Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Analyse

Han splitter ikke. Han kører ikke mod afgrunden. Nu samler Løkke sit parti

Med det kommende forbud mod maskering, der skjuler ansigtet - læs: forbud mod at bære burka og niqab - har Løkke løst endnu en svær sag. Hans fremtidsudsigter ser bedre ud end længe.

Se mere
På et gruppemøde fredag lykkedes det for statsminister Lars Løkke Rasmussen at lande sagen om et burka-forbud, som ellers har splittet Venstres folketingsgruppe. 
På et gruppemøde fredag lykkedes det for statsminister Lars Løkke Rasmussen at lande sagen om et burka-forbud, som ellers har splittet Venstres folketingsgruppe. 

Med landingen af flere svære aftaler, en mere robust regering og stærkere relationer til DF kan Lars Løkke Rasmussen træde frem for de delegerede på Venstres landsmøde med langt større autoritet og popularitet end længe.

Han splitter ikke sit parti, som det skete under formandsopgøret med Kristian Jensen i 2014. Han kører ikke mod afgrunden, som det var tilfældet sidste år, da Liberal Alliance truede med at vælte hans V-regering. Og han er heller ikke længere regeringschefen, som danskerne blot vender ryggen til.

I dag har han ikke længere udsigt til et oprør mod sin ledelse. Efter en længere indkøring fungerer regeringen bedre, og endelig står han med et perfekt afsæt til at kunne lande aftaler om blandt andet en vækstplan for erhvervslivet, skattelettelser, finansloven for 2018 samt et forsvarsforlig med DF-leder Kristian Thulesen Dahl som afgørende makker.

Alt sammen tegner det et nyt billede af en mere sammentømret og funktionsduelig blå lejr, der for alvor kan begynde at levere resultater, hvilket yderligere vil styrke hans position som statsminister.
Langt fra alt kører i olie. Forhandlingerne om bilafgifterne blev en rodet og langstrakt affære. Men kom dog på plads. Forbuddet mod såkaldt heldækkende beklædning – læs: forbud mod burka og niqab - har udløst hårde debatter i folketingsgruppen. Men blev landet. Og senest blev finansminister Kristian Jensen – under ordnede forhold – enig med Kristian Thulesen Dahl om at droppe det upopulære to procents produktivitetskrav til sygehusene. Dermed undgik regeringen et forventeligt nederlag. Kort sagt, lykkes det nu at løse selv følsomme sager.

Oven i det hele rider Løkke på en økonomisk fremgang, som gør det lettere at investere i borgernær velfærd. Han vil fortsætte med at flytte offentlige institutioner ud af København – hvilket glæder baglandet – og så har han proklameret en offensiv mod »modkulturen« i landets ghettoer, som for ofte præges af arbejdsløshed, kriminalitet, social kontrol og i visse tilfælde religiøs radikalisering. Lykkes han med offensiven, vil han stå med en dagsorden, som mange bekymrede vælgere vil støtte.

Halvvejs inde i regeringsperioden er der dødt løb mellem blokkene - og dermed chance for genvalg – og målingerne viser, at danskerne så småt er begyndt at blive mere positive overfor statsministeren.
Kort sagt tegner fremtiden ikke så sort endda, som jyske Venstrefolk vil formulere det, selv om de seneste år illustrerer, at man skal være varsom med at lave langtidsprognoser for dansk politik – og i særdeleshed for Løkke.

De ømme punkter er da også til at få øje på. Selv om målingerne er tætte, afslører tallene, at Venstre fortsat befinder sig på et lavpunkt. S har overtaget positionen som landets største parti, ligesom DF er strøget forbi Venstre og har overtaget placeringen som det næststørste parti.

Snart venter et kommunalvalg, som kan blive en kostbar affære med tab af flere borgmesterposter.

Selv om Løkke personligt bedømmes mere positivt af danskerne, hører det med, at udgangspunktet var elendigt, og at S-formand Mette Frederiksen står markant stærkere.
Endelig er det tydeligt, at folketingsgruppen på Christiansborg kræver opmærksomhed. Der lækkes fra lukkede møder, der er konfrontationer i fuld offentlighed, og skillelinjerne fra opgøret i 2014 er langt fra visket ud.

Derudover er den værdimæssige dimension af udlændingepolitikken begyndt at volde problemer. At gruppen nu støtter et forbud mod heldækkende beklædning, er en stor sejr for især Marcus Knuth og Inger Støjberg. Knuth har som soldat kæmpet i Afghanistan, hvor de tilhyllede kvinder stod som et af de værste symboler på Talebans undertrykkende regime, og sammen med Støjberg har han fundet det ubærligt at se dragterne blive brugt i Danmark.

Det vil snart være fortid, og det vil blive fejret af strammerne i folketingsgruppen, men for andre V-politikere bevæger det kommende forbud sig faretruende tæt på et brud med klassiske liberale principper om, at staten ikke skal diktere, hvordan den enkelte går klædt.

I en sjælden kronik i Berlingske har repræsentanter fra de forskellige fløje i gruppen valgt at fortælle åbent om de interne overvejelser og om selve konklusionen, som lyder, at alle i Danmark skal vise deres ansigt og dermed vise, hvem de er, eftersom det er en grundlæggende forudsætning for tillid.

Af samme grund går Venstre nu ind for et generelt forbud mod maskering, der skjuler ansigtet. Forbuddet skal dermed også gælde for f.eks. bandemedlemmer, hashhandlere eller voldelige hooligans. »Det vil med andre ord gælde alle dem, der ikke vil vise os andre, hvem de er – uanset religion,« som det hedder i kronikken fra Jacob Ellemann-Jensen, Marcus Knuth og Jan E. Jørgensen.

Dermed er en sag med potentiale til at splitte endt i en løsning, der ikke blot samler det meste af Venstre, men som også kan skabe enighed blå blok og få støtte fra Socialdemokratiet.
At det er endt sådan, vil blive anerkendt af langt de fleste på weekendens landsmøde.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.