Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

S-ordfører: »Vi slås med at finde fodfæste«

Tilslutningen til Europas socialdemokratiske partier er på ti år faldet med en tredjedel. Arbejdernes gamle partier stod magtesløse over for krisen, gled i ét med teknokraterne, blev overtrumfet af populistister og kom for sent i gang med at tackle de kulturelle udfordringer ved indvandringen. Socialdemokraternes EU-ordfører, Peter Hummelgaard, gør status.

Velfærdssamfundet er ifølge EU-ordfører Peter Hummelgaard (S) »et historisk højdepunkt« i Europas historie, og nu er hovedopgaven for kontinentets socialdemokratiske partier at finde en vej ud af den økonomiske krise – en vej, som også vælgerne synes er den rigtige. Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Velfærdssamfundet er ifølge EU-ordfører Peter Hummelgaard (S) »et historisk højdepunkt« i Europas historie, og nu er hovedopgaven for kontinentets socialdemokratiske partier at finde en vej ud af den økonomiske krise – en vej, som også vælgerne synes er den rigtige. Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Man skal ikke mange år tilbage, før de europæiske socialdemokrater stod urokkeligt stærkt. Faktisk kunne man i begyndelsen af årtusindet køre fra England i vest til Litauen i øst uden at komme igennem ét eneste land, som var regeret af partier til højre for midten.

Social­demokraterne sad solidt på EU-Kommissionen og EU-Parlamentet. Tony Blair og Gerhard Schröder regerede med stor opbakning i Storbritannien og Tyskland, og ideologisk stod velfærdssamfundenes bannerførere stærkt i et EU, som gjorde sig klar til at blive udvidet med de tidligere kommunistiske lande i Øst- og Centraleuropa.

Siden er det gået alvorligt ned ad bakke: De seneste ti år er tilslutningen til de socialdemokratiske partier i Europa faldet med en tredjedel til det laveste i 70 år, viser en opgørelse, som tidsskriftet Economist har udarbejdet. I de fem EU-lande, hvor der sidste år var nationale valg, mistede Socialdemokraterne enten magten eller gik tilbage – ud over Danmark skete det i Finland, Polen, Spanien og Storbritannien. I Grækenland er det stærke gamle socialdemokratiske parti PASOK stort set forsvundet, i Italien er partiet splittet i to, og i Sverige, hvor Social­demokraterne for bare få år siden kunne mønstre pænt over en tredjedel af stemmerne, viser den seneste måling bare 23 procent.

Så hvad er der gået galt for de gamle arbejder­partier? Mange ting, ifølge de politiske eksperter. De højrepopulistiske partier i nord og venstrepopulistiske i syd har sat sig på de vrede vælgere i kølvandet på den økonomiske krise. Dertil kommer forklaringer som flygtningekrise, den tyngende magt og ansvaret på midten af det politiske felt, en arbejderklasse i kedeldragter og orange veste, der ikke er, hvad den har været – og meget mere. Tidsmæssigt falder den voldsomme nedtur for Socialdemokraterne i Europa også sammen med de chokbølger, finanskrisens sendte gennem den vestlige verden i 2008. I Danmark tabte Helle Thorning-Schmidt magten i 2015, mens det dog er lykkedes at løfte partiet en smule fra det ringeste valgresultat i 100 år i 2011.

En historisk chance blev forpasset

Socialdemokraternes EU-ordfører, Peter Hummelgaard Thomsen, mener, at Social­demokraterne i Europa med krisen mistede en historisk mulighed for at sætte sig på magten­.

»Det er jo et paradoks. 2008 burde jo have været de socialdemokratiske partiers og venstrefløjens genfødsel. Det var en krise, der i den grad var udløst af en politisk og økonomisk ideologis kollaps. Det var den neo­liberale ideologis store nederlag. I kølvandet på krisen er uligheden accellereret i hele den vestlige verden. Og man havde oven i købet hele den finansielle sektor som en klar fjende,« siger han.

