Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Derfor er Venstre vilde med tallet 31

Med meldingerne fra K og LA er det blevet sværere for Venstre at fremstille blå blok som en meget større garant for en stram indvandrerpolitik end SR-regeringen.

Lars Løkke Rasmussen holdt torsdag et ­pressemøde i ­fællesskab med næstformand Kristian Jensen forud for weekendens landsmøde i ­Herning.
Lars Løkke Rasmussen holdt torsdag et ­pressemøde i ­fællesskab med næstformand Kristian Jensen forud for weekendens landsmøde i ­Herning.

Når Venstre holder landsmøde i Herning i denne weekend, vil tallet 31 givetvis blive nævnt igen og igen.

Præcis som det er blevet det af en stribe af partiets topfolk – herunder Venstres statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussen, den politiske ordfører Inger Støjberg og integrationsordfører Martin Geertsen – de seneste måneder: 31, 31, 31.

Så ofte de kan, nævner de tallet. Offentligt og internt i partiet. Løkke rejser også rundt med tallet. Forleden brugte han det under et møde med Venstres bagland i Nordsjælland. Og det er langtfra tilfældigt. Tværtimod er det en del af en målrettet strategi for, at Venstre kan vinde det kommende folketingsvalg.

For tallet 31 dækker nemlig over det antal lempelser af udlændingepolitikken, som Venstre har opgjort, at regeringen har gennemført siden valget i 2011. Og Venstre forbereder sig på at vinde det næste valg ved at sælge sig som garanten for en skrap indvandringspolitik, sådan som de fleste vælgere efterlyser. På Venstres landsmøde her i weekenden vil en af debatterne derfor også udelukkende fokusere på indvandringspolitik.

Svært at vurdere

Venstre anklager regeringen for at have lempet på alt fra regler for familiesammenføring til asyl. Men for landets borgere kan det være svært at vurdere i hvor høj grad, at SR-regeringen skulle føre en meget lempeligere indvandringspolitik end den tidligere borgerlige regering. Til gengæld er Venstres enkle budskab om de 31 lempelser let at forholde sig til for enhver. For det kommer til at lyde, som om at Danmark i dag trækkes med en slapperregering, der har givet totalt los for indvandring. Så Venstres mål med at nævne tallet er enkelt:

Ved konstant at gentage det satser Venstre på, at det i offentligheden til sidst står tilbage som et uigendriveligt faktum, at en stemme på S og R er lig med en slap indvandringspolitik.

En stramning

Sagen er blot – for nu at blive i terminologien – at anklagen om de 31 påståede lempelser er en stramning. Godt nok er de fleste af dem lempelser, men flere af dem er det ikke, mens andre overlapper og reelt dækker over det samme tiltag. Endelig er der nogle af de 31 påståede »lempelser«, hvor det kan diskuteres, om der er tale om en lempelse.

»Man har lige givet den en tand ekstra for, at det skal se ud af noget,« som Peter Starup, lektor på Syddansk Universitet med speciale i udlændingeret, formulerer det i Politiko i dag.

Ud over at der er huller i Venstres skyts mod regeringen, er der også noget andet, der slår skår i Venstres fortælling om regeringen som eneansvarlig for de »31 lempelser«.

For en opgørelse fra Justitsministeriet viser, at Venstres eget støtteparti fra blå blok, Liberal Alliance, har stemt for 20 af de 31 »lempelser«.

En af dem er en regel om, at asyl­ansøgerne må bo og arbejde uden for asylcentrene. Selv om Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll erklærer sig klar til at indføre en ny skrap indvandringspolitik sammen med blå blok efter et valg, så kalder han det »en principiel sag for os«, at denne ret bevares.

LA og K vil ikke vende tilbage

Med andre ord er der langtfra nogen garanti for – til DFs store irritation – at dette stoppes med Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Ligesom der ikke er nogen garanti for, at Venstre kommer igennem med sin idé om at gøre det nemmere for nogle nationaliteter uden for EU at få adgang til Danmark. Tidligere i denne uge afviste de Konservatives nye leder, Søren Pape Poulsen – ligeledes til DFs irritation – Venstres idé om at sortere indvandrere efter nationaliteter.

K og LA signalerer dermed klart, at de ikke ønsker en tilbagevenden til VKO-æraen, hvor DF i høj grad dikterede retningen.

Løkke kan trøste sig med, at alle partierne i blå blok grundlæggende er optaget af, at det er dem, der kan og vil arbejde, der skal have adgang til Danmark.

Men med meldingerne fra K og LA er det blevet sværere for Venstre at fremstille blå blok som en meget større garant for en stram indvandrerpolitik end SR-regeringen.

Et våben har Venstre dog stadig for at overbevise vælgerne – SR-regeringens ansvar for »31 lempelser«. Selv om dette altså er at give den »en tand ekstra«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.