Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Blå partier vil lægge Irak-kommission i graven

Mens flere borgerlige partier er parat til at trække stikket og lukke regeringens Irak-kommissionen, står både SF og Enhedslisten fast i en undersøgelse af Danmarks krigsdeltagelse i 00erne.

Den efterhånden berygtede Irak-kommissions skæbne diskuteres på ny på Christiansborg. Det sker efter, at det er kommet frem, at Justitsministeriet endnu ikke har grebet ind over for de problemer, der er opstået internt blandt kommissionens medlemmer, og som i november blev udlagt som en af forklaringerne på, at kommissionens arbejde er væsentlig forsinket.

Hvis der kommer en ny borgerlig regering, bør man som noget af det første lukke kommissionen, lyder det i dag fra flere borgerlige partier.

»Det, der sker nu, viser blot, hvordan det udvikler sig fuldstændig kaotisk. Vores linje er, at man ligeså godt kan lukke kommissionen,« siger forsvarsordfører hos de Konservative, Lars Barfoed, der bakkes op af Dansk Folkepartis ordfører på området.

»Det er jo en farce. Langt hen ad vejen virker det som om, at det eneste formål, der er med den kommission, det er at tjene et hævntogt fra de partier, der var i mod Irak-krigen,« lyder det fra Dansk Folkepartis forsvarsordfører Marie Krarup.

I november kom det frem, at Irak-kommissionen ikke kan nå at gennemgå de op mod én million dokumenter om krigene i Irak og Afghanistan og deres grundlag. Samtidig kom det frem, at medlemmerne af kommissionen kæmpede med intern uenighed, hvilket tilsyneladende forhalede processen.

På et møde i oktober skulle flere kommissionsmedlemmer angiveligt have understreget over for Justitsministeriet, at man burde skifte medlemmerne ud eller på anden må løse de interne problemer, hvis arbejdet skulle færdiggøres.

Også Venstres forsvarsordfører Troels Lund Poulsen, der tidligere ikke har ville »udelukke« at kommissionen blev lukket, hvis der kom en ny borgerlig regering, mener, at tiden er inde til at et endeligt farvel. Over for Politiken siger han:

»Jeg synes, man skal stoppe det her projekt nu, og så sige, at det åbenbart er noget, der ikke kan lade sig gøre. Regeringen må erkende, at den har sat et skib i søen, som ikke kan sejle. Man har snart brugt tre år på ingenting. Millioner af kroner er blevet brugt, og derfor synes jeg ikke, at man skal fortsætte det her fuldstændige pinagtige projekt,« siger Troels Lund Poulsen til Politiken.

Kommissionen har kostet staten 7,4 millioner kroner. Det var den daværende S-R-SF-regering, der i 2012 nedsatte kommissionen for at undersøge, »hvad danske myndigheder har foretaget sig i forbindelse med tilbageholdelsen af personer under krigene i henholdsvis Irak og Afghanistan«.

Et projekt, som særligt var SFs daværende partiformand Villy Søvndals, og som også skulle ende ud i en undersøgelse af »på hvilket grundlag regeringen i foråret 2003 besluttede, at Danmark skulle deltage i krigen i Irak«, som der står i kommissoriet.

I SF er forsvarsordfører Holger K. Nielsen »helt uforstående« over for, at der endnu ikke er blevet handlet. Om hvorvidt kommissionen skal lukkes, svarer han:

»Selvfølgelig skal den ikke det. Formålet med undersøgelsen er blandt andet at undersøge lovligheden ved at gå i krig. Det er meget alvorligt. De borgerlige partier, der vil lukke den, har jo en politisk interesse i det, fordi det var deres beslutning at gå i krig,« lyder det fra Holger K. Nielsen.

I Liberal Alliance afviser forsvarsordfører Leif Mikkelsen, den kritik:

»Vi var fra starten i mod den kommission. Luk den gerne i morgen. Til dem, der tror, at det er fordi, at vi borgerlige partier har noget at skjule vil jeg bare sige, at lovligheden af at gå ind i Irak, blev meget grundigt belyst allerede tilbage i 2003,« siger Leif Mikkelsen.

Tidligere er det kommet frem, at PET har brugt to år på at sørge for de sikkerhedsgodkendelser, der skal til, før Irak-kommissionens arbejde kan begynde.

Men ifølge justitsminister Mette Frederiksen (S), der ikke har lagt skjul på sin frustration over den manglende PET-godkendelse, var det »ikke fair« kun at give PET skylden. Ifølge hende er det særligt det dårlige samarbejde internt i kommissionen, der er hovedårsagen til den store forsinkelse.

I Enhedslisten, der tidligere har krævet en redegørelse på området, kalder forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, forløbet for en farce.

»Det her sylteri må ikke fortsætte. Jeg er meget meget forundret over, at der kan være en klokkeklar folketingsbeslutning om at undersøge krigene i Irak og Afghanistan, og at der så er totalt stilstand i arbejdet«, siger Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten til DR.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.