Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Bertel Haarders troskabsed for nydanskere møder kritik: Du er uliberal

Bertel Haarder gør sig til fortaler for en udvidet, obligatorisk troskabserklæring for nydanskere. »Vi har været for utydelige i vores krav,« siger han. Men man tilegner sig ikke demokratiske værdier ved at skrive under på et stykke papir, lyder kritikken.

Demokratiske værdier tilegner man sik ikke ved at skrive under på et stykke papir, mener Enhedslistens Johanne Schmidt Nielsen. Arkivfoto: Nils Meilvang og Claus Fisker
Demokratiske værdier tilegner man sik ikke ved at skrive under på et stykke papir, mener Enhedslistens Johanne Schmidt Nielsen. Arkivfoto: Nils Meilvang og Claus Fisker

Vi skal være langt tydeligere i vores krav til nydanskere om, hvilke værdier vi forlanger efterlevet.

Det mener Venstre-nestor og tidligere integrationsminister, Bertel Haarder, der gør sig til fortaler for en udvidet troskabserklæring for alle, der ønsker at blive dansker.

Skal vi for alvor lykkes med integrationen, er vi nødt til at arbejde ud fra et fælles værdigrundlag, lyder argumentet fra Bertel Haarder.

Samme synspunkt var årsagen til, at Bertel Haarder, der var integrationsminister fra 2001 til 2005, tidligere har taget initiativ til den såkaldte Danmarkskanon med ti grundlæggende værdier, som danskerne vil have med ind i fremtiden. Det endte med begreber som frihed, frisind, kønsligestilling, lighed for loven, tillid, den kristne kulturarv og velfærdssamfundet.

Nu er han i Berlingske kommet med et konkret bud på en troskabsed til nytilkomne om, at de ikke blot respekterer de udpegede værdier, men også vil praktisere og videregive dem. Erklæringen bør i Haarders øjne også være en integreret del af den danskundervisning, som tilbydes nytilkomne.

Bertel Haarder henviser bl.a. til amerikanske skolebørn, der sværger troskab til det amerikanske flag, til nye tyskere, der skal »afstå fra alt, der skader landet« samt nye australiere, der skal love »loyalitet til Australien og dets folk«.

Johanne Schmidt-Nielsen, der er såvel indfødsretsordfører som integrations- og udlændingeordfører for Enhedslisten, er imidlertid ikke imponeret. Hun mener, at Bertel Haarder er på vej til at bryde med fundamentale principper i demokratiet.

»Jeg tror ikke, man tilegner sig demokratiske værdier eller begynder at gå ind for ligestilling mellem mænd og kvinder af at skrive under på et stykke papir. Tænk hvis det var så let. Demokratiske værdier tilegner man sig blandt andet gennem folkeskolen og fællesskaber som sportsklubber og boligforeninger,« siger hun.

»Et fundamentalt princip, at man kan tænke og tale frit«

Johanne Schmidt-Nielsen peger desuden på, at flygtninge og familiesammenførte allerede i dag skal skrive under på en såkaldt integrationskontrakt, hvor der står, at de skal respektere danske værdier som ligestilling og demokrati. Og i forbindelse med et statsborgerskab har man siden 2002 skullet underskrive en troskabserklæring.

På den baggrund anklager hun Bertel Haarder for at være uliberal i sin tilgang til indvandreres adgang til det danske fællesskab.

»Bertel Haarders tanker om, at man ikke blot skal respektere de principper, det danske samfund bygger på, men også gå ind for dem, er ikke særligt liberale. Et fundamentalt princip i vores demokrati er netop, at man kan tænke og tale frit. Og at man må have holdninger, som flertallet kan være dybt uenige i, og som flertallet forsøger at bekæmpe, så længe man overholder den danske lovgivning,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Heller ikke de Radikales udlændinge- og integrationsordfører, Sofie Carsten Nielsen, mener, at Bertel Haarder anviser en farbar vej.

