Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Thomas Larsen: Bødskov er i gang med et comeback i kernen af S

Morten Bødskov er i gang med et stilfærdigt, men systematisk comeback hos Socialdemokraterne.

Morten Bødskov har stilfærdigt arbejdet sig ind i kernen af Socialdemokraterne efter en årrække, hvor han har skullet rejse sig ovenpå en ualmindelig hård afgang fra Thorning-regeringen.
Morten Bødskov har stilfærdigt arbejdet sig ind i kernen af Socialdemokraterne efter en årrække, hvor han har skullet rejse sig ovenpå en ualmindelig hård afgang fra Thorning-regeringen.

Siden valget sidste sommer har der i perioder været stille om Mette Frederiksen, som bevidst har holdt sig på afstand af de daglige opgør og sager på Christiansborg. Mette Frederiksen kan sin historie og ved, at tidligere S-ledere har brændt sig, når de alt for tydeligt har udstillet deres forbitrelse over at have tabt regeringsmagten. Derudover har hun taget bestik af, at en ny regering både har serveretten og byrden med at fremlægge politiske udspil, som partierne i Folketinget skal forholde sig til. Men der har også været en tredje grund til, at hun i sit første år som S-formand har holdt lav profil. Hun har ønsket at komme i dybden med det strategiarbejde, der skal ruste Socialdemokraterne til at genvinde magten, og hun har været optaget af at sætte sit hold.

Ud over rådgivere som Martin Rossen, der fulgte hende i Beskæftigelsesministeriet og Justitsministeriet, har hun samlet centrale politikere omkring sig. De vigtigste er selvfølgelig gruppeformand Henrik Sass Larsen og politisk ordfører Nicolai Wammen. Derudover trækker hun på andre forhenværende ministre som f.eks. Benny Engelbrecht og Dan Jørgensen, ligesom hun følger »boblere« som bl.a. nyvalgte Peter Hummelgaard og Mattias Tesfaye.

Ballade i retsudvalget

Hvad de færreste har bemærket er, at Morten Bødskov stilfærdigt har arbejdet sig ind i kernen efter en årrække, hvor han har skullet rejse sig ovenpå en ualmindelig hård afgang fra Thorning-regeringen.

Da SRSF-regeringen blev dannet i 2011, fik Bødskov overdraget det prestigefyldte Justitsministerium. Han kendte området. Men han fik også posten som et udtryk for Helle Thorning-Schmidts anerkendelse af, at han havde støttet hende i de år, da hun var en uprøvet og uerfaren leder. For Bødskov var det opfyldelsen af en drøm, men den sluttede brat, da han måtte gå efter et sjældent dramatisk opgør på Christiansborg i december 2013.

I løbet af et langt og pinefuldt samråd i Retsudvalget blev han angrebet af ordførere, der ville have klarlagt årsagen til, at retsudvalget havde måttet aflyse et besøg på Christiania i februar 2012. Forud for besøget havde Politiets Efterretningstjeneste (PET) orienteret ministeren om, at der ville være forhøjet risiko forbundet med besøget, bl.a. fordi Pia Kjærsgaard skulle deltage. Men oplysningerne fra PET ønskede Bødskov ikke at give udvalget af frygt for at komme til at afsløre politiets kilder. Derfor fabrikerede han en forklaring om, at besøget blev aflyst, fordi en politidirektør ikke kunne deltage. Den misinformation kostede ham ministerposten.

Dermed røg han ud af en regering, som han havde kæmpet i døgndrift for at realisere, siden Thorning blev valgt til ny S-formand i 2005. Trods sin afgang forblev han stålsat loyal over for sin formand og statsminister, selv når Thorning gik fra den ene krise til den anden, og han bakkede op, selv når andre partifæller åbent talte om behovet for et lederskifte.

Siden valget sidste sommer har Bødskov imidlertid kunnet se sig selv i Mette Frederiksens projekt. Selv om hun har justeret kursen, har hun ikke brudt med den økonomiske linje fra Bjarne Corydon, og i udlændinge- og asylpolitikken har hun strammet markant op. Hvilket Bødskov længe har advokeret for.

Den loyalitet, han omfattede Thorning med, udviser han i dag over for Frederiksen. Dertil kommer, at han har fået repareret på forholdet til Henrik Sass Larsen, et forhold, som røg ud i en krise efter mange års samarbejde og kammeratskab.

En mere forsonlig kurs

Det er ikke sådan, at Bødskov skilter med sin nye position, men små tegn har der været. Da den berømte og berygtede DR-vært, Clement Kjersgaard, afbrød Mette Frederiksen på samlebånd i et af sine programmer, førte Bødskov an i angrebet på TV-stjernen .

Mere bemærkelsesværdigt var det dog, at Bødskov i forbindelse med Lars Løkke Rasmussens (V) nylige topmøde om dansk økonomi på Marienborg skrev en kronik, hvor han tog fat på de store temaer i dansk politik og skrev sig direkte ind i Mette Frederiksens projekt:

Bødskov var benhård i sin afvisning af, at topmødets hovedtaler, den tidligere svenske finansminister Anders Borg, skulle være en ledestjerne for Danmark. Bødskov jordede først Anders Borgs økonomiske politik, og dernæst sablede han den udlændinge­politik ned, som Borg var med til at gennemføre:

»Konsekvenserne af Borgs politik for den almindelige svensker kommer oven i effekterne af en ustyrlig og katastrofal flygtningepolitik, som er en tikkende bombe under det svenske velfærdssamfund, dets kulturelle sammenhængskraft og dets langsigtede økonomiske holdbarhed,« lød det fra Bødskov.

I forhold til udfordringerne for dansk økonomi lagde han dog op til en mere forsonlig kurs over for Lars Løkke Rasmussen – hvilket flugter med de aktuelle overvejelser i S-toppen. Ifølge Bødskov bør de ansvarlige partier samles om en langsigtet 2025-plan og samarbejde om reformer for at sikre holdbare offentlige finanser, en modernisering af den offentlige sektor, et øget uddannelses- og beskæftigelsesniveau og forbedrede vilkår for private virksomheder.

Vidste man ikke bedre, kunne kronikken være skrevet af en minister. Lykkes det for Mette Frederiksen at vinde magten tilbage til Socialdemokraterne, er det da heller ikke urealistisk, at Bødskov snart igen vil kunne bruge ministertitlen, når han skriver indlæg til Berlingske og landets øvrige aviser.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.