Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk analyse

Anders Samuelsen vil sparke gang i væksten

Senere på foråret går Liberal Alliance i offensiven med en stort anlagt kampagne, der skal gøre det klart, hvorfor det er afgørende at få sparket gang i dansk økonomi.

Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, blev hyldet efter sin tale på landsmødet i Aalborg i går, hvor han nedtonede sine trusler om at vælte regeringen, hvis han ikke får sin vilje. Foto: Henning Bagger
Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, blev hyldet efter sin tale på landsmødet i Aalborg i går, hvor han nedtonede sine trusler om at vælte regeringen, hvis han ikke får sin vilje. Foto: Henning Bagger

Går det, som LA-toppen håber, skal kampagnen gøre flere danskere positive over for de reformer, der vil præge et eksplosivt efterår på Christiansborg, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen blandt andet vil invitere til forhandlinger om at lette skatten på arbejde.

Man kan være enig eller uenig i Liberal Alliances politik, men sagligt har Anders Samuelsen og Simon Ammitzbøll fat i den lange ende, når de efter lørdagens landsmøde i LA vil arbejde målrettet på at sætte vækst på dagsordenen.

Ser vi tilbage, har Danmark i en årrække performet skidt, og reelt er vi fattigere i dag end for ti år siden, hvis man renser tallene for inflation. Fortsætter udviklingen, vil dansk politik kontant blive præget af dagsordener, som handler om at gennemtvinge besparelser, reducere velfærd og måske øge skatterne – i stedet for at sænke dem – for at få budgetterne til at holde.

Nye tal viser, at væksten var tæt på at gå i stå i 2015, og at vækstraterne for 2016 tegner uhyre lave. En kendsgerning, som i ugens løb fik cheføkonom Steen Bocian fra Dansk Erhverv til at fastslå, at Danmark befinder sig i en vækstkrise. De økonomiske udfordringer vil blive skærpet i takt med, at mange tusinde flygtninge ankommer. De har ofte ikke de nødvendige kompetencer og risikerer i værste fald at skulle leve permanent på offentlig forsørgelse.

Senest har Lars Løkke Rasmussen og hans ministre landet en trepartsaftale, som skal få flere flygtninge i job, men selv hvis aftalen bliver en succes, vil flygtningestrømmen udfordre de offentlige budgetter.

Set med regeringens øjne er de nye meldinger fra Anders Samuelsen positive. Og der er der to grunde til:

For det første bliver LA-lederens vækstdagsorden ledsaget af forsonende budskaber om samarbejde. I stedet for at true med at vælte regeringen lancerede Samuelsen her i Berlingske et forslag om at udvide V-regeringen med de øvrige borgerlige partier og samle sig om en sammenhængende reformplan.

Udvidelsen af regeringen kommer ganske vist ikke til at ske – i det mindste ikke nu – men i regeringslejren er de imødekommende signaler noteret. Og i det store billede er landsmødet i LA med til at understrege, at Samuelsen og Ammitzbøll vil transformere LA fra et liberalt protestparti til et parti, der vil ind i forhandlingslokalerne for at skabe resultater.

For det andet flugter Anders Samuelsens budskab om at sætte fokus på vækst, job og uddannelse perfekt med regeringstoppens masterplan for 2016. Løkke er de facto i gang med at forberede et gearskifte, selv om han konstant tvinges til at forholde sig til den massive flygtninge- og immigrantkrise, der har bragt EU i knæ. Regeringen er i gang med at udforme den 2025-plan, der skal kortlægge udfordringerne for dansk økonomi i de næste ti år og afdække behovet for nye reformer.

Derudover arbejder erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen, på vækstplanen – »Danmark i Vækst« – som tegner til at blive et af regeringens vigtigste udspil og vil involvere flere markante erhvervsledere.

Målet er at ruste Danmark til en digital fremtid – som reelt er i fuld gang – hvor evnen til at udnytte fordelene ved den hastigt voksende digitalisering og automatisering bliver afgørende.

Den nye digitale tidsalder åbner for øget produktivitetsvækst og styrket konkurrenceevne, men skal gevinsterne tages hjem, skal det blandt andet gøres lettere for virksomheder at investere i ny teknologi, og der skal uddannes mange flere med de nødvendige tekniske kompetencer.

Det kræver, at unge i højere grad vælger uddannelser, der giver dem disse kompetencer, og det kræver efteruddannelse i stor skala. Alene i Danmark skønnes 115.000 arbejdspladser i de kommende år at blive berørt i takt med udbredelsen af robotter.

Herhjemme bliver det en særlig udfordring, at mange af Danmarks små og mellemstore virksomheder skal lave et stort spring for at komme med på vognen. Lokomotiver som for eksempel Danfoss og Novo Nordisk har muskler og ressourcer til at gennemføre teknologiske kraftspring og rekruttere medarbejdere, mens de små og mellemstore virksomheder er udfordret.

Troels Lund Poulsen er som nævnt i gang, præcis som Ellen Trane Nørbys udspil til en gymnasiereform er møntet på at ruste danske unge bedre til de nye udfordringer. Ministeren vil styrke undervisningen i matematik, og hun vil gerne skubbe flere unge mod brancher og områder, hvor der er job. Målsætningen er, at styrkelsen af gymnasierne skal gå hånd i hånd med en forbedring af de tekniske gymnasier og skoler, så flere unge får kompetencer, der kan bruges.

Som det ser ud i dag, risikerer mange unge at uddanne sig til arbejdsløshed. Eller som den tidligere socialdemokratiske minister Carsten Koch skrev i et i tankevækkende indlæg forleden, risikerer vi i 2030 at mangle 92.000 faglærte og samtidig stå med et overskud på 52.000 akademikere.

På det seneste er disse vigtige dagsordener druknet totalt i Løkkes problemer med at håndtere flygtninge og lande regeringskriser. Derfor har Anders Samuelsen fat i en væsentlig pointe, når han vil have mere politisk fokus på vækst, og når han appellerer til de blå partier om at samle sig om netop dén mission.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.