Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Thomas Larsen: DR-formandens fornemmelse for kampfly

I spillet om indkøb af nye kampfly har Michael Christiansen en bemærkelsesværdig rolle.

ARKIVFOTO. Bestyrelsesformand i Danmarks Radio, Michael Christiansen (tv), præsenterer DRs nye generaldirektør, Maria Rørbye Rønn (im), ved en reception i DR Byen fredag eftermiddag d. 4. marts 2011.
ARKIVFOTO. Bestyrelsesformand i Danmarks Radio, Michael Christiansen (tv), præsenterer DRs nye generaldirektør, Maria Rørbye Rønn (im), ved en reception i DR Byen fredag eftermiddag d. 4. marts 2011.

Nedtællingen til Danmarkshistoriens største våbenindkøb er i fuld gang, og snart vil enorme milliardbeløb rulle over bordet, så det danske forsvar kan få sine nye, superavancerede og ekstremt kostbare kampfly.

Det er en historie, som alle medier følger tæt, som de politiske partier er involveret i, og som landets førende lobbyister er travlt optaget af.

Midt i dette spil har Michael Christiansen en bemærkelsesværdig rolle. Han er som bekendt formand for landets største medievirksomhed, DR, der dækker den kommende milliardhandel. Men han er også formand for flere af de lobbyister, der arbejder mest intenst på at påvirke medierne og overbevise politikerne om, at de skal vælge F-35 Joint Strike Fighter fra den amerikanske fly- og våbenproducent Lockheed Martin.

Michael Christiansen er således både bestyrelsesformand og medejer af kommunikations- og lobbyselskabet Lead Agency, der har Lockheed Martin som kunde. Hvor mange penge, Lead Agency får, ved ingen. Men alle ved, at pengene er store i forbindelse med historiens største våbenindkøb.

Lead Agency har i flere år haft centrale medarbejdere til at promovere det højteknologiske, men også kontroversielle F-35 Joint Strike Fighter, som har været ramt af voldsomme budgetoverskridelser og et utal af tekniske problemer, men som – når det virker – skulle være verdens mest avancerede kampfly.

En ekspertgruppe er nedsat for at give politikerne det bedst mulige faglige beslutningsgrundlag, men det er ikke en eksakt videnskab at vælge kampfly, og i spillet om at lande ordren er det uhyre vigtigt for producenterne bag kampflyene at have de bedst mulige forbindelser til danske politikere og embedsmænd.

Her har Michael Christiansen i kraft sin position som DR-formand og en baggrund som en af landets stærkeste embedsmænd en særlig position. Bl.a. har han undervejs været departementschef i Forsvarsministeriet. Han kender derfor til procedurer og beslutningsgange i forsvaret og embedsværket, og han har relationer til embedsmænd og eksperter i en verden, som få andre har adgang til.

Som med så meget andet i den lukkede proces om flyindkøbet ved ingen, hvordan Michael Christiansen bruger sin indflydelse – og om han overhovedet gør det – men han er overalt kendt som en herre, der ved, hvordan man manøvrerer. Ligesom han er kendt for, at han ofte opnår det, som han gerne vil have.

Radio24syv og Ekstra Bladet har tidligere fokuseret på, at det kan være et problem, at Michael Christiansen på samme tid sidder for bordenden i DR og Lead Agency. I flere partier hviskes der fortsat om hans rolle, mens det er stort set kun Dansk Folkeparti, som åbent har kritiseret ham. DFs kulturordfører, Morten Marinus, har bl.a. beskrevet sin skepsis med disse ord: »Det ser uldent ud. Derfor har jeg bedt Kulturministeriet se på sagen for at finde ud af, om det er efter bogen, og om det kan lade sig gøre at være formand for et public service-selskab, samtidig med at man er formand for et selskab, der har en lobbyist-opgave for Lockheed Martin.«

Kulturministeriet fandt frem til, at Michael Christiansen ikke havde et habilitetsproblem, og professor Bent Greve fra RUC fastslog samstemmende, at Christiansen ikke brød reglerne ved at sidde på de to formandsposter. Men professoren påpegede, at Danmark med fordel kunne skele til Sverige, hvor det er blevet besluttet, at bestyrelsesmedlemmer i svensk TV ikke må være »professionelt virksomme i PR- eller lobby-virksomhed«.

Da sagen var oppe, blev det fremhævet, at Michael Christiansen ikke træffer beslutninger om, hvad nyhedsudsendelserne i DR indeholder, og at han derfor ikke påvirker indholdet. Hovedpersonen fastslog da også selv, at han aldrig havde set de to formandsposter som et problem. »Jeg har ingen indflydelse på DRs redaktionelle linje, og det forekommer mig at være en teoretisk problemstilling, og jeg har aldrig skænket det en tanke,« sagde han.

Men i Dansk Folkeparti er man fortsat betænkelige, ligesom politikere i andre partier peger på, at selv om Michael Christiansen ikke blander sig i de enkelte udsendelser i DR, har han i kraft af sin formandspost i DR direkte adgang til alle toppolitikere og centrale embedsmænd.

I Dansk Folkeparti synes man derfor ikke, at det er oplagt at have en DR-bestyrelsesformand, som har betydelige interesser i en lobbyvirksomhed, og samme synspunkt høres i flere andre partier. Som så ofte før ser det dog ud til, at Michael Christiansen får det, som han vil have det. Til gengæld er det mere tvivlsomt, om hans efterfølgere på formandsposten i DR vil få samme råderum. På Christiansborg er der langsomt, men sikkert ved at brede sig en erkendelse af, at der er brug for mere klare spilleregler om lobbyisme.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.