Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk analyse

Fare for fatal fejl for Frederiksen selv

»S-lederen har en mission om at få forklaret sin nye kurs over for sit bagland og vælgerne, men ironisk nok kan Mette Frederiksens indrømmelse af fortidens fejl afløses af en ny fatal fejl i 2016, som partiets borgmestre vil klandre hende for. For flere S-borgmestre advarer mod S-ledelsens ide om at etablere statslige flygtningelandsbyer.«

Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen lægger afstand til sine egne tidligere standpunkter på flygtningeområdet.
Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen lægger afstand til sine egne tidligere standpunkter på flygtningeområdet.

Gør hun det blot af taktiske grunde for at trække vælgere fra Dansk Folkeparti? Nej.

Gør hun det af en dybfølt bekymring over, at flygtningekrisen truer den socialdemokratiske samfundsmodel, som vi kender den i dag? Ja.

Mette Frederiksen har de seneste måneder vakt opsigt med sin stærke højredrejning af partiet på flygtningeområdet og senest med indrømmelsen af, at såvel hun som tidligere socialdemokratiske ledere før hende tog fejl, da de ikke lyttede til partiets borgmestre fra de københavnske vestegnskommuner, da de i 1980erne og 1990erne advarede kraftigt mod et stort ryk-ind af flygtninge og indvandrere.

Vestegnsborgmestrene var dengang berømte og berygtede for deres kritiske linje over for partiledelsen på Christiansborg, da de ikke fandt, at det var muligt at integrere så mange.

»De fleste af os tog fejl dengang. Det er ikke kun den daværende socialdemokratiske ledelses ansvar. Det er også alle vi andre. Vestegnsborgmestrene havde ret i deres kritik,« sagde Mette Frederiksen i et interview med Deadline forleden.

Frederiksens indrømmelser af fortidens fejl bygger på en erkendelse i S-toppen af, at den velfærdsstat, som Socialdemokraterne stod fader til og værner om, er mere udfordret end nogensinde før. Ganske enkelt fordi alle erfaringer med integration har vist, at kun en mindre del af ikke-vestlige indvandrere og flygtninge kommer i arbejde, og at de derfor bliver en udgift. Mette Frederiksen var tidligere i opposition til strammerne i sit parti, men hun har indset, at det er de svageste danskerne, som hun altid har kæmpet for, der kommer til at betale, når der ikke længere er de samme penge til skoler, sygehuse og ældre.

Således er det ikke kun statsminister Lars Løkke Rasmussens regering, der ser Sverige som et skræmmeeksempel. I S-toppen er analysen den samme – nemlig at svenskerne har begået en åbenlys bommert med sin åbenhed over for at modtage titusindvis af flygtninge, hvilket kommer til at koste det svenske samfund gigantiske milliardbeløb i tabt velfærd.

En anden erkendelse i den socialdemokratiske topledelse for forståelsen af Mette Frederiksens nye strammerkurs er, at flygtningestrømmen ikke er midlertidig, sådan som man har set under tidligere konflikter. For verden er blevet mindre, flygtninge og immigranter mere mobile, og konflikter og fattigdom bliver bare ved at sende mennesker på flugt og jagt efter en bedre tilværelse i Europa. Derfor kæmper den socialdemokratiske ledelse nu hårdere end nogensinde før for, at EUs ydre grænser lukkes, hvorefter der kan oprettes velfungerende asyllejre i nærområderne, som alle flygtninge kan samles i og sågar sendes ned til herfra.

Og det handler om andet end økonomi for Mette Frederiksen. Tiden som først beskæftigelsesminister og siden justitsminister i Thornings regering har åbnet hendes øjne for en række svære problematikker med ikke-vestlig indvandring, som det er umuligt at »vende det blinde øje til«, som hun sagde i et interview om hendes nye strammerkurs i Berlingske allerede for godt en måned siden.

»Fremkomsten af parallelsamfund, social kontrol af særligt piger, religiøs kontrol, sharialovgivning og opdragelse og straffemønstre, som ikke hører hjemme i det danske samfund,« som hun sagde og har påpeget på ny i denne uge.

S-lederen har en mission om at få forklaret sin nye kurs over for sit bagland og vælgerne, men ironisk nok kan Mette Frederiksens indrømmelse af fortidens fejl afløses af en ny fatal fejl i 2016, som partiets borgmestre vil klandre hende for. For flere S-borgmestre advarer mod S-ledelsens ide om at etablere statslige flygtningelandsbyer.

»Flygtningelandsbyer er noget, man laver i nærområderne, men det hører ikke til i den danske kultur, hvis man samtidig vil integrere de mennesker,« som Ole Bjørstorp (S), Ishøjs borgmester, siger til Berlingske i dag.

Til trods for at S er gået sammen med DF og de Konservative for at presse regeringen til at oprette statslige flygtningelandsbyer, har S-ledelsen heller ikke kunnet svare klart på, hvad ideen egentlig går ud på. Om landsbyerne skal have egne skoler, daginstitutioner, læger osv.

Ingen partier ønsker en ny integrationsfiasko, men hvis V-regeringen mod sin vilje presses til landsbykonceptet, og det går skidt, kan vi komme til at se en fremtidig S-leder blive tvunget til at komme med en ny ubehagelig indrømmelse af fejl begået overfor baglandet. Igen fordi man ikke lyttede.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.