de nye grund- og ejendomsvurderinger i 2017. Og det udskriver man beskatningen på baggrund af i 2018. Det er jo ikke nyt i Danmark, at man beskatter værdien af en bolig og en grund. Det er noget af den ældste beskatning, man har. Så det har vi tænkt os at holde fast i. Og så skal sådan et system afspejle, at der er forskel på, hvad en grund koster i København og på Lolland,« siger skatteministeren.

Men Allan Malskær mener, der er behov for at gentænke hele boligbeskatningen:

»I Sverige koster det cirka 7.000 kroner for en grund, uanset om det er sommerhus eller helårshus, eller om det ligger i Stockholm eller Mellemsverige. Hvis der skal være skat på det at eje jord, så skal den være ens. Det er ikke rimeligt, at en, der bor i København betaler ti gange så meget, som en der bor i Udkantsdanmark,« siger parcelhusejernes formand.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.