Men selv om man ideologisk kunne hamre løs på liberalisterne og de grådige banker, så gik det hurtigt op for de europæiske socialdemokrater, som drømte om en genfødsel, at nationalstaterne ikke længere havde værktøjerne til at komme ud af krisen. De liberaliseringer af økonomien, som fandt sted i 1980erne drevet af den amerikanske præsident Ronald Reagans og den britiske premierminister Margaret Thatchers afregulering, kapitalens fri bevægelighed og snærende begrænsninger på de offentlige budgetter, betød, at Socialdemokraterne manglede de redskaber, som man havde haft ved tidligere kriser.

»Og det har vælgerne jo godt kunnet se. Den socialdemokratiske mission er at sørge for, at væksten i økonomien bliver fordelt på en lige og retfærdig måde. Det var efter 2008 blevet meget sværere. Socialdemokraterne har altid anerkendt kapitalismen, men forsøgt at inddæmme de grimme sider af den og holde den i skak. Det gav vi fra midten af 1980erne mere og mere køb på i hele den vestlige verden. Og efter 2008 havde koncentrationen af kapital i den finansielle sektor vokset sig så stor, at krisen var meget svær at løse,« siger Peter Hummelgaard.

Det var den stærke tyske kansler Angela Merkels sparekurs, der sejrede i Europa, også selv om venstrefløjen og socialdemokrater forsøgte at gøre modstand. Og mens vælgerne ikke havde svært ved at se, at Socialdemokraterne ikke kunne tackle krisen, stod andre partier klar med mere radikale løsninger: Tilbagerulning af internationale aftaler, nej til handelsaftaler, nej til EU, nej til indvandring og nej til bankerne og de finansielle institutioner var budskabet fra en bølge af nye partier, som blomstrede op i Europa.

De fine fornemmelsers tid er forbi

Der er forskel fra land til land, men i hele Europa er Socialdemokraterne blevet udfordret af partier, som ikke havde så fine fornemmelser over for det etablerede og som ikke abonnerede på EUs og de regerende partiers multi-kulti-ideologi og store tiltro til de globale markedskræfter.

»Mange af de socialdemokratiske partier i Europa har jo ikke i tilstrækkelig grad udfordret det, der blev betragtet som økonomiske sandheder. Det har de politiske bevægelser både til højre og venstre gjort. Langt hen ad vejen tager de fejl. Men de har jo grebet den vrede, der er blandt dem, der føler sig som de største ofre for krisen. Det har vi jo også set herhjemme,« siger Peter Hummelgaard og peger blandt andet på, at det franske højrepopulistiske Front National ud over stop for indvandring og islamisering også vil tage et opgør med sparekursen i EU.

Sparevejen – austerity som det kaldes på engelsk – er især dikteret af EUs mægtigste land, Tyskland, og bryder med den traditionelle socialdemokratiske opfattelse af økonomien, som går på, at man ved hjælp af offentlige budgetter kan udjævne konjunkturerne ved at bruge flere offentlige penge og skabe jobs i krisetider og spare i opgangstider.

»Man har været døv og blind«

»Efterhånden er det tydeligt at se, at det var forkert at tro, at man kunne spare sig ud af krisen. Det har været en forkert medicin for alle andre end Tyskland. I Sydeuropa har man tocifrede arbejdsløshedstal for unge under 30 og en omfattende hjerneflugt, og jeg er rædselslagen ved tanken om, hvad de kløfter, der er skabt mellem nord og syd, kan føre til. Man bliver nødt til at give landene mere luft til at kunne investere sig ud af krisen,« siger Peter Hummelgaard.

På samme måde ramte det socialdemokraterne, at den solide klasse af industriarbejdere, som gennem et halvt århundrede havde været bevægelsens magtbase, blev mindre og mindre.

Én ting er, at de traditionelle arbejdere med velstandsudviklingen er løftet op i middelklassen og har fået andre værdier, men med udflytningen af millioner af industriarbejdspladser til lavtlønslande i ’90erne og ’00erne er socialdemokraternes traditionelle vælgerbase smuldret år for år. Industriproduktion er afløst af servicefag uden samme stærke fagforeningstraditioner. De gamle kulminer, stålindustrien og skibsværfterne er stort set forsvundet, og store statsejede virksomheder er på private hænder.

