Blev de 8300 ofre i Srebrenica ofret af Bosniens egen præsident?

For et par uger siden blev den tidligere bosnisk-serbiske leder Radovan Karadzic idømt 40 års fængsel for folkedrabet i Srebrenica i Bosnien. I en ny dansk bog hævder Srebrenicas daværende politichef, Hakija Meholjić, at de 8.300 muslimske drenge og mænd helt bevidst blev ofret af Bosniens egen muslimske præsident, Izetbegović, for at få Vesten til at gribe ind militært mod de bosniske serbere. I et eksklusivt sammendrag i Berlingske fortæller han om de skæbensvangre dage i juli 1995.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Navnet Srebrenica vil for altid være synonymt med den værste enkeltstående krigsforbrydelse i Europa siden Anden Verdenskrig. Forbrydelsen er en skamplet på Serbien, fordi den blev begået af etniske serbere. Den er også en skamplet på FN, fordi den blev begået i en enklave, hvor FN havde garanteret for de muslimske beboeres sikkerhed.

Hollandske FN-soldater bevogtede enklaven. Da de bosniske serberes hær med støtte fra serbiske paramilitære styrker indledte deres stormløb mod enklaven i begyndel-sen af juli 1995, bad de hollandske FN-styrker gentagne gange om flystøtte. Hver gang blev anmodningen afvist, hvorefter FN-soldaterne undlod at forsvare enklavens beboere, da de serbiske styrker rykkede frem.

Enklaven blev løbet over ende, og derfor kunne flere bosnisk-serbiske generaler mødes med hærchef Ratko Mladić 11. juli på et torv i det mennesketomme Srebrenica, hvor de begejstret lykønskede hinanden med erobringen. Et serbisk TV-hold var på stedet og sendte optagelserne af de sejrsikre generaler ud til alverdens TV-stationer.

Den bosniakiske præsident Alija Itzetbegovic. Foto: AFP
Den bosniakiske præsident Alija Itzetbegovic. Foto: AFP

Imens var beboerne drevet ned til Potočari, en landsby fem kilometer øst for Srebrenica. Her blev de delt – kvinder, børn og gamle for sig, mænd og drenge for sig. Kvinderne blev kørt til byen Tuzla i busser. Mændene og drengene skulle transporteres dertil i åbne lastbiler. Men de kom aldrig af sted. I stedet begyndte myrderierne.

Fra 11. juli og dagene derefter blev 8.300 muslimske mænd og drenge myrdet i Srebrenica-enklaven. De følgende ti år benægtede det officielle Serbien og det store flertal af landets indbyggere pure, at der havde fundet en massakre sted. Men så bragte en serbisk menneskerettighedsaktivist et godt tre minutter langt videoklip med til krigsforbrydertribunalet i Haag, hvor det blev vist i forbindelse med retssagen mod Serbiens tidligere præsident, Slobodan Milošević. Indholdet chokerede. Først de tilstedeværende i retssalen og derefter TV-seerne på Balkan, hvor alle nationale TV-stationer bragte billederne.

Det største chok kom i Serbien. Videoklippet dokumenterede, hvad de fleste serbere havde benægtet i ti år: Der blev begået massakrer i Srebrenica, og det var serbere, der myrdede løs. Videomaterialet var optaget af medlemmer af den serbiske paramilitære enhed Skorpionerne, der kom fra selve Serbien. Skorpionerne havde deltaget som frivillige i den bosnisk-serbiske hærs angreb på Srebrenica, og militsmedlemmer havde selv filmet og redigeret deres optagelser sammen i forskellige klip. Et af dem viste en gruppe militsfolk, der blev velsignet af en ortodoks præst, inden de drog til Srebrenica. Derefter så man, hvordan seks unge muslimer – to af dem 17 år gamle – blev tvunget til at ligge på maven, hvorefter de blev henrettet med skud i ryggen. Billederne var så tydelige, at et af de seks ofres forældre kunne genkende deres søn, da de så videoklippet på bosnisk TV.

Erobringen og den etniske udrensning af Srebrenica-enklaven blev fejret som en stor sejr. Men selv om erobringen førte til, at Srebrenica i dag er en del af Republika Srpska, så var det også en pyrrhussejr. Syv uger senere indledte NATO bombardementerne af bosnisk-serbiske militære anlæg, stillinger og ammunitionsdepoter. Bombardementerne var bl.a. en konsekvens af massakren i Srebrenica. Og de fortsatte, indtil de bosniske serbere satte sig ved forhandlingsbordet.

Srebrenica har lige siden været omgærdet af myter og konspirationsteorier. En af dem er, at den bosniakiske præsident, Alija Izetbegović, ønskede at lokke de bosniske serbere til at begå massakre og derfor var villig til at ofre Srebrenica. Et folkemord med 5.000 ofre ville være så alvorlig en forbrydelse, at USAs præsident Bill Clinton ville blive tvunget til at gribe ind og bombe serberne på plads. Samtidig ville et amerikansk indgreb betyde, at Bosniens muslimer ville få deres eget land.

Hvor uhyrligt og kynisk det end lyder, tyder meget på, at der er realiteter bag denne påstand.

I april 1992 var den da 43-årige Hakija Meholjić leder af en afdeling af Srebrenicas politi. Han var født og opvokset i byen, tidligere elitesoldat, overbevist kommunist og en af præsident Titos 17 særligt udvalgte bodyguards. Som sådan havde han været med på flere af Titos officielle udlandsrejser, bl.a. til Cuba.

»Jeg elskede Tito, og jeg elskede mit land, Jugoslavien,« siger han med glød og inderlighed, mens han selv, min tolk og jeg sidder ved et rundt bord på en cafe i Srebrenica i juli 2015.

Radovan Karadzic taler i telefon, 14. august 1995 om den seneste udvikling i Banja Luka. Han ernærende sig som alternativ læge i Beograd, da han blev arresteret juli 2008. Foto: AFP
Radovan Karadzic taler i telefon, 14. august 1995 om den seneste udvikling i Banja Luka. Han ernærende sig som alternativ læge i Beograd, da han blev arresteret juli 2008. Foto: AFP

Hakija Meholjić har indvilliget i at fortælle om sine oplevelser i Srebrenica under belejringen fra 1992 til 1995. De to sidste år fungerede han som byens politichef.

Da uroligheder og kampe brød ud i det østlige Bosnien, nåede titusindvis af Srebrenicas indbyggere at flygte.

»I sommeren 1992 var der kun 343 af byens oprindelige 36.000 indbyggere tilbage – 17 af dem var serbere, som blev i deres hjem under hele krigen. Resten flygtede, da de så muslimske huse blive antændt og brændt ned. De frygtede, at deres eget som hævn ville blive det næste. Alle tomme huse blev dog lynhurtigt fyldt op af flygtninge og fordrevne fra syv nabokommuner nær Srebrenica.

Det mildeste ord, Meholjić vil bruge for at beskrive situationen i Srebrenica-området det første år efter krigens udbrud, er ‘anarki’. Drevet af sult samledes folk i store grupper, hvorefter de bare gik af sted på jagt efter noget at spise. Nogle gange kunne de gå ind til naboen, hvis de havde fået øje på en kylling for ikke at tale om at bryde ind i andres huse. Nogle af dem var organiserede og ‘eliminerede’ andre i den galskab, der herskede.

»Jeg følte mig som en fremmed i byen. Stort set alle beboerne var flygtninge fra andre dele af Østbosnien. Så jeg kendte næsten ikke nogen, og jeg skulle være meget forsigtig med, hvor jeg lagde mig til at sove. Der var ingen strøm, ingen mad. Alle forsøgte at improvisere et eller andet for at få noget at spise og lavede brød af bark og blade og alt muligt andet, der fyldte op i maven.

Sidst på vinteren indledte den bosnisk-serbiske hær under ledelse af general Ratko Mladić et angreb på Srebrenica-enklaven og erobrede store dele af den. Det fik den daværende franske FN-general, Philippe Morillon, til at tage til Srebrenica og erklære, at han ville beskytte området. Derefter vedtog FNs Sikkerhedsråd 16. april at gøre enklaven til et såkaldt »sikkert område«, og Srebrenica blev erklæret for demilitariseret zone. Men byen var stadig omringet af serbiske styrker, og der var lagt store minefelter omkring den for at lukke af for omverdenen.

Oversigtsbillede over Srebrenica i 1997. Foto: Sadik Salimovic
Oversigtsbillede over Srebrenica i 1997. Foto: Sadik Salimovic

I sommeren 1995 var situationen i Srebrenica desperat. Byen blev jævnligt beskudt, nødhjælpskonvojer tilbageholdt, og hollandske FN-soldater på orlov nægtet tilladelse til at komme tilbage til deres enheder i enklaven. Hakija Meholjić blev overbevist om, at der var noget helt forkert ved situationen. Byens bosniakiske kommandant, Naser Orić, og nogle af hans nærmeste folk havde forladt Srebrenica. Dermed stod Srebrenica uden militær ledelse, da general Ratko Mladić beordrede stormløb mod byen.

»Jeg kunne på en eller anden måde lugte, hvad der ville ske. Derfor foreslog jeg, at vi skulle mase os igennem et eller andet sted, måske gennem minefelterne. Ellers ville vi for alvor være i fare for at blive massakreret. Hvis vi var en gruppe på 1.000 mennesker, kunne vi måske klare det. Nogle kunne følge efter os, og hvis vi kunne slå et hul igennem serbernes mur om byen, så kunne også de flygte igennem det.«

Datoen for Hakija Meholjićs desperate søgen efter en måde at slippe ud af enklaven på var 10. juli 1995. Han havde set serbiske kampvogne komme rullende på en vej hen over en af bjergtoppene over Srebrenica. Byen ligger på bunden af en dyb øst-vest-vendt dal, og derfor kunne kampvognene ikke skyde ned på byen. Men deres tilstedeværelse var endnu et tegn på, at der var noget alvorligt i gære.

»Det var ikke de lokale serbere. De var ikke med. Det var folk udefra. De lokale ville ikke have ødelagt deres egen by. Jeg blev bare endnu fastere besluttet, da jeg så det militære udstyr. Jeg tænkte: ‘Lad os gå igennem deres jernmur. Jeg ved, at det her bliver enden på krigen, og at Srebrenica er blevet serveret på et sølvfad for serberne. Vi er blevet forrådt her.«

Formodningen om forræderi skyldes et helt konkret møde, som Hakija Meholjić havde haft med Bosniens muslimske præsident, Alija Izetbegović, den 28. september 1993. Som erklæret kommunist og Tito-tilhænger var Hakija Meholjić politisk meget uenig med præsident Izetbegović, der havde grundlagt de bosniske muslimers parti SDA. Hakija Meholjić er af den faste overbevisning, at Izetbegović var rede til at ofre Srebrenica til serberne, som han mente ville begå en massakre, når de først havde erobret byen. En massakre ville fremprovokere et amerikansk indgreb og i sidste ende betyde, at muslimerne ville få deres egen stat, kalkulerede Izetbegović. Sådan oplevede Hakija Meholjić det i hvert fald.

»Mit møde med Izetbegović fandt sted, fordi jeg blev inviteret til Sarajevo. Sammen med en delegation tog jeg af sted fra Srebrenica. Serberne tillod os at tage af sted. Vi blev hentet i helikopter på fodboldbanen i Potočari. Ingen beskød os fra de serbiske positioner! Vi landede i Sarajevos lufthavn, og heller ikke der blev vi beskudt. FN-køretøjer transporterede os til Holiday Inn i Sarajevo.«

Hakija Meholjić blev placeret ved et langt bord sammen med Izetbegović og flere andre politikere. Blandt dem var også Haris Silajdžić. De sad to og to over for hinanden. På internettet kan man i dag stadig finde fotografier fra det møde, fortæller Meholjić.

På 11-års dagen for massakren på Srebrenica sørger pårørende over fundet af 505 ofre, der alle var fundet i massegrave. Foto: Søren Bidstrup
På 11-års dagen for massakren på Srebrenica sørger pårørende over fundet af 505 ofre, der alle var fundet i massegrave. Foto: Søren Bidstrup

»Jeg vil forsøge at citere Izetbegović så nøjagtigt som muligt: ‘Goddag og velkommen. Hvordan har I det, mine kære Srebrenica-borgere?’ ‘Goddag og mange tak, hr. præsident. Hvordan har De det?’ ‘Præsident Clinton har foreslået mig, at serbiske tjetnik-styrker kan trænge ind i Srebrenica og gennemføre en massakre på 5.000 mennesker. Det vil være den ideelle anledning til og undskyldning for at bombardere de serbiske styrker over hele Bosnien-Hercegovina.«

»Jeg sprang op fra min stol og spurgte: ‘Hvordan kan De sige sådan noget?’ Jeg blev meget ophidset. Jeg gengiver, hvad Izetbegović sagde. Jeg ved ikke, hvad Clinton havde sagt til ham. Efter det skænderi fik jeg et andet tilbud. Izetbegović sagde: ‘Jeg har et andet tilbud. Det er at give Srebrenica i bytte for Vogošća’ (en af Sarajevos serbisk dominerede bydele). Jeg spurgte dem, om de var gale! Hvordan skulle jeg kunne tage tilbage til Srebrenica og fortælle, hvad der foregik i Sarajevo? Og så gjorde jeg oprør. De bragte mig så til overhovedet for det muslimske samfund i Bosnien for at hjernevaske mig. Men det lykkedes ikke for dem.«

»Da jeg kom tilbage fra det besøg, kom der en mand hen til mig. Han havde en talefejl og hviskede mig i øret: ‘Du bliver nødt til at blive her, når de andre rejser.’ Så jeg vidste, at de ville skille sig af med mig. Jeg skulle skrive under på et dokument, der angav min accept, og så ville en eller anden snigskytte dræbe mig. Og folk ville bebrejde mig for, hvad der skete i Srebrenica. De ville give mig hele skylden, når jeg var død. Jeg gennemskuede deres spil.«

Men Hakija Meholjić overlevede både mødet, turen tilbage til Srebrenica, de næste to års belejring og den desperate flugt i juli 1995.

»Den nat, 10. juli, flygtede jeg fra Srebrenica sammen med en stor gruppe mennesker. Nu sidder vi her på cafeen og snakker. Men du skulle have været derude i skoven dengang i 1995 og set, hvad folk er i stand til at gøre imod hinanden, når frygten hersker, og deres liv er truet. Under flugten fra Srebrenica så jeg en far, der efterlod sin søn. Han var blevet såret af et skud i benet og kunne ikke følge med. Faderen efterlod ham som et dyr i skoven. For at dø. Du vil simpelthen ikke tro det.«

Hakija Meholjić siger, at han har fortalt historien om forræderiet imod Srebrenica flere gange, mens Izetbegović stadig var i live. Og at han er blevet tilbudt store penge for at tie stille om den.

»Da det var lykkedes mig at nå frem til Tuzla, kom der en dag en mand ved navn Alija Hadzić – han var fra Indenrigsministeriet, sendt af præsidenten. Han inviterede mig på restaurant, hvor vi holdt et tre en halv time langt møde. Under mødet tilbød han mig en utroligt stor sum penge for at tie om alting. Ingen skulle have noget at vide om det møde. Jeg blev også tilbudt flere lejligheder og restauranter og uddannelse til mine børn. Jeg svarede, at jeg ikke kunne acceptere det. I den periode, hvor jeg var i Tuzla efter flugten fra Srebrenica, hørte jeg rygter om, at tre lande havde fået forbud, imod at gribe ind og forhindre massakren.

Efterforskere søger efter beviser i bunken af objekter fra massegraven i Crni Vrh nær Zvornik den 22. september 22, 2002.
Efterforskere søger efter beviser i bunken af objekter fra massegraven i Crni Vrh nær Zvornik den 22. september 22, 2002.

Hakija Meholjić er stadig fuld af vrede over den skæbne, der overgik hans hjemby, hans forældre og mere end 8.300 andre mennesker i Srebrenica.

»FN burde opløses efter det her. Organisationen burde ikke eksistere længere. De skrev højtideligt ned på papir, at Srebrenica skulle være en sikret enklave. De ville beskytte os, og alligevel skete massakren.«

Han mødtes med præsident Alija Izetbegović en enkelt gang efter krigen.

»Vi holdt et møde efter Srebrenicas fald. Det fandt sted i Sarajevo, og vi diskuterede, hvad vi nu skulle. Jeg foreslog, at der skulle laves en undersøgelse af, hvor meget man kunne bebrejde det internationale samfund; hvor stor en del af skylden der skulle lægges på de hollandske FN-styrker, som havde haft kommandoen i Srebrenica; og hvor meget ansvar præsident Izetbegović selv havde. Det afviste Izetbegović med den begrundelse, at han selv tydeligt huskede, hvordan det var at stå foran en domstol. Det havde han prøvet i kommunisttiden i 1983, fordi han havde offentliggjort Den Islamiske Erklæring. Og det ønskede han ikke at gøre igen.«

Hakija Meholjić var ikke tilstrækkeligt stærk og indflydelsesrig til at få sine synspunkter igennem. Det forhindrede ham dog ikke i at fortælle om mødet med Izetbegović i september 1993.

»I begyndelsen var der meget hård modstand mod mine udtalelser, men efterhånden er folk begyndt at komme til mig og sige, at de har fundet ud af, at jeg taler sandt. Andre mennesker deltog i det møde, så der var vidner. Jeg får stadig ondt i maven, når jeg tænker på det. Han er aldrig blevet afkrævet noget dementi eller stævnet for bagvaskelse.«

Alija Izetbegović døde i oktober 2003. Hakija Meholjić holdt op med at arbejde i politiet, og der gik flere år, før han i 1998 atter besøgte sin fødeby. Han ville egentlig gerne skrive en bog om sine år som politichef i det belejrede Srebrenica, men han tør ikke. Han frygter, at hans børn vil blive ramt som hævn. Der er stadig mange ting, han ikke har fortalt, navne, han ikke har nævnt. Så længe han tier om dem og kun fortæller historien om afdøde præsident Izetbegovićs kyniske spil om Srebrenica, er han åbenbart ikke for alvor farlig.

Efter krigen blev Srebrenica en del af Republika Srpska. Der bor nu cirka 7.000 mennesker i byen. Ifølge den seneste officielle opgørelse er tallet 15.000. Men mere end halvdelen af dem bor det meste af tiden i udlandet, selv om de ejer en bolig i byen.

Hvor betændt og åbent et sår Srebrenica stadig er, kom til at stå lysende klart i juli 2015. Da deltog Serbiens premierminister, Aleksandar Vučić, i 20-års-mindehøjtideligheden for massakren på muslimerne. Det var en udstrakt hånd fra den serbiske premierministers side, et forsøg på at vise medfølelse og forsoning. Hånden blev afvist, og Vučićs bodyguards måtte i al hast eskortere ham væk fra mindelunden for de 8.372 ofre for massakren, mens sten og flasker regnede ned over dem, og bandeord og spytklatter føg gennem luften.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.