Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
B-tinget

Det Danmark du kender, har ondt i røven

Merete Riisager (LA)
Merete Riisager (LA)

Jeg elsker mit land, og de mennesker, der bor i det. Men ved du, hvad jeg ikke kan lide? Det småtskårne og det indebrændte. Den leflen for middelmådigheden og den rasende og boblende misundelse mod alle, der har klaret sig bedre end gennemsnittet. ”Ved jorden skal du blive, det tjener dig bedst.” Nej, det gør ikke! Når Danmark i dag er et velstående land, der har fostret tænkere og kunstnere som Kierkegaard, Grundtvig og Bohr og erhvervssucceser som LEGO og Danfoss, så er det ikke middelmådigheden, ligemageriet og misundelsen, vi kan takke for det.

I weekenden mødte Venstrepolitikeren Jan E. Jørgensen, det der i folkemunde kaldes en ”shit-storm” på de sociale medier. Hans brøde bestod i en opdatering, hvor han beklager sig over, at han, når håndværkerfradraget fjernes per første januar, selv skal til at male og gøre rent hjemme. Det falder en del borgere for brystet, blandt andet kommentatoren Anne Sophie Hermansen, der i en opdatering på Twitter kalder politikeren en ”nærigmås”, mens Morten Bødskov (S), gør sig lystig over, at Jan E. Jørgensen må holde øje med om der er tilbud på gulvspande. På Facebook bliver politikeren overlæsset med vrede kommentarer om, at han da sandelig må gøre rent selv, for det gør alle andre også! Galden læsses ud over den formastelige, som ikke skal tro, han er noget særligt – han kan selv skrubbe det gulv, kan han.

Jeg er ikke ude på at tage håndværkerfradraget i forsvar, for det er sådan set en fjollet foranstaltning, at vi betaler nogle af de højeste skatter i verden, for derefter at kunne få en smule tilbage, hvis vi entrerer med service og vedligehold af vores huse. Det ville give en hel del mere mening at hæve bundfradraget, så flere fik råd til at betale professionelle til at sætte deres huse i stand, men det er en helt anden snak. Det interessante her er folks reaktioner på Jan E. Jørgensens opdatering. Det er socialt utilgiveligt, at sige, at man gerne vil betale sig fra rengøring og reparationer. Det ikke alle har råd til, skal ingen have råd til!

Vi er blevet en nation, der dyrker middelmådigheden, og har udviklet sig til en kulturel barriere for at kunne bringe Danmark fremad igen. Vi diskuterer en marginal stigning i ulighed i Danmark, mens vores største problem er, at væksten er gået i stå, og en stor andel af den voksne befolkning er parkeret udenfor arbejdsmarkedet. Vi overlæsser de driftige, de dygtige og de idérige med skatter, afgifter og reguleringer, for de skulle nødig have det for let! Det er for dårligt, at der ikke er flere kvinder i toppen af dansk erhvervsliv, men hvis nogen drister sig til at ansætte en havemand, en rengøringshjælp eller – oh ve! - en au-pair, så er det klart, at dommen må falde hårdt!

Ligemageriet har taget overhånd i Danmark, og skatten tjener ikke længere blot det formål at sikre, at der er penge til at tage sig af de, der ikke kan selv. For store dele af centrum-venstre er skatten blevet en mentalhygiejnisk foranstaltning, der sikrer, at ingen stikker næsen for langt frem. Alle skal være lige – uanset, at det trækker os alle ned. For hvordan skal der blive plads til talenterne, der hvor småligheden råder? Problemet med ligemageriet er, at det både underkender den, der er god til at sælge huse og den, der er god til at sætte dem i stand. Troen på, at alle skal være ens og lave nogen lunde det samme er dræbende, idet styrken i et samfund ligger i, at vi netop ikke er ens og at vi er gode til helt forskellige ting. Ingen vinder på småligheden. Alle taber.

Jeg følger en gut på Facebook, der kalder sig ”Naveed Malermester”. Han lægger korte videoer op om sit malerarbejde, og de oser af faglig stolthed. Naveed kan sit kram, og han er stolt af det. Hvis nu Hermansen, Bødskov og alle de andre pakkede deres ligemageri langt væk, kunne vi sætte skatten ned, og det ville give mere arbejde til Naveed. Han kunne male kælderen for Jan E. Jørgensen og alle de andre, der er bedre til andre ting, som de i stedet kunne bruge deres tid på. Så ville det også blive gjort ordentligt. Misundelse derimod, fører ikke til noget - andet end ondt i en vis legemsdel.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.