Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Nyhedsanalyse

Hvorfor går politikerne på listesko?

Fornemmelsen af dyb uretfærdighed er måske den mest kraftfulde politiske drivkraft blandt de oprørske vælgere i disse år.

Særsyn i Reykjavik: Ikke siden finanskrisen havde så mange islændinge været på gaden for at protestere. Foto: Stigtryggur Johannsson
Særsyn i Reykjavik: Ikke siden finanskrisen havde så mange islændinge været på gaden for at protestere. Foto: Stigtryggur Johannsson

I Island deltog omkring 20.000 i en spontan demonstration mod statsministeren, da det kom frem, at hans kone havde gemt penge i skattely. Han måtte senere gå af. I Danmark har storbanken Nordea oplevet en sand shitstorm på de sociale medier i kølvandet på afsløringerne i de såkaldte Panama-papirer. Følelsen af, at »eliten« snyder sig til privilegier, berører dybt i de ligheds- og refærdighedssøgende velfærdsamfund. Når man dertil lægger det kolossale politiske oprør fra neden, som de etablerede partier ikke bare i Danmark, men i hele Europa og USA, oplever i disse år, så er det bemærkelsesværdigt og svært at forklare, hvorfor reaktionen fra de ledende politikere har været så spagfærdig oven på den verdensomspændende lækage.

Socialdemokratiet, om hvem, man kunne tro, at sagen lå lige til højrebenet, og nogle forargede spark til »de rige,« har parkeret den hos medlem af EU-parlamentet Jeppe Kofod, som vil presse på og have sagen undersøgt til bunds, og hos skatteordfører Jesper Pedersen, som har pustet sig op til at indkalde skatteministeren i samråd.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V), der i sin karriere ikke har været håndsky over for signalpolitik og ideologiske bazookaer, er ganske vist forarget over, at Danmark formentlig går glip af milliarder af skatteindtægter, men danske særregler vil ikke hjælpe ret meget, mener han. Han vil ikke betale for at få oplysninger om danskere i skattely, og bankerne, som har hjulpet til med at placere formuer i skattely, må nu sørge for, at der er »en bedre selvjustits« i branchen. Lars Løkke Rasmussen siger i et kort interview, at han er godt gammeldags sur over, at nogen forsøger at snyde, men har ellers ikke hverken på de sociale medier eller andre steder taget emnet op. Og det er finansministeren, som ellers altid står og mangler nogle ekstra milliarder, heller ikke.

Dansk Folkeparti, som er kendt for at have en vis ekspertice i at spotte en folkelig forargelse, har været helt fraværende. Dog mener partiets ordfører, Dennis Flydtkær, at man godt kunne nedsætte en »taskforce« til at kigge de lækkede papirer igennem. Men ellers er skattely noget, der skal klares internationalt, siger han. Med et stærkt og kraftfuldt EU fristes man til at spørge DF-ordføreren.

Liberal Alliances ordfører, Merethe Riisager, foreslår, at man slår koldt vand i blodet. Det er jo ikke sikkert, at der er foregået noget ulovligt, forklarer hun sjældent naivt. Det er naturligvis en påstand. Men tager man reaktionen på Nykredits gebyrstigninger, det seneste valg i Danmark med sejr til fløjene og lægger det sammen med en stribe målinger, der viser, at tilliden til politikere og andre dele af magten rasler ned, så er det ikke forkert at antage, at den stærkeste og mest kraftfulde politiske kraft i Danmark lige nu er følelsen af uretfærdighed. Fornemmelsen af, at der er nogle, der går fri. Mens almindelige mennesker tjekkes og kontrolleres for alt fra overtrædelser af fartgrænser og skattebetaling til socialt bedrageri, sygefravær og sort arbejde, så er der nogle af samfundets mest privilegerede, der sætter sig uden for fællesskabet og får lov til at gøre, som det passer dem. Oprøret mod ikke bare Christiansborg, men også mod Bruxelles og i USA mod Washington og Wall Street er en politisk tsunami, som det er svært at se, hvor ender.

Så er det mangel på politisk kompas og fingerspidsfornemmelse, når Venstres, Dansk Folkepartis og Social­demokraternes foretrukne fodtøj i Panama-sagen har været listesko? Næppe. Er det, fordi man er magtesløs over for fænomenet? Måske, men det har ikke tidligere afholdt partier og regeringer fra at fremsætte forslag, som kun har symbolsk karakter med et stort rabalder. Er det, fordi man er bange for at blive forbundet med den yderste venstrefløjs kamp mod den internationale finansverden. Hvem vil spændes bag en vogn, hvorpå der står Occupy Wall Street? Måske er det forklaringen, og alligevel ikke. Skattely handler, ligesom skandalen om de mange milliarder, Skat er gået glip af på grund af svindel med udenlandsk aktieudbytte, om noget andet.

Det handler om lov og orden, retssikkerhed, retfærdighed og alt det, socialdemokrater og pæne borgerlige partier normalt hylder. Ja, det handler endda om lige konkurrencevilkår og almindelig hæderlighed. Så hvorfor denne tilbageholdenhed? Man kan vel godt på en gang mene, at pengene har det bedst i borgernes lommer og samtidig kæmpe som en løve for, at de penge, man har besluttet sig for at kradse ind, ligger bedst i finansministerens. Men måske har politikerne bare haft så meget andet at se til i ugen. Ankers begravelse, et nyt medlem af Alternativet, kvælstof i landbruget og nye karakterkrav i gymnasiet. Der er så meget.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.