Ankers Danmark - hvem vil bytte?

Anker Jørgensens død har genoplivet en lidt sløret drøm om fællesskabet og solidaritetens 70ere. Men Danmark var for 40 år siden et mere klassedelt og ulige samfund og nostalgien er tilsat en god portion arbejderromantik.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Samfund. Anker Jørgensen repræsenterede en anden verden, en anden tid, en anden politisk kultur. Men var den bedre?

I dag vil tusinder mindes Anker Jørgensen, når statsministeren, som er kaldt hele Danmarks tillidsmand, stedes til hvile fra Grundtvigskirken i Københavns nordvestkvarter. Nogle vil mindes folkets Anker, en usædvanlig jordbunden statsminister, som insisterede på at bo i sin beskedne lejlighed på Borgbjergsvej i Sydhavnen, og som hele nationen var på fornavn med.

Den forældreløse arbejdsmand, som blev statsminister og kæmpede for at holde sammen på Danmark i en svær tid. Andre vil mindes en tid, hvor verden var mere enkel, og hvor en arbejder var en arbejder, og en lilla ble var noget, man bandt om hovedet. Siden Anker døde for næsten to uger siden, er der sagt og skrevet meget.

Og for den generation, som har oplevet Ankers Danmark, bliver det ikke uden en vis nostalgi at følge hans kiste.

Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, kalder ham således for »den sidste store arbejderleder« og slutter sin nekrolog med ordene: »Vi kommer til at savne Anker. Ikke som et pejlemærke i forhold til alt det, der nu sker. Men som den sidste rod tilbage til det, vi var engang.«

Familiehygge i 70erne. Rygning blev ikke anset for nogen særlig helbredstrussel.
Familiehygge i 70erne. Rygning blev ikke anset for nogen særlig helbredstrussel.

Og i Information skriver Lasse Ellegaard under overskriften »Working Class Hero«, at Anker Jørgensen blev den sidste socialdemokratiske statsminister »med indbygget socialt kompas«. Han lagde »den sidste sten« på det velfærdshus, Thorvald Stauning rejste. »Han var … den sidste arbejder på sit partis højeste post. Og man kan vel sige den sidste arbejderhelt,« skriver Ellegaard.

Nostalgi er en svær størrelse. Man har en tendens til kun at huske det gode. En svunden tid står for venstrefløjen og de socialdemokratiske kernetropper tilbage i et sløret arbejderromantisk skær. Derfor er det på sin plads for et øjeblik at spole tiden tilbage til det årti fra 1972 til 1982, hvor Anker satte sit præg på Danmark.

Først og fremmest er det slående, hvor meget Danmark har forandret sig på 40 år. Afviklingen af industrisamfundet og den teknologiske udvikling har ændret alle kendte sociale strukturer. Ankers Danmark var uden mobiltelefoner, internet og Facebook, uden fast forbindelse over Storebælt, professionel fodbold og flybiletter til lavpris.

Der var kun en kanal på fjernsynsapparatet, med mindre man var så heldig at kunne se tysk eller svensk TV. På skibsværfterne og de store industrivirksomheder stemplede man ud med sit stempelkort, når fabriksfløjten lød ved fyraften. Og på hospitalet fik man lov til at ligge, indtil man var helt rask og udhvilet.

Ungdomsliv i 70erne. Eget fjernsyn på værelset var luksus.
Ungdomsliv i 70erne. Eget fjernsyn på værelset var luksus.

Ankers Danmark var et mere splittet og klassedelt samfund – der var langt fra bryggeriarbejderen på Carlsberg til Simon Spies og Jan Bonde Nielsen. Profit, bolighajer og spekulanter var skældsord. Anker Jørgensen har beskrevet, da han første gang hilste på Mærsk Mc-Kinney Møller som et møde med en anden verden.

Det aktivistiske Danmark var fuld af kampe: Kvindekampe, fredskampe, miljøkamp, klassekampe, kamp for truede dyr, fri hash og rettigheder for homoseksuelle, psykisk syge, børn og Christiania. Folketinget rummede på en gang Danmarks Kommunistisk Parti med eget dagblad og penge fra Moskva, Mogens Glistrups anarkistiske Fremskridtsparti og Kristeligt Folkepartis forsøg på at kvæle pornoen og den fri abort.

Men Danmark var også et land, hvor magten ikke altid var til at gennemskue, hvor beslutningerne ofte blev truffet i røgfyldte rum bag lukkede døre, når statsminsiteren og LOs formand bestemte sig for landets fremtid, og hvor en ærbødig presse var reduceret til at holde mikrofonen for borgmesteren.

Siden Anker var statsminister, er levestandarden godt og vel fordoblet. Baggårde, og lejligheder uden bad men med lokum i gården eksisterer stort set ikke længere. Vi lever længere, er sundere, arbejder mindre, rejser mere, spiser bedre, motionerer mere og er mere lykkelige i dag. Der er mere ligestilling, og børn opdrages med respekt og forståelse.

Så hvad er der at være så nostalgisk over? Hvorfor denne længsel efter et årti, der først og fremmest var kaotisk; både autoritært, anti-autoritært og eksperimenterende. Måske fordi der var et sammenhold inden for den sociale klasse, man nu engang tilhørte – og en fælles fjende. Ankers Danmark var mindre kompliceret og mere sort-hvid.

Man kunne møde Anker på gaden og få en sludder. Der var ingen spindoktorer og kommunikationsstrategier, ikke noget EU, ikke noget frit valg på alle hylder. Arbejdsdagen begyndte klokken otte og sluttede klokken fire, og i weekenden kunne man tage i kolonihaven og nyde en pilsner over hækken. Der var ingen 24 timers nyhedskanaler, breaking news eller forstyrrende mail.

Posten kom med brev fra kommunen eller onklen i USA og »Ib Rehné, Cairo« var eneste forbindelsesled til verdens krig og modbydeligheder. Fremmedarbejdere blev til gæstearbejdere. Og de nye medborgere fra Tyrkiet, Pakistan og Jugoslavien var en kulinarisk og kulturel berigelse. Danmarks Radio sendte nyheder på urdo og serbokroatisk. Europa var delt i et øst og et vest. Kapitalisterne til højre og kommunisterne til venstre. Det var til at holde styr på. Som regel da.

En skærsliber på Bådsmandsstræde. Christianshavn, 1970.
En skærsliber på Bådsmandsstræde. Christianshavn, 1970.

Var Ankers Danmark mere solidarisk og fællesskabet større? Næppe. Krisen og den »kolde tid vi levede i«, massearbejdsløsheden og de bilfrie søndage fik det måske til at føles sådan. Som under en krig. Var Anker Jørgensen den sidste rigtige socialdemokrat, der sloges for velfærdssamfundet, de svageste i samfundet og fik de bredeste skuldre til at bære mest. Heller ikke.

I dag er den offentlige sektor større end nogensinde, omfordelingen via skatten har ligget på et konstant niveau i et par årtier, ligheden er større, og det sociale sikkerhedsnet er et af de mest fintmaskede i verden – også i forhold til Ankers tid. Det herskende paradigme – om man kan lide det ej fra folkeskolen over den kollektive trafik til sundhedsvæsenet – er, at der skal være plads til alle.

Anker repræsenterede en anden verden, en anden tid, en anden politisk kultur. Men den var ikke bedre, mere solidarisk eller mere socialdemokratisk for den sags skyld. Tværtimod.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.