Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Bilsalget kan gå helt i stå: Nu vil regeringen lande lynaftale

For at undgå et bilsalg, der fryser til is, vil regeringen forsøge at lande en lynaftale om fremtidens bilafgifter. Regeringen og DF er dog ikke enige om, hvad den aftale så skal indebære.

Se mere
I et forsøg på at undgå et bilsalg, der fryser fuldstændig til is, vil regeringen nu forsøge at lande en hurtig aftale om fremtidens bilafgifter. Foto: Mads Claus Rasmussen og Jens Nørgaard Larsen.
I et forsøg på at undgå et bilsalg, der fryser fuldstændig til is, vil regeringen nu forsøge at lande en hurtig aftale om fremtidens bilafgifter. Foto: Mads Claus Rasmussen og Jens Nørgaard Larsen.

I et forsøg på at undgå et bilsalg, der fryser fuldstændig til is, vil regeringen nu forsøge at lande en hurtig aftale om fremtidens bilafgifter.

Det erfarer Berlingske fra centrale kilder.

Mandag aften bekræfter statsminister Lars Løkke Rasmussen den oplysning over for TV 2.

»Sættemøder om bilafgiften kan formentlig holdes allerede onsdag, så vi om få uger har fundet en løsning på det. Det skylder vi bilsælgerne og Danmark, at der kommer ro omkring,« siger Løkke.

I sidste uge kunne Politiken på baggrund af fortrolige regeringsdokumenter fortælle, at regeringen ønsker store ændringer af registreringsafgiften i Danmark.

I dag betales der en afgift på 105 pct. af bils værdi op til 106.600 kroner og 150 pct. i afgift af resten, men det ønsker regeringen ændret til en flad afgift på 100 pct.

Allerede torsdag advarede den danske bilbranche mod, at alene snakken om en mulig ændring af afgiften på biler kunne få bilsalget til at gå fuldstændig i stå, og derfor opfordrede Gitte Seeberg – administrerende direktør i Autobranchen Danmark – til en hurtig afklaring.

Den afklaring vil regeringen nu forsøge at nå frem til. Over den seneste tid er der ifølge Berlingskes kilder holdt flere hulemøder under radaren mellem regeringen og Dansk Folkeparti, hvor man har drøftet forskellige muligheder for en ændring af registreringsafgiften.

Allerede i denne uge – måske allerede onsdag – vil regeringen forsøge at indlede egentlige forhandlinger med det formål at få en hurtig aftale.

Det er dog uvist, om forsøget vil lykkes, for der gemmer sig store uenigheder om, hvad en sådan aftale så vil skulle indeholde.

Regeringen ønsker som nævnt grundlæggende at bevare det nuværende beskatningssystem – hvor man beskatter på baggrund af en bils værdi – dog med en lavere beskatning end i dag.

Dansk Folkeparti ønsker til gengæld en større, teknisk omlægning af bilafgifterne, så beskatningen i stedet finder sted på baggrund af andre kriterier. Det kunne eksempelvis være motorstørrelse, bilens vægt eller CO2-udledning.

Ifølge centrale kilder kan en sådan omlægning dog vise sig svær at lave hurtigt, fordi det vil kræve et længerevarende arbejde med at udvikle nye og gennemtænkte kriterier.

Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, ønsker ikke at kommentere eventuelle møder mellem partiet og regeringen med henvisning til, at det er fortroligt.

Han er dog meget positiv over for, hvis regeringen forsøger at lande en hurtig aftale.

»Jeg synes, det er helt nødvendigt, at man laver en hurtig proces. Bilforhandlerne kan ikke være tjent med, at hele markedet kan gå i stå – og det kan danskerne heller ikke. Danskerne er jo ikke et dumt folkefærd, og de køber jo ikke en bil, når de ved, at der bliver talt om bilafgifter,« siger han.

Af samme grund mener han, det vil være klogt, hvis man laver en »holdbar løsning«.

»Det kunne være godt, hvis vi lavede en omlægning – om den så var større eller mindre – og så samtidig gav hinanden hånden på, at så er det det. Det er jo ikke holdbart, hvis det sker hele tiden, for så går bilsalget i stå hver sommer, indtil danskerne har set finanslovsforslaget,« siger han.

Med det sidste henviser Dansk Folkepartis skatteordfører til, at der ved de seneste to finanslovsforhandlinger er blevet skruet på registreringsafgiften, som ved begge lejligheder har været et hovedkrav for Liberal Alliance, der i dag sidder i regeringen.

Ved forrige finanslov blev registreringsafgiften således sænket fra 180 pct. til 150 pct., mens det såkaldte knæk for, hvornår den høje afgift træder ind, ved den seneste finanslovsaftale blev forhøjet fra 84.600 kroner til 106.600 kroner.

Gitte Seeberg, administrerende direktør i Autobranchen Danmark, håber, at det vil lykkes med en hurtig aftale.

»Det er en god idé, så der kan blive skabt noget sikkerhed om, hvad fremtiden bringer. For det ser lidt sort ud derude nu med bilsalget. Det hele er gået i stå,« siger hun.

Hun håber, at »Dansk Folkeparti får stor indflydelse« på en eventuel aftale – for hun støtter forslaget om en omlægning, hvor man i stedet for at beskatte bilens værdi indretter afgiftssystemet med hensyn til kriterier såsom bilens vægt, CO2-udledning og sikkerhed.

»Kun en omlægning kan løse de uhensigtsmæssigheder, der er i dag. De bliver ikke løst, hvis man bare lapper på det eksisterende system,« siger hun.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) ønsker ikke at kommentere Berlingskes oplysninger. Regeringen fremlægger tirsdag sit skatteudspil og torsdag sit forslag til finansloven for 2018.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.