Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Nu skal trekløver styre Socialdemokraterne

Med Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydons (t.v.) exit fra dansk politik bliver Henrik Sass Larsen (t.h.) samt Nicolai Wammen de nærmeste sparringspartnere for partiformand Mette Frederiksen.
Med Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydons (t.v.) exit fra dansk politik bliver Henrik Sass Larsen (t.h.) samt Nicolai Wammen de nærmeste sparringspartnere for partiformand Mette Frederiksen.

Ved et sælsomt sammentræf kommer Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon til at forlade dansk politik stort set samtidig.

Dermed bliver der sat et både symbolsk og reelt punktum for ledelsesskiftet i Socialdemokratiet.

Den tidligere formand og statsminister har ganske vist ikke gjort meget væsen af sig, siden hun tabte regeringsmagten ved valget i forsommeren og overdrog ledelsen til Mette Frederiksen.

Kun én gang har Helle Thorning-Schmidt markeret sig kraftigt i en debat på et socialdemokratisk gruppemøde, og det skete, da hun frygtede, at Mette Frederiksen sammen med den øvrige ledelse ville lægge an til en mere EU-skeptisk kurs efter nederlaget ved folkeafstemningen.

Ellers har Thorning været et stille medlem af folketingsgruppen.

Helt anderledes har det forholdt sig med tidligere finansminister, Bjarne Corydon, som med det samme blev en vigtig del af Mette Frederiksens nye ledelsesgruppe.

Hans dygtighed og analysekraft var ganske enkelt af en sådan kaliber, at det ville have været tåbeligt af Frederiksen at holde ham ude af den øverste ledelse.

Men med Thornings udnævnelse til direktør for den internationale organisation, Red Barnet, og med Bjarne Corydons afgang til en toppost i det amerikanske konsulent- og managementfirma, McKinsey, er de begge fortid i dansk politik.

Overraskende er det ikke.

Bjarne Corydon har tidligere tilkendegivet, at han ikke ville ende sine dage som levebrødspolitiker i Folketinget, og det har ligeledes været klart, at Thorning meget gerne ville arbejde internationalt.

Det nye direktørjob i Red Barnet er langt fra de topstillinger i FN og EU, som hun tidligere har bejlet til, men hun får nu chancen for at bruge sine kompetencer som kommunikator og fundraiser til at arbejde på internationalt plan - hvilket hun er dygtig til.

Hvor efterlader det Socialdemokraterne på Christiansborg? Svaret er, at afskeden med Thorning og Corydon på flere områder gør tingene lettere for Mette Frederiksen.

Det er sjældent optimalt for en politisk leder at have sin forgænger siddende i folketingsgruppen, og derfor udløser Thornings farvel en vis lettelse. Og nok vil Bjarne Corydon blive savnet på grund af sin formidable intellektuelle skarphed, men han var ikke en elsket mand i store dele af S-gruppen, og han var tæt forbundet med Thorning, som han altid konsekvent har bakket op.

Derfor græder mange tørre tårer ved hans afgang.

Med Thorning og Corydons afsked er der med andre ord lagt et rent snit, og Mette Frederiksen kan for alvor fortsætte sit arbejde, som set med socialdemokratiske øjne gerne skulle føre til en generobring af Statsministeriet ved næste valg.

Mette Frederiksen vil være den øverste - og ubestridte - leder i et triumvirat.

Der vil ikke træde en ny politiker ind i Frederiksens inderkreds som erstatning for Bjarne Corydon, og det betyder, at S-formandens nærmeste sparringspartnere og strateger vil være Henrik Sass Larsen og Nicolai Wammen.

Frederiksen, Sass og Wammen har langt fra altid været enige om kursen eller haft den bedste kemi, men de har opbygget et stærkt arbejdsfællesskab og en stor indbyrdes fortrolighed. Til forskel fra dengang i foråret 2005, hvor Thorning som nyvalgt og grøn S-leder skulle forsøge at føre Socialdemokraterne tilbage til magten, er der i dag tale om en langt mere erfaren, kompetent og fagligt stærk ledelse, som ved, hvad vil det sige at regere et land.

De har desuden den fordel, at de kan trække på en gruppe, hvor der sidder tidligere ministre - der gjorde det godt på deres områder - og endelig bragte valget nye talenter ind i folketingsgruppen.

Alt sammen skaber det optimisme i Socialdemokratiet, og det ødelægger bestemt ikke humøret, at Lars Løkke Rasmussen efter sin flotte start som regeringschef står overfor svære udfordringer i 2016 med bl.a. fortsat håndtering af flygtninge- og asylkrisen, trepartsforhandlinger og skatteforhandlinger.

I S-gruppen glæder man sig inderligt til at følge, om det vil lykkes for statsministeren at skabe sammenhold og nødvendige kompromiser i blå blok, hvor harmonien er til at overse for tiden.

Men det står også klart, at Mette Frederiksen og S-ledelsen skal levere varen. For nok var kritikken af Thorning hård, og nok begik hun alvorlige fejl som partileder og regeringschef, men hun fik Statsministeriet tilbage på socialdemokratiske hænder.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.