Lige så magtesløse, man stod over for krisen, sige så uforberedte var de europæiske socialdemokrater på de kulturelle udfordringer, som fulgte med indvandringen til Europa fra Mellemøsten og Nordafrika. Inden man havde nået at se sig om og taget de interne opgør, var partier som Front National, UKIP, Frihedspartiet i Østrig og Holland, Dansk Folkeparti og Fremskrittspartiet i Norge løbet med stemmerne.

»Man har været både døv og blind over det meste af Europa for de udfordringer, indvandringen giver i forhold til at skabe yderligere klasseskel. Mens vi op gennem århundredet havde kæmpet med at bryde med klasseskel, stod vi passivt og så på og accepterede, at der blev dannet nye ghettoer og nye klasser. Det har været en kæmpe fejl. Nu er selv det svenske socialdemokrati begyndt at diskutere ting, som man ikke gjorde for bare få år siden. Tempoet for indvandringen og antallet betyder noget. Det har vi lært af herhjemme, og det tror jeg også, at mange af vores søsterpartier er ved at gøre,« siger Peter Hummelgaard.

Men også når det handlede om de kulturelle værdier, er socialdemokrater kommet for sent til erkendelserne.

»Man er nogle gange faret vild, når det handlede om fremmede kulturer og hvilke værdier, man skal stå på. Vi bliver nødt til at være tydelige, når det for eksempel gælder religionens rolle i samfundet. Man er både herhjemme og i vores søsterpartier kommet til at acceptere værdier og et samfundssyn, som er og bør være uforeneligt med et socialdemokratisk samfund,« siger Peter Hummelgaard.

»Folk er jo ikke dårligere mennesker, fordi de bliver utrygge ved en stor og ukontrolleret tilstrømning til deres land. Folk har al mulig sympati med dem, der flygter, men det bliver altid dem med de korte uddannelser og de laveste lønninger, der bliver konfronteret med de udfordringer, indvandringen giver. Den erkendelse kom vi for sent til over hele Europa.«

Tilliden til EU smuldrer dag for dag

De europæiske Socialdemokrater har været glødende tilhængere af en europæisk union. En stærk union ses som et middel til at tøjle de negative sider af markedskræfterne i en buldrende international kapitalisme. Men det har været overordentligt svært at holde trit med det tempo.

»Udfordringen er jo, at mange af de ting, som skal gøres, kræver fælles løsninger på tværs. Og det er meget vanskeligt. Det er stærke kræfter, man er oppe imod. Store virksomheder og banker, som har været imod regulering. Og så har vi ikke været gode nok til at udfordre systemet, for diskussionerne har faktisk været der hele vejen igennem.«

Den nyeste bekymrende tendens i Europa er en galopperende skepsis over for EU og alt, hvad der kommer fra Bruxelles. Tilliden smuldrer, og Storbritannien kan om et par måneder være på vej ud af Unionen. Er socialdemokraterne ved at komme for sent igen?

»Det har været alt for meget en ja/nej-diskussion. Hvis ikke vi i stedet får en stærkere diskussion om indholdet i EU, så vil vælgerne søge ud mod de partier, som entydigt forsøger at bryde systemet ned, eller også vil systemet bryde sig selv ned indefra,« siger Peter Hummelgaard.

Fortsætter den europæiske S-kurve nedad, er de socialdemokratiske partier i Europa snart sat helt uden for indflydelse. Så vil de være reduceret til almindelige partier, der må søge koalitioner og alliancer for at få indflydelse eller måske helt forsvinde.

Peter Hummelgaard er dog overbevist om en socialdemokratisk genkomst:

»Den tid, vi lever i, taler mere end nogensinde for, at der er behov for socialdemokratiske partier. Krisen vil være en permanent tilstand, og uligheden vil fortsætte med at vokse. Lige nu slås vi og vores søsterpartier i Europa med at finde fodfæste og med at analysere, hvorfor vi havnede i den økonomiske krise, hvad der skal til for at komme ud af den, og hvad det er for en type samfund, vi gerne vil leve i. Og der står velfærdssamfundet stærkt som et historisk højdepunkt.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.