Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Antallet af administrative frihedsberøvelser tegner foruroligende billede

Det støt stigende omfang af frihedsberøvelser og de relativt mange sager, hvor sådanne frihedsberøvelser og påbud er foretaget på ulovligt eller på et tvivlsomt grundlag, bør få regeringen til at tage initiativ til at styrke politi-lovens beskyttelse af borgernes grundlæggende frihedsrettigheder.

En anholdt aktivist føres væk af politiet under COP15-demonstrationerne. Foto: Bax Lindhardt
En anholdt aktivist føres væk af politiet under COP15-demonstrationerne. Foto: Bax Lindhardt

I 2004 trådte politiloven i kraft, der bl.a. indførte en hjemmel til at foretage såkaldte administrative frihedsberøvelser. I modsætning til egentlige anholdelser af personer mistænkt for kriminalitet er administrative frihedsberøvelser et skridt politiet kan iværksætte, når der bl.a. er fare for den offentlige ro, orden og sikkerhed. Den frihedsberøvede er således ikke mistænkt for at have begået noget strafbart og skal ikke stilles for en dommer.

Administrative frihedsberøvelser griber per definition ind i beskyttelsen af den personlige frihed og sikkerhed. Men i nogle tilfælde kan sådanne administrative frihedsberøvelser også medføre indgreb i ytrings- og forsamlingsfriheden, eksempelvis når politiet frihedsberøver demonstranter, som vi har set ved en række lejligheder, herunder COP15 demonstrationerne i 2009.

Hvordan har politiet så forvaltet denne hjemmel? Det har Justitia søgt at belyse ved at søge aktindsigt i antallet af administrative frihedsberøvelser foretaget med hjemmel i politiloven 2004-2015. Og her tegner sig et foruroligende billede, som Berlingske omtalte i går.

I årene fra 2005-2015 er der samlet set sket en markant forøgelse af det årlige antal administrative frihedsberøvelser foretaget med hjemmel i politiloven. Det samlede antal administrative frihedsberøvelser er steget fra 1.001 i 2005 til 4.337 i 2014 og 3.623 for 1.-3. kvartal i 2015. I hvert af årene 2013-2015 er der således foretaget flere administrative frihedsberøvelser end i hvert af årene 2005-2012, inklusiv 2009, hvor politiet administrativt frihedsberøvede op mod 1.000 demonstranter under COP15 klimatopmødet.

I perioden 2013-2015 er der hvert år endvidere foretaget mere end dobbelt så mange administrative frihedsberøvelser som i hvert af årene fra 2005-2008. Fra 2005 (det første fulde år hvor hjemlen var trådt i kraft) – 2014 (det sidste fulde kalender år med relevant data) er antallet af administrative frihedsberøvelser steget med 333 procent.

Og hvis man alene betragter de typer af administrative frihedsberøvelser, som politiet kategoriserer under opretholdelse af »orden og sikkerhed« er der jf. figuren sket en stigning i antallet af administrative frihedsberøvelser på 1.351 pct. fra 2005 til 2014. Der er derimod ganske få registreringer under kategori 2, der vedrører demonstrationer og forsamlinger, på trods af, at politiet har foretaget en række sådanne frihedsberøvelser i både 2009 og 2011. Kategori 3 omhandler svage og udsatte persongrupper og 4 er såkaldt selvhjælpsforanstaltninger.

Udsat ytring- og forsamlingsfrihed

Det indikerer, at der er langt flere tilfælde, hvor administrative frihedsberøvelser griber ind i ytrings- og/eller forsamlingsfriheden end man skulle tro, når man alene kigger på politiets tal. Denne bekymring understøttes af de tilfælde, hvor domstolene har erklæret administrative frihedsberøvelser af demonstranter ulovlige. Eksempelvis i forbindelse med COP15, en demonstration på Dronning Louises Bro i København i 2011 og senest ved Københavns Byrets dom af 20. januar 2016, hvor 17 frihedsberøvelser foretaget i maj 2014 blev erklæret ulovlige. Måske allermest betænkelig var politiets frihedsberøvelse af en demonstrant i Kongens Have under det kinesiske statsbesøg i 2012, hvor det alene var denne persons pro-tibetanske flag og dermed dennes meningstilkendegivelser, der medførte frihedsberøvelse. En klar krænkelse både af den personlige frihed og ytringsfriheden, selv om domstolene kun tog stilling til førstnævnte.

Den republikanske trussel

Men det er ikke kun i forbindelse med frihedsberøvelser, at politiet tilsyneladende tager let på respekten for borgernes frihedsrettigheder. I en række tilfælde har politiet udnyttet politilovens hjemmel til at meddele demonstranter påbud om at flytte demonstrationer til andre lokaliteter. Republikanske aktivister som ønskede at demonstrere mod monarkiet under Dronning Margrethes fødselsdag på Amalienborg Slotsplads i 2010 blev for eksempel påbudt at flytte demonstrationen grundet faren for »at der fra dele af folkemængden kunne opstå konflikter i forhold til demonstranterne eller blive gjort forsøg på at få demonstranterne bort fra stedet«. En noget søgt forklaring, da det er svært at forestille sig de tilstedeværende pensionister og børnefamilier gå løs på fredelige republikanske demonstranter.

Sådanne påbud er mindre indgribende end frihedsberøvelser, men viser, at politiet for ofte prioriterer hensynet til ro og orden højere end hensynet til ytrings- og forsamlingsfriheden. Det støt stigende omfang af frihedsberøvelser og de relativt mange sager, hvor sådanne frihedsberøvelser og påbud er foretaget på ulovligt eller på et tvivlsomt grundlag, bør få regeringen til at tage initiativ til at styrke politi-lovens beskyttelse af borgernes grundlæggende frihedsrettigheder.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.