Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Bødskov afviser at undersøge PET efter agentsag

Enhedslisten kræver en uvildig undersøgelse af, om PET har medvirket til drabet på en fremstående al-Qaeda-leder. Justitsminister Morten Bødskov afviser.

Morten Storm, PET-agent, muslim og tidligere rocker.
Morten Storm, PET-agent, muslim og tidligere rocker.

Tilliden til Politiets Efterretningstjeneste (PET) er blevet svækket, efter den tidligere PET-agent Morten Storm er stået frem i Jyllands-Posten med oplysninger om, at den danske efterretningstjeneste har deltaget i drabet på den fremtrædende al-Qaeda-leder Anwar al-Awlaki i Yemen sidste år.

Beskyldningerne bliver mere og mere presserende, og Enhedslisten kræver, at justitsminister Morten Bødskov (S) igangsætter en uvildig undersøgelse. Undersøgelsen skal klargøre, om PET har hjulpet den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, med oplysninger, der har ført til det dræbende droneangreb mod al-Awlaki, og om de har været med til at planlægge en likvidering af en anden al-Qaeda-leder, Abu Basir. I så fald har PET brudt reglerne.

Justitsministeren har indtil videre været tavs, men han afviser nu, at der er grund til ikke at stole på PET.

- Jeg mener ikke, der er grundlag for en uvildig undersøgelse, og jeg har ikke nogen kommentarer til den konkrete sag. Jeg har selvfølgelig stadig tillid til PET, og der er ikke nogen grund til at være andet end tilfreds med den indsats, de yder, siger Morten Bødskov til Berlingske Nyhedsbureau.

PET-chef Jakob Scharf understreger i Politiken tirsdag, at det aldrig er en del af PETs opgaver at medvirke til drab på hverken civile eller militærpersoner. Men han forholder sig ligesom Morten Bødskov ikke til den konkrete sag, og det har fået Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, til at sige, at Jakob Scharfs udtalelser overhovedet ikke frikender PET, og at det stadig ikke er afklaret, om reglerne er blevet overholdt.

Derfor har Enhedslisten indkaldt justitsministeren i endnu et samråd på baggrund af Morten Storms oplysninger, denne gang sammen med forsvarsminister Nick Hækkerup (S). Her forventer Pernille Skipper en konkret forklaring, og terrorforsker Lars Erslev Andersen fra Dansk Institut for Internationale Studier har også udtalt, at hvis ikke PET og Justitsministeriet kan afkræfte beskyldningerne på en konkret og overbevisende måde, »så har vi et problem«.

Morten Bødskov vil ikke love, at han kan komme med en sådan forklaring.

- Det er klart, at i sådan et samråd er der grænser for, hvad jeg kan sige om eventuelle konkrete operationer, som PET måtte være involveret i. Der er utrolig meget på spil for både Danmarks sikkerhed og for de personer, der måtte være involveret i operationerne, siger han.

Beskyldningerne mod PET er meget presserende, så bliver du ikke nødt til at komme med en konkret forklaring?

- Jeg møder op i Folketingets Retsudvalg igen, og så vil jeg orientere om, hvad det er for en trussel, Danmark står over for, at den er meget alvorlig, og at vi har en efterretningstjeneste, der gør et fremragende stykke arbejde, lyder det fra justitsministeren.

Han understreger desuden, at det er rigtigt, når Jakob Scharf siger, at PET ikke deltager i missioner, der har til hensigt at slå hverken civile eller militærpersoner ihjel.

- Når PET så deltager i operationer uden for landets grænser i samarbejde med udenlandske efterretningstjenester, så er det også helt klart, at de stadig skal overholde dansk lovgivning og international ret, siger Morten Bødskov.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.