Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Partykongen Elbæk vs. det nye højre

ANALYSE: Mens Uffe Elbæk har brugt Folkemødet som affyringsrampe for en »venligrevolution«, trives et anderledes oprør i Danskernes Parti og i Nye Borgerlige. Både Alternativet og de nye nationale partier er udtryk for en ny polarisering i dansk politik.

Uffe Elbæk til Folkemødet 2016.
Uffe Elbæk til Folkemødet 2016.

I dagene op til Folkemødet på Bornholm gjorde Uffe Elbæk & Co. det klart, at den venlige revolution ville (k)ramme Bornholm.

»If I can’t dance, it’s not my revolution«, lød det fra partiet.

Alternativet skulle være Folkemødets grønne, bankende hjerte, og deltagerne blev garanteret en »demokratisk totaloplevelse« i selskab med op mod 200 glade alternativister og adgang til Green Camp-telt med dansegulv og økologisk bar, morgenyoga og mindfulness på Allinge Havn samt 30 venlige »revolutions-talks« på partiets scene. Kort sagt, det var tid til »dans, ballade, fnis, kys og kærlighed«.

I de seneste dage på Bornholm har alternativisterne arbejdet videre på deres »venligrevolution,« og de er tydeligvis på optur over den forbløffende fremgang, som partiet har oplevet siden valget for et år siden.

Mens Elbæk og hans tilhængere giver den som venstrefløjens positive og favnende verdensborgere, der ønsker et grønt, innovativt, frisindet, mangfoldigt og multikulturelt Danmark, er tonen anderledes hos de partier, der vokser frem i den modsatte ende af det politiske spektrum.

Danskernes Parti og Nye Borgerlige vil – især i udlændingepolitikken – det stik modsatte af Alternativet. Herfra gives der ikke high five til det multikulturelle samfund.

Tværtimod fastslås det, at der skal sættes en stopper for en forfejlet indvandringspolitik og en lidet succesrig integrationspolitik, der har resulteret i ghettoer, underminering af danske værdier, kvindeundertrykkelse samt kriminalitet, som politiet må bruge store ressourcer på at holde i skak.

Der er udtalt vrede over en indvandring, som presser dansk økonomi, fordi for mange indvandrere ikke får fodfæste på arbejdsmarkedet og derfor må leve på overførselsindkomst.

Det er to bevægelser – to syn på verden – der støder frontalt sammen. Sat på formel er det halal-hippierne mod dommedagsprofeterne – eller »venligrevolutionen« fra venstre versus et mere vredt oprør fra højre.

Set i en større sammenhæng er det dog først og sidst billedet på politisk polarisering med udlændingepolitikken som det skelsættende tema. Først gik skellet mellem DF og de øvrige partier, dernæst begyndte Venstre og Konservative at slå ind på samme kurs som DF, og siden har partier som Liberal Alliance, Socialdemokraterne og til en vis grad SF strammet retorik og regler over for indvandrere og flygtninge.

I løbet af det seneste folketingsår har skillelinjen ligget mellem regeringen, blå blok og Socialdemokratiet på den ene side og SF, de Radikale, Enhedslisten og Alternativet på den anden. Fronten er blevet så skarp, at S-ledelsen har gjort det klart, at den ikke vil lade de øvrige partier i rød blok få indflydelse på partiets udlændingepolitik.

Denne markante opdeling vil få en ny dimension, hvis det lykkes for et nyt parti at overhale Dansk Folkeparti højre om med krav om at føre en udlændingepolitik, der skal være strammere end DFs.

Indtil for få måneder siden havde de færreste fantasi til at forestille sig den udvikling, men både dansk, europæisk og amerikansk politik er præget af opbrud. Nye partier og personer trænger ind på scenen, og rundt om i Europa søger vælgere i stort tal til partier, der kan ligge enten helt til venstre eller helt til højre.

Både Danskernes Parti og Nye Borgerlige arbejder på at samle de 20.000 underskrifter, som gør det muligt at stille op til næste valg. Og de er på vej. Hidtil har de haft svært ved at få omtale, men Danskernes Parti fik succes, da de genbrugte et gammelt DF-kneb og fik opsat plakater på en række busser med budskabet: »Dine børn fortjener et dansk Danmark. Hjælp os i Folketinget på www.stemdansk.dk. Danskernes Parti.« Det satte gang i en debat, som gav masser af omtale.

Siden har partiet lagt tryk på sit budskab om at få sendt flere ikke-vestlige personer retur og få gennemført et indvandringsstop.

Nye Borgerlige har også modstand mod indvandring – og EU – som mærkesag.

»Vi skal udvise enhver udlænding, der begår kriminalitet, og blive langt mere restriktive med at uddele statsborgerskab«, lyder det fra partiets frontfigur, Pernille Vermund. Netop Vermund er interessant, for hun er ved at få plads i debatprogrammer på radio og TV, hvilket åbner mulighed for at nå ud til flere danskere.

