Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
B-tinget

Pilgrimsgang og rationalistisk ondskab

Aktiv dødshjælp er helt ude af sammenhæng med alt, vi har bygget vores kultur på.

Marie Krarup (DF)
Marie Krarup (DF)

Jeg var ved at få et raserianfald, da jeg så et interview med videnskabsjournalisten Lone Frank i Deadline 4. januar. Hun udtalte sig meget positivt om aktiv dødshjælp og understregede, at det jo var folks eget ønske, man efterkom. Journalisten var ikke kvik nok til at spørge, hvad der sker med folks egne ønsker i et land med mulighed for at slippe ud af livet, når man begynder at blive til besvær for dem, man elsker. Bliver folks egne ønsker så ikke formet til at være, at ”selvfølgelig skal jeg da ikke ligge mine børn eller min mand til last? Og de kan jo også få brug for huset, osv. osv.” Kort sagt bliver det sandsynligvis til normal pænhed, at man rydder grundigt ud i bestanden af ydmyge mennesker, hvis der altså indføres lovlig aktiv dødshjælp. Og de mindre ydmyge kan vel sættes under et mildt socialt pres, så de fatter, at de skal bede om kanylen!

Jeg synes aktiv dødshjælp er afskyelig, og aldrig nogensinde bør lovliggøres i Danmark. Livet er en gave og en opgave, - også når det gør ondt. Det er den kristne grundforståelse, vi har bygget vores kultur og vores land op på. Der bliver ikke lagt pres på folk for at begå selvmord eller på anden måde skrubbe ud af livet, hvis man er for handicappet, ubegavet, grim eller besværlig. I hvert tilfælde ideelt. Nogle gange har der været tilløb til biologisk hygiejne, men det er dog blevet skudt ned hver gang og har ikke fået lov at brede sig. Den kristne kirke forbød ved sin indførelse i Danmark som noget af det første at sætte vanskabte børn ud til ulvene. Ingen aktiv dødshjælp til den slags besværlige eksistenser.

Alvorligt syge kan selvfølgelig takke nej til livsforlængende behandling, hvis man ikke orker mere. Men at bede en læge hjælpe med til selvmord, bør stadig være forbudt. Derfor beskriver den fremragende danske film fra sidste år, ”Stille hjerte”, også en forbrydelse. Af nogle anmeldere bliver filmens set som et indlæg for lovliggørelse af aktiv dødshjælp. Det siges i en af anmeldelserne, at instruktøren Bille August lader ”den dybe sorg og den givende kærlighed og den aktive dødshjælps berettigelse skylle tilskueren i møde”.

Det var ikke den følelse jeg havde, da jeg så filmen. Jeg er ikke ekspert i tolkning af film, men jeg synes dog også, der var andre strenge i filmen. For det første selve mistanken om, at den syge, ældre kvinde – Esther - spillet af Ghita Nørby, skal ekspederes ud af livet, fordi hendes mand, skal have lov til at leve med sin elskerinde uden at være sygehjælper for sin kone. Jo, Esther siger netop, at det er hendes eget ønske. Men hvor meget eget ønske er der over sådan noget, hvis man ikke er ønsket? Hvis man er mest ønsket i en kiste? Dette blev desværre ikke problematiseret i filmen. Kun berørt overfladisk.

Men der blev lagt afstand til den kristne baggrund. Der er en scene, hvor familien holder juleaften som afsked med Esther – aftenen før hun skal tage pillerne. Det er ikke jul, men der er alligevel blevet pyntet et juletræ, som familien danser omkring. Og hvad synger de? Den salme, der i mange år har været fast indslag ved danske begravelser: ”Dejlig er jorden”. Den salme rummer paradishåbet, men også beskrivelsen af livet som en pilgrimsgang. Det har familien ved den kunstige juleaften glemt. De har glemt teksten i det hele taget, og det ender med et farce-agtigt løb rundt om træet. De kunne have sunget: ”Aldrig forstummer tonen fra himlen i sjælens glade pilgrimssang”. Men de havde glemt ordene, og dermed er tonerne fra himlen døde. Og dermed er livet blevet et andet. Ikke en gave fra oven, men noget som vi selv kan skalte og valte med, som vi vil. Noget som Lone Frank godt kan synes, at folk selv skal kunne slippe ud af på en pæn måde, hvis de ønsker det! Jeg kan ikke tro, at denne scene er tilfældig. Og den er næppe udtryk for en positiv indstilling til aktiv dødshjælp. I hvert tilfælde er den udtryk for, at Bille August godt ved, at kristendommen står i modsætning til aktiv dødshjælp. Måske er jorden ikke så dejlig, når vi får lov at slå ihjel efter ønske.

Jeg synes også at dobbeltheden i filmens utrolig smukke omgivelser – smukke landskaber, smukke rum, møbler og brugsgenstande, smukke omgangsformer og så den brutale, planlagte død gav frost i sjælen. Jeg opfattede disse smukke billeder som modstillet den underliggende rationalistiske ondskab om det planlagte og aftalte drab. Den ondskab, der  kommer frem i lægens ord om, at ”det var nødvendigt”. Han der også – formentlig – er en utro ægtemand.

Filmen hedder Stille hjerte – det samme som Jeppe Åkjærs kendte digt, der udelukkende er naturlyrik. Solen synker stille, mens det hele er så yndigt. Her er liv og død i harmoni uden en forstyrrende Gud med krav om at tage livet som en opgave. Man kan sige, at titlen giver et indlæg for dødshjælp, mens julesalmen giver det modsatte.Når døden forlænges

Som jeg ser filmen er den hverken massivt for eller massivt imod aktiv dødshjælp.  Men den sætter problemet til debat på fremragende måde. Jeg håber, at det vil åbne øjnene hos flere for, at Lone Franks lovprisning af aktiv dødshjælp er helt ude af sammenhæng med alt, hvad vi har bygget vores kultur på.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.