Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Portræt

»Både folkelig og elitær på samme tid. Både Helle og Thorning-Schmidt. Taber og vinder«

Den nye chef for Save the Children er umulig at sætte i bås. Hun er rød og blå, strammer og slapper, folkelig og aristokratisk, dansk og international, vinder og taber. Nu drager hun videre.

Helle Thorning-Schmidt er både folkelig og elitær.
Helle Thorning-Schmidt er både folkelig og elitær.

Det var ikke uventet, at Helle Thorning-Schmidt ville forlade dansk politik. Spørgsmålet var bare hvornår og til hvad? Nu blev det den internationale humanitære organisation Save the Children, som vil nyde godt af hendes store talenter. At hun tidligere har været med til at stramme reglerne for flygtningebørns opholdstilladelse fik hun i sine første interviews efter at nyheden brød, viftet af vejen med en bemærkning om, at deres sag må Red Barnet i Danmark kæmpe for. Hun vil ikke længere blande sig i dansk politik.

Helle Thorning-Schmidt gjorde politisk lynkarriere. Få uger efter at hun blev valgt ind i Folketinget, sad hun som formand for Socialdemokraterne og seks år senere som statsminister for Danmark. I sin regeringstid har hun med et pænt ord været pragmatisk – med et lidt mindre pænt er hun en opportunist og har altid rettet ind efter de omstændigheder, der var lige nu og her. Det er hendes enorme styrke, som det var Tony Blairs, og som det er den tyske kansler Angela Merkels.

Man ved ikke altid, hvor man har dem, og måske er det et vilkår i moderne toppolitik. Men det er også Thorning-Schmidts svaghed, da hun var i spidsen for et ideologisk traditionsrigt arbejderparti. Helle Thorning-Schmidt er »både og« – og »hverken eller«, og det reagerede hendes vælgere imod i ti år. De kunne ikke mærke hende. Hun er hverken rød eller blå og både socialist og borgerlig på samme tid. Flygtningeven som kandidat til posten som højkommissær og udlændingepolitisk strammer på hjemmebanen. Hun er hverken supereuropæer eller skeptiker, både international, kosmopolitisk og meget national. Og både folkelig og elitær på samme tid. Både Helle og Thorning-Schmidt. Taber og vinder.

Som kandidat til formandsposten for Socialdemokraterne var hendes forbillede den socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen, som havde mod og vilje til at gøre det nødvendige. I sin sidste nytårstale valgte hun at henvise til fagbevægelsens folkelige Anker Jørgensen, som er blevet beskyldt for at køre Danmark mod afgrunden. Afhængig af tidspunktet er hun en stærk reformator, der går »reformamok«, eller den, der vil bevare det bestående i valgkampagnen »Det Danmark du kender«.

Helle Thorning-Schmidt allierede sig med den røde Villy Søvndal, millionærskat, 12 minutter og to lærere i hver klasse for at vinde magten, og hun skiftede til den blå Margrethe Vestagers brutale rettelak for at bevare den. Thorning-Schmidt er umulig at sætte i bås. Åben og udadvendt og meget privat på en og samme tid.

Hun er den helt almindelige – naboens datter, Helle fra Ishøj, der steger fiskefrikadeller til vennerne i sommerhuset, og hun er den næsten aristokratiske verdensborger – gift ind i Kinnock-familien - en af de mest magtfulde britiske familier.

Og så er Danmarks første kvindelige statsminister godt selskab. Billedet af Helle Thorning-Schmidt i færd med at tage en selfie med den amerikanske præsident Barack Obama og den britiske premierminister, David Cameron, under mindehøjtideligheden for Nelson Mandela gik verden rundt. En uhøjtidelig og uimponeret stil, som er et varemærke. Venner, gamle kolleger og studiekammerater beskriver, hvordan de som regel har det vanvittigt sjovt sammen med en statsminister, for hvem statsministeransvaret sjældent virkede tyngende. Under festlighederne i forbindelse med uddelingen af Nobels fredspris i Oslo 2013 fik Helle Thorning-Schmidt pludselig øje på »Sex and the City«-stjernen Sarah Jessica Parker. Hun sprang ud af ministerbilen. »Hej, jeg er Danmarks statsminister,« sagde hun overrumplende og fik en kort snak med idolet.