Dertil kommer, at hun har en baggrund og fremtoning, der gør det svært at fremstille hende som en skræmmende højreradikal. Så sent som i februar 2014 annoncerede de Konservative i Helsingør stolt, at de havde valgt hende som folketingskandidat. Vermund, som tidligere har siddet i kommunalbestyrelsen for de Konservative, fik endog meget smukke ord med på vejen af sine daværende partifæller:

»Hun har gennem sit kommunalpolitiske arbejde vist, at hun har politisk tæft, at hun er en vellidt person med sine meningers mod, og at hun er en person med visioner,« lød det fra Tom Pedersen, formand for de Konservative i Helsingør. Byens konservative borgmester, Benedikte Kiær, kaldte Pernille Vermund for en »super stærk kandidat med masser af drive og holdninger.«

Allerede dengang stod det klart, at udlændingepolitikken var hjerteblod for Pernille Vermund.

I den lokale avis skrev hun et åbent brev til de indvandrerforældre, som efter hendes mening ikke holdt opsyn med deres børn: »Det er jeres ansvar at være gode rollemodeller for dem. Pak jeres arabiske kuffert ud, bliv en del af det danske samfund, som jeres børn vokser op i. Giv jeres børn den opdragelse, der skal til, for at de kan begå sig i det danske samfund på lige fod med andre børn og unge,« lød det.

I indlægget gjorde hun det klart, at hun var dødtræt at høre om knivstikkerier, overfald og røverier begået af unge med indvandrerbaggrund. Dråben havde været overfaldet på en ung mand, som var blevet stukket ned på Snekkersten Havn efter tre dages tumult blandt indvandrere.

»Hvis jeres livsstil kræver andre normer og regler end de danske, så findes der sikkert steder, som passer til jeres behov. Men bliv ikke stående i døren med en uåbnet kuffert og en fod i begge lejre. Det skader jeres børn, og det ødelægger det samfund, som vi andre er glade for og stolte af,« lød de sidste ord i indlægget.

Som frontfigur for Nye Borgerlige forsøger Vermund at kombinere en del af arven fra de Konservative med krav om udlændingestramninger, der går videre end Dansk Folkepartis, og en kraftig understregning af nationalstatens rolle. Eller som der står på partiets hjemmeside: »Danmark har brug for et parti, der kombinerer en klassisk konservativ værdipolitik med en borgerlig økonomisk politik og en utvetydig modstand mod konventioner og overstatslige aftaler, der begrænser det danske folkestyre.«

På hjemmesiden findes også denne hyldest til Danmark: »Danmark er vores. Vores stærke, kulturelle værdifællesskab er en bærende enhed i det danske samfund. En kultur, hvor frie mennesker lever side om side i fred og fordragelighed i et samfund baseret på tillid, solidaritet og sammenhold.«

Hvis man ikke melder sig ind i det fællesskab – og overholder spillereglerne – er man ikke velkommen. Indfødsret til udlændinge skal begrænses til mennesker, som bidrager positivt og viser vilje til at assimilere sig. Der skal sættes grænser for antallet af mennesker, der kan tildeles indfødsret ved lov. Partiet vil sikre Danmarks grænser og kun modtage indvandrere, der kommer med arbejde på hånden og kan forsørge sig selv. Og begår man som udlænding kriminalitet, er det ud af vagten: »Vi ønsker hverken at lægge jord eller frihed til kriminelle udlændinge.« Når det gælder adgang til boliger, vil partiet sikre, at ingen danskere ufrivilligt lever på gaden, og at danskere til enhver tid skal prioriteres før udenlandske statsborgere i anvisningen af billige boliger med offentligt tilskud.

Endelig lægger partiet an til en stærkt kritisk linje over for EU, som er blevet »et monstrum af regler og love, som ingen kan overskue«, ligesom partiet ønsker en reform eller opsigelse af FNs flygtningekonvention.

For kun et år siden var det Uffe Elbæk, som anførte en ny bevægelse med udgangspunkt i centrum-venstre af dansk politik, og potentialet blev undervurderet af alt og alle. Spørgsmålet er, om bevægelsen fra den modsatte kant også vil ende med at overraske? Hidtil har Dansk Folkepartis succes gjort det svært at tro, at der vil være plads til et nyt parti med udgangspunkt i højre side.

DF har nemlig ikke kun haft succes med at erobre vælgere, men har også været hovedkraften bag de mange stramninger af udlændingepolitikken. Men følger man debatterne på nettet, er det tydeligt, at flygtninge- og immigrantkrisen – i kombination med nedlæggelsen af de nationale grænser – har skabt bekymring og vrede hos mange.

Det nye er, at DF anklages for at sige det rigtige – men gøre for lidt.

Her og nu er valgforskerne usikre på, om det vil lykkes for Danskernes Parti og Nye Borgerlige at gentage Uffe Elbæks kunststykke. De peger umiddelbart på Vermund som den politiker, der synes at have bedst chancer, og de peger på en opsigtsvækkende måling i Jyllands-Posten fra sidste år, som viste, at knap 13 procent af vælgerne »savner et parti, der har en strammere udlændingepolitik end DF«.

Ser vi tilbage i den nyere historie, er det lykkedes for både DF, Ny Alliance, Liberal Alliance og Alternativet at komme i Folketinget. Men de havde også den fordel, at de blev anført af kendte politikere. Derfor kan Danskernes Parti og Nye Borgerlige i sidste instans ende med at koste blå lejr stemmer, hvis de tiltrækker vælgere, men ikke nok til at komme i Folketinget.

Under alle omstændigheder viser spændvidden fra Alternativet til Nye Borgerlige – fra Elbæk til Vermund – at der er langt mellem yderpunkterne i dansk politik. Ikke mindst i den brandvarme udlændingepolitik.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.