»Jeg holder mere og mere af Bertel Haarder. Jeg synes, hans eftertanke er inspirerende og bør sprede sig. Men lige med en troskabserklæring må jeg umiddelbart ty til en anden kæmpe, nemlig Hørup. Han ville have spurgt: Hvad skal det nytte? Det mangler jeg svar på,« siger Sofie Carsten Nielsen:

»Man kan ikke underskrive sig til god integration.«

Bertel Haarder medgiver, at ønsket om en troskabserklæring skal ses i lyset af den senere tids debat om, hvorvidt man bør kræve af indvandrere, at de ikke alene integrerer sig i det danske samfund, men også assimilerer sig.

»Vi har hele vejen igennem været for utydelige. Det hænger sammen med, at de værdier, vi er fælles om, betragter vi som selvfølgelige. Men sådan er det ikke i den moderne verden. Så kan der ske det, at elever, der vokser op i indvandrermiljøer, får svært ved at afkode, hvilket samfund, de skal leve i. Det kan også gælde børn af danskere, som vokser op i et værdimæssigt tomrum. Eller i en kultur, som ikke kan forenes med de vigtigste danske værdier.«

De risikerer at vokse op i et værdimæssigt tomrum, siger du. Det kan lyde som, at hvis man ikke har de samme værdier som dig, så er det et værdimæssigt tomrum. Er værdimæssig mangfoldighed ikke ok?

»Jeg lægger meget vægt på at skelne mellem dét, som vi fuldt ud kan tolerere. Det gælder vaner og skikke, som er anderledes end de danske. Jeg tænker på badeforhæng, madvarer, syn på nøgenhed og så videre. Vi spilder efter min mening for megen tid med kulturelle sammenstød, som ikke er noget problem. Det handler om at sætte ind dér, hvor det generer andre eller påvirker andre, der vokser op i samfundet. Det gælder for eksempel ligestilling mellem kønnene, for dér kan vi ikke gå på kompromis på nogen som helst måde.«

»På visse punkter skal vi kræve værdimæssig assimilation«

Man erklærer jo allerede i forbindelse med integrationskontrakten og i forbindelse med et tildelt  statsborgerskab loyalitet over for Danmark. Er det så ikke en form for mistænkeliggørelse af de her mennesker?

»Nej, det er ikke mistænkeliggørelse at være tydelig. Vi skal være tydelige for en sikkerheds skyld, og fordi der så helt indlysende er titusinder af mennesker, som ikke har begrebet de værdier, som Danmark bygger på. Det er der i parallelsamfundene og i skoler, hvor drenge tyranniserer kammerater, der ikke går i bederum, eller piger, der ikke går med tørklæde. Det er tydeligt for mig, at det er den unge generation, som er antidansk på mange måder,« siger Bertel Haarder:

»Det skal de have lov at være dér, hvor det ikke skader integrationen. De skal have lov at mene, at danskerne drikker for meget, at det er forkert at spise svinekød og alt muligt i forhold til badning. Men dér, hvor det giver problemer, skal vi gøre det klart, hvilke kultursammenstød, vi ikke kan acceptere. Det gælder eksempelvis i spørgsmålet om kønsligestilling, religionsfrihed, ytringsfrihed og manglende tolerance over for satire. På visse punkter skal vi kræve værdimæssig assimilation.«

Er det særligt liberalt at tvinge folk i kasser på den måde?

»Der er nogle ting, der er så vigtige, at de ikke kan være liberale.«

Kritikere vil men, at du udøver en form for sindelagskontrol. Hvad siger du til det?

»Ganske som det er en tilskudsbetingelse, at vores skoler forbereder eleverne til et samfund med frihed og folkestyre, så rummer det danske velfærdssamfund altså nogle betingelser. Man skal for eksempel arbejde, hvis man kan, for ellers bryder velfærdssamfundet sammen. Så der er i forvejen ting, som alle skal opfylde. Nu er vi så også nødt til at gøre det klart, at kvinder og piger skal have ligeret, ellers er der noget, som går helt i stykker. Vi er nødt til at håndhæve ligestillingen, det er det vigtigste af alt.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.