Det lykkedes Helle Thorning-Schmidt ved syv valg i træk på forunderlig vis at fremstå som en vinder, selv om Socialdemokraterne var gået tilbage. Da hun endelig vandt, og partiet gik frem, kunne tabet af magten ikke bare læses i hendes ansigt, men også i kropssproget og stemmeføringen. Klædt i sort, uden sin kendte udstråling og med blikket ned i gulvet stod hun sent på natten blandt de andre partiledere og var ikke længere det naturlige midtpunkt.

Tre år, otte måneder og 16 dage blev det til som statsminister for Helle Thorning-Schmidt. Havde rød blok fået blot et mandat mere, var hun gået over i historiebøgerne som en af de stærkeste socialdemokratiske ledere i nyere tid med et comeback, som ingen – med undtagelse af hende selv – havde troet muligt. Nu sendte nederlaget i stedet Helle Thorning-Schmidt ud af dansk politik for altid. Og hun forlader rampelyset lige så hurtigt, som hun kom for 11 år siden. Ser man på hendes karriere, kan man ikke lade være med at tænke, at det altid har været meningen, at Helle Thorning-Schmidt kun skulle være på besøg. Hun er blevet beskyldt for ikke at have hjertet med, at statsministerposten blot var hendes personlige projekt, men så enkelt er det ikke.

Helle Thorning-Schmidt er ikke nogen typisk socialdemokrat, men bliver vred, når nogen antyder det. Som ung studerende tilhørte hun den yderste venstrefløj i det københavnske universitetsmiljø omkring Statskundskab i København. Hun stødte tidligt på et socialdemokratisk forbillede, nemlig Ritt Bjerregaard, men har ikke bevæget sig den kendte vej for topsocialdemokrater op igennem partiet fra DSU og Frit Forum ind i Folketinget. Da Europa-Parlamentets bramfri Freddy Blak gav hende tilnavnet Gucci-Helle og antydede, at damen i de høje sko tilhørte en anden klasse for ikke at sige en anden verden, var det ikke venligt ment. Og da hun efter valgsejren i 2011 blev angrebet for at have brudt sine løfter og solgt den socialdemokratiske sjæl, prellede det af på den nye kvinde i spidsen for Danmark. Der kommer en god løsning om ikke i morgen så på et eller andet tidspunkt.

Helle Thorning-Schmidt insisterede på at være statsminister på sin egen måde. Men de næsten fire år på landets øverste post blev turbulente. Ingen har tidligere skiftet så mange ministre ud, og flere gange har hun været dømt ude, helt ude – uduelig, inkompetent eller ligefrem »blank«, som sociologen og nu MFeren Henrik Dahl omtalte hende.

Afsløringen af Stephen Kinnocks skatteforhold blev et kapitel for sig, som endte i en kommission og et interview, hvor statsministeren på bizar vis måtte slå fast, at hendes mand ikke er homoseksuel. Hun er blevet mødt med hylekor og kasteskyts 1. maj, hun har tabt syv valg, og sendte i 2011 sit parti ned på den laveste tilslutning i 100 år.

Men som oftest er kriserne prellet af. Helle Thorning-Schmidt har ikke blot vist, at det gode humør følger med i op- og nedture, men også at hun besidder en kraft, der har betydet, at hun har kunnet håndtere modgangen med en overbevisning, som vækker beundring, og med teflon og underspillet galgenhumor i selv de værste kriser.

Helle Thorning-Schmidt har gennem hele sin karriere kastet sig ud i nye store opgaver med bemærkelsesværdig frygtløshed. »Mod« er et af de første ord, personer, der står hende nær, beskriver hende med. Og Helle Thorning-Schmidt er vant til at være undertippet. Det var hun, da hun som nyuddannet søgte og fik jobbet som sekretariatchef for Socialdemokraterne i Europa-Parlamentet, da hun stillede op som kandidat nummer seks samme sted og sprængte listen, og da hun som nyvalgt medlem af Folketinget stillede op som kandidat til selveste formandsposten – i kampvalg med den erfarne Frank Jensen. Der var jo ikke andre til at gøre det, har hun senere givet som forklaring på, at hun valgte at stille op som den mest politisk uerfarne formand, Socialdemokraterne nogensinde havde set.

Og hun var undertippet, da hun insisterede på, at hun kunne »slå Anders Fogh« og senere Lars Løkke Rasmussen. Alligevel har hun om ikke altid vundet så ofte opnået det, hun ville, til sidst – og altid på marginalerne.

