Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Analyse

Gallup: Lussing til Løkke

Vælgerne straffer Venstre i den første Gallup-måling efter regeringens præsentation af skatteplan, erhvervspakke og forslag til finanslov for 2018.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstre taber terræn i ny måling.(Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017)
Statsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstre taber terræn i ny måling.(Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017)

Venstre ville kun få 17,6 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg i dag. Det er en signifikant tilbagegang for partiet, som i de seneste målinger har ligget på den rigtige side af 20 procent.

Også når det gælder styrkeforholdet mellem blokkene må statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) notere tilbagegang. I modsætning til den seneste Gallup, hvor blå blok stod stærkest, har rød blok igen overtaget. Dog er forskellene så små – med 49,6 procent til blå lejr mod 50,2 procent til rød – at der er dødt løb i kapløbet om regeringsmagten.

Mens Gallup er nedslående læsning for Venstrefolkene, er tallene opmuntrende for S og DF.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Socialdemokratiet står til 26,7 procent af stemmerne, mens Dansk Folkeparti støttes af 19,9 af danskerne, hvilket betyder, at DF begynder at nærme sig partiets tidligere topniveau.

Samlet set blotlægger Gallup, at regeringens offentliggørelse af sine store planer kørte af sporet. Helt uhørt blev regeringens skatteplan lækket, hvilket betød, at ministrene aldrig fik chancen for at komme i offensiven og sætte dagsordenen. I stedet tog oppositionen teten ved at angribe udspillet og rubricere det som asocialt.

Dernæst har regeringen begået eklatante fejl ved at fremlægge regneeksempler, som ikke har givet et retvisende billede af skattelettelsernes effekt. Det har svækket regeringen, for dermed fik mange vælgere indtryk af, at ministrene søgte at luske skattelettelser for de højtlønnede ind ad bagdøren.

Undervejs har det ikke hjulpet, at planerne er blevet kritiseret af landets økonomer, som generelt mener, at Løkke & Co. bruger for mange penge med for ringe effekt, når det handler om at få skabt flere job og få flere danskere i arbejde.

Endelig har det belastet regeringen, at Kristian Thulesen Dahl har gjort det krystalklart, at DF kun indgår aftaler med regeringen, hvis store elementer pilles ud af planerne. DF vil ikke bruge nær så mange penge på skattelettelser, men vil derimod kanalisere flere midler i velfærd, og dernæst vil DF i højere grad målrette skattelettelser til danskere med lavere lønninger.

Hvad betyder det for regeringen? Det korte svar er, at Lars Løkke Rasmussen, Søren Pape og Anders Samuelsen har fået en del at tænke over på det regeringsseminar, som holdes mandag og tirsdag i Esbjerg. Groft sagt står de overfor et valg:

  • Regeringen kan gå ind i lange, seje og destruktive forhandlinger, hvor de økonomiske ministre vil kæmpe indædt for at holde mest muligt fast i regeringens udspil. Det vil i givet fald blive op ad bakke, for det er svært at gennemføre en skatteplan, som vælgerne ifølge målingerne ikke efterspørger, og som der ikke er flertal for i Folketinget. Af samme grund er DF’s position så stærk overfor regeringen: Folkeligt er DF lige nu i bedst samklang med befolkningen, og politisk kan DF bygge videre på samarbejdet med S, hvis partiet ikke kan blive enig med regeringen. Sker det, vil det skade regeringen og hele blå lejr, for dermed vil splittelsen mellem de borgerlige partier være total, og Løkke vil stå overfor en risikabel indflyvning til næste valg.

 

  • Regeringen kan omvendt vælge at indrette sig på de faktiske forhold i jernindustrien og indfri Løkkes politiske masterplan, der går ud på at få genskabt samarbejdet med DF og få tømret blå blok sammen. Det vil betyde, at regeringen ret hurtigt må luge ud i sine udspil for at få gang i reelle forhandlinger. Gevinsten vil ligge i at kunne indgå aftaler med DF, som et flertal vælgerne vil kunne spejle sig i, som vil genskabe harmonien i blå lejr og skubbe S tilbage til R, SF, Enhedslisten og Alternativet.

Undervejs vil regeringen og DF kunne indgå nye aftaler om udlændingepolitikken, hvilket både regeringen og DF stiler efter i efteråret.

Valget burde ikke være svært – heller ikke selv om det især for Liberal Alliance vil være smertefuldt. Problemet for Anders Samuelsen og LA er imidlertid, at han selv været med til at forme den smalle sti frem for regeringen, og lige nu kan han reelt ikke gå andre steder hen.

Når det kommer til stykket, har LA selv brug for at få forbedret samspillet med DF. For så længe DF-ledelsen ikke mener, at dens mærkesager tages alvorligt af regeringen, skruer Kristian Thuelsen Dahl op for sine egne krav og er mindre indstillet på at gå på kompromis. Omvendt har historien vist, at når en borgerlig statsminister formår at samarbejde tæt med DF, bliver DF-ledelsen mere kompromisvillig og indstillet på at lægge mandater til regeringens økonomiske politik.

Med dansk økonomi i markant fremgang – flere job, penge i statskassen, luft til investeringer i velfærd og stigende enighed i blå lejr om de næste skridt i udlændingepolitikken – får Løkke ganske enkelt ikke mere medvind på cykelstien eller en større mulighed for at genskabe samarbejdet med DF. Dommen bliver hård, hvis det mislykkes.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.