Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Analyse: SR-ministre vender ryggen til vigtigt topmøde

I år dukker Helle Thorning-Schmidt ikke op til World Economic Forums møde i Davos. Hun har valgt at vise sin støtte til de danske nødhjælpsarbejdere, der kæmper mod ebola i Afrika. Det er en smuk gestus. Men når det er sagt, kunne Thorning nok godt have indrettet sine rejseplaner, så hun kunne have været til stede i Davos.

DAVOS: Tirsdag aften åbner årsmødet i World Economic Forum ved en højtidelig ceremoni i Davos.

På flere end 280 officielle sessioner vil toppolitikere og erhvervsledere fra hele kloden frem til lørdag debattere tidens mest presserende udfordringer – hvad enten vi taler om terror, uro i Mellemøsten, spændingerne mellem Vesten og Rusland, afmatningen i den kinesiske økonomi, konsekvenserne af klimaforandringerne, fremtiden for internettet, manglen på vækst i Europa, den høje ungdomsarbejdsløshed i Sydeuropa og risikoen for, at alt for mange unge kommer til at leve på sidelinjen uden tro på, at de vil kunne blive en del af fællesskabet.

Men mødet i Davos handler ikke kun om at analysere trusler. Mødet – det største af sin art – drejer sig også om at udforme strategier og komme med forslag, som kan føre til løsninger. Som altid foregår diskussionerne under World Economic Forums ambitiøse slogan – Committed to Improving the State of the World.

Flere end 2.500 deltagere fra flere end 140 lande vil være til stede. Flere end 40 stats- og regeringschefer vil dukke op, herunder den franske præsident, Francois Hollande, den kinesiske premierminister, Li Keqiang, den tyske kansler, Angela Merkel, den pakistanske premierminister, Muhammad Nawaz Sharif, den italienske premierminister, Matteo Renzi, den sydafrikanske præsident, Jacob Zuma – ligesom den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, vil komme forbi.

Lederne af verdens største virksomheder, de største internationale medier og de højest estimerede læreanstalter vil også deltage.

Norden vil være stærkt repræsenteret. Fra Sverige møder statsminister Stefan Löfven op, fra Norge kommer statsminister Erna Solberg – i øvrigt sammen med det norske kronprinspar, hvor især kronprins Haakon ofte ses som en engageret deltager i Davos – og fra Finland møder statsminister Alexander Stubb op. Alle er de ledsaget af topledere fra svensk, norsk og finsk erhvervsliv.

Danmark repræsenteres af en stribe markante topledere og bestyrelsesformænd som f.eks. Nils Smedegaard Andersen fra A.P. Møller-Maersk, Henrik Poulsen fra DONG Energy, Flemming Besenbacher fra Carlsberg, Peder Holk Nielsen fra Novozymes, Niels Bjørn Christiansen fra Danfoss og Anders Runevad fra Vestas. Alle får de indsigt i de vigtigste strømninger i verden, får knyttet kontakter og plejet deres virksomheders interesser.

På listen over deltagerne i The Annual Meeting 2015 glimrer SR-regeringens ministre ved deres fravær. Normalt ville Helle Thorning-Schmidt (S) være en selvskreven gæst. Statsministeren kan lide at arbejde på internationalt plan, og hun har i flere år være begejstret for den indsats, som World Economic Forum udfører, ligesom hun med stor fornøjelse har deltaget i årsmøderne. Som bekendt arbejdede hendes mand, Stephen Kinnock, for World Economic Forum i flere år med base i Schweiz, hvilket udløste diskussionen om, hvorvidt han skulle svare skat i Danmark eller Schweiz.

I år dukker Thorning ikke op. Hun har valgt at vise sin støtte til de danske nødhjælpsarbejdere, der kæmper mod ebola i Afrika. Det er en smuk gestus, og enhver må selvsagt have den dybeste respekt for de læger, sygeplejersker og andre nødhjælpsarbejdere, der har mod og overskud til at