Men i sommeren 2014 gik det galt, da hun tabte kampen om at blive præsident for EU. Måske fordi de europæiske socialdemokrater vurderede hende til at være for opportunistisk og reformivrig. Og i sommer tabte hun igen – på marginalerne – efter en valgkamp, hvor hun til at begynde med var dømt ude. Hun er enestående til og elsker at føre kampagne, giver ikke op, og kæmper til det sidste. Hun vil vinde.

Derfor indledte hun før valget i 2015 den mest personlige politiske image­kampagne, Danmark har set. På grund af det stempel som løftebryder, som statsministeren havde fået hæftet på sig, kunne hun umuligt love noget i valgkampen overhovedet. Hun havde sine økonomiske resultater, muligheden for at skræmme vælgerne med Venstres politik, og så havde hun sig selv. Og det brugte hun.

Alting blev lettere, da hun havde gjort den radikale leder Margrethe Vestager til EU-kommissær sidste sommer, og Thorning ikke længere skulle stå i skyggen af en økonomiminister, som alle tillagde den virkelige magt i regeringen. I nytårstalen sagde hun »jeg« i stedet for »vi« og fik lanceret sloganet »Det Danmark du kender«. Og siden har det været Helle her og der og alle vegne. På byggepladsen med beskyttelseshjelm, på slagteriet, hos de ebolaramte i Afrika, i Bilka i Ishøj. Helle der taler til dronningens 75 års fødselsdag og Danmarks befrielse – til et Danmark i chok efter terror, Helle der får besøg af kansler Merkel eller besøger hjemløse. Det hele garneret med udspil på stribe og kampagner med budskaber om, at indvandrere skal arbejde, og hvem skal betale Løkkes regninger? Operation »Mærk Helle«, som lektor i politisk kommunikation Klaus Kjøller har døbt kampagnen.

»Hendes festtaler, sørgetaler ved terrorangrebet i København, virksomhedsbesøg og anden udadvendt virksomhed har alt sammen kørt med dette bærende budskab: »Mærk Helle!« Det har især fremgået af den klart øgede fokusering på hendes person, især billedsiden. På TV virker hun mere bevidst om at fremtræde som en nærværende, følelsesstærk person, end på at levere teknikaliteter i sin sædvanlige hektiske, let hakkende og ofte krampagtige stil,« skriver han i en analyse.

Og kampagnen virkede. Fire år mere i Statsministeriet kunne ligefrem have gjort Helle Thorning-Schmidt folkelig. På et halvt år nåede hun at løfte sin personlige troværdighed og distancere Lars Løkke Rasmussen måling efter måling.

Helle Thorning-Schmidt beskrives som en samler. Som hendes gode ven og medstuderende fra Europakollegiet, hollænderen Michiel van Hulten, siger om hende i bogen »Helle for Magten« skrevet af journalist Jakob Nielsen i 2007:

»Helle er ikke videnskabsmand. Hun er netværker. Socialt skaber hun sine netværk. Hun er den, der binder det hele sammen. Den, det hele står og falder med. Politisk er hun mindre udfarende. Hun er ikke den, der producerer de originale tanker. Men hun er god til at tage andres tanker og gøre dem anvendelige.«

Præcis det giver mening, når man ser tilbage på hendes tid som formand for Socialdemokraterne. Helle Thorning-Schmidts eftermæle som formand for Socialdemokraterne vil trods al uroen og nedturene være pænt. Hun drejede partiet mod midten, vandt regeringsmagten og skabte om ikke fred så en fredelig sameksistens mellem fløjene i partiet. Med Mette Frederiksen overtagelse af hendes post sikrede hun det mest gnidningsfrie formandsskifte i partiet siden Anker Jørgensen tog over efter Jens Otto Krag. Som statsminister vil hun i historiebøgerne stå som den, der bragte Danmark ud af en alvorlig økonomisk krise ved at insistere på reformer trods stor modstand, men også som den der kom hurtigt ind i politik, hurtigt ud og hurtigt videre.

Nu flytter hun til London og kan forenes med sin mand Stephen Kinnock, som er blevet valgt til det britiske underhus. Et helt andet liv og en anden udfordring venter. Men det er ikke det sidste vi har set til Helle Thorning-Schmidt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.