Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Den fælles immigrationspolitiks fire udfordringer

... og hvorfor den tyrkiske aftale måske ikke leverer.

Julie Hassing Nielsen, PhD, Europapolitisk chefanalytiker.
Julie Hassing Nielsen, PhD, Europapolitisk chefanalytiker.

Alt tyder på, at 2016 vil slå rekorden for immigrationspresset mod EU. Og skønt en aftale med Tyrkiet er på plads, synes immigrationsproblematikken stadig at udfordre unionssamarbejdets interne fred.

EU har primært fire udfordringer, som ikke er løst med den tyrkiske aftale:

For det første er immigrationspolitik primært national indenrigspolitik. Der er ikke centralt lovgivet for immigrations- og flygtningepolitik på europæisk plan. Det betyder, at hvert land har sin egen politik og interne politiske kampe. Hvert land har sine asyl- og immigrationsregler.

Det betyder også, at EU-kommissionen, som siden sidste efterår har forsøgt at fordele 160.000 immigranter, ikke har den nødvendige beslutningskompetence. I januar 2016 var eksempelvis kun 273 flygtninge ud af de 160.000 fordelt. Og planerne møder modvilje fra særligt de østeuropæiske medlemmer, som ingen immigrationserfaring har og ikke ønsker at gentage, hvad der betragtes som fejlslagen integration af særligt muslimske migranter i Europa. Aftalen med Tyrkiet giver ikke noget endegyldigt svar på, hvordan denne fordeling skal lykkes.

Herudover er europæisk indenrigspolitik præget af immigrationskritiske partiers fremgang. Langt hovedparten af disse partier er også kritiske over for EU-samarbejdet og ønsker ikke en fælles europæisk løsning på immigrationsproblematikken. Der er snart valg i centrale EU-lande, hvor disse partier har fået stor betydning. Det gælder Tyskland, hvor Angela Merkel stiller op til en fjerde periode som forbundskansler i 2017, og Frankrig, hvor der er præsidentvalg i 2017.

I begge lande – der udgør EUs beslutningsmotor – står indvandrer- og EU-kritiske partier stærkt. Det tyske Alternative Für Deutschland og det franske Front Nationale vandt frem ved de seneste lokalvalg. Den tyrkiske aftale kan styrke de hjemlige oppositionskræfter i deres argumentation mod EU. Mange mener, at Tyrkiet ikke hører til det gode demokratiske selskab.

For det tredje forbliver immigrationsudfordringen asymmetrisk fordelt på EUs medlemslande. Særligt Grækenland udgør qua sin geografiske beliggenhed de facto konflikt­nærområder. Og det er stadig yderlandene presset hviler på – også selv om flygtningene nu sendes tilbage og økonomisk støtte gives til Grækenland. Den asymmetriske fordeling af modtagelseslande forbliver asymmetrisk, også hvis andre veje til Europa skabes, og nye centrale grænselande opstår.

Derfor er Dublinkonventionen, som betyder, at en flygtning/immigrant får sin sag behandlet i det land, som vedkommende først ankom til, stadig problematisk, idet den fortsat lægger en forholdsmæssig stor byrde på de yderlande, som danner EUs eksterne grænser.

Endelig har aftalen med Tyrkiet givet etiske og demokratiske panderynker. Tyrkiet opnåede ved aftalen store indrømmelser, herunder genoptagelse af forhandlingerne om EU-medlemskab, lempelse af visumvilkår og en større sum penge end den hidtidigt nævnte. Mange mener, at EU går langt i sin søgen efter en tyrkisk aftale. Tyrkiet har de seneste år haft demokratisk tilbagegang. Med den nuværende aftale har man givet dem de indrømmelser, landet ønsker, og som det nuværende regime i Tyrkiet kan bruge som en udenrigspolitisk sejr på hjemmebane.

Men selv om mange mener, at Tyrkiet aldrig opnår medlemskab, er disse indrømmelser på kollisionskurs med københavner­kriterierne, som sikrer, at fremtidige medlemslande har demokratiske institutioner og efterlever centrale retsstatsprincipper. At indgå denne type handler er altså ikke uproblematisk indenrigspolitisk i EU, hvor der fortsat er stor opposition mod at stille Tyrkiet medlemskab i sigte.

Aftalen med Tyrkiet er for tiden den bedste sikring for, at migrationsstrømmene kommer under kontrol. Men den giver ingen sikring. Tyrkiet har før ikke leveret på aftaler af samme karakter. Og den tyrkiske aftale kan give uro på EUs indre linjer, hvor der høres kritiske røster over, at EU giver for meget til et land, som ikke efterlever EUs centrale værdier. Derfor er den tyrkiske aftale – selv hvis den er succesfuld i at inddæmme flygtningestrømmen – ingen garant for en stabilisering af EUs interne samarbejde på immigrationsområdet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.