Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Børneorganisationer: Nyt skilsmissesystem kan hjælpe børn

De politiske forhandlinger om et nyt skilsmissesystem har varet usædvanligt længe. Men de nærmer sig slutfase.

ARKIVFOTO.
ARKIVFOTO.

Både Mødrehjælpen og Børns Vilkår har store forventninger til et nyt skilsmissesystem, som politikerne forhandler om på Christiansborg for tiden.

Det nuværende system er med til at trappe konflikter op i stedet for at drosle dem ned, lyder kritikken. Og ifølge Ritzaus oplysninger er politikerne ved at nå til sidste fase af de politiske forhandlinger, der har trukket usædvanligt længe ud.

Faktisk var det helt tilbage i 2016, at daværende socialminister Karen Ellemann (V) fremlagde oplægget til det, politikerne kalder et enstrenget system.

Og spørger man Børns Vilkår er der stort behov for forandringer.

»Systemet har en tendens til at generere meget dybe og komplekse konflikter, fordi der er så mange instanser involveret,« siger direktør Rasmus Kjeldahl.

Både Statsforvaltningen, byretten, fogedretten, kommunen og politiet kan blive inddraget i de mest komplekse sager, forklarer han. Fremover er det tanken, at et såkaldt familieretshus skal gennemgå alle skilsmisser.

Og hvis der er konflikter, skal de håndteres ét sted, nemlig i byretten.

Rasmus Kjeldahl tror på, at et nyt system vil kunne sikre, at færre børn vil komme i klemme i konfliktfyldte skilsmisser.

Ifølge organisationen er der årligt omkring 23.000 børn, der rammes af skilsmisser. 10-15 procent af skilsmisserne vurderes at være konfliktfyldte.

Også hos Mødrehjælpen er der en tro på, at et nyt system kan hjælpe børnene. Især hvis der sættes ind med rådgivning til forældrene, forklarer vicedirektør Trine Schaldemose.

»Selv om systemet er lavet til at skulle have fokus på børnene, så er systemet blevet sådan, at der er fokus på forældrenes rettigheder i stedet for,« siger Trine Schaldemose.

»Systemet får skabt nogle konflikter mellem forældrene, som vi ikke behøvede at skabe. Blandt andet fordi, der ikke er ordentlig rådgivning.«

En af de knaster, som politikerne ifølge Ritzaus oplysninger stadig er uenige om, er hvorvidt der skal være obligatorisk rådgivning til alle skilsmissepar med børn.

Men egentlig er det ikke så meget de politiske uenigheder, der er årsag til, at forhandlingerne har trukket i langdrag, vurderer Venstres ordfører, Carl Holst.

Det skyldes simpelthen, at området er meget komplekst, forklarer han.

»Det er klart, at det skaber usikkerhed. På den anden side er det også vigtigt, at vi er grundige. Det er store forandringer, der skal ske,« siger Carl Holst.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) ønsker ikke at udtale sig, da forhandlingerne er i den sidste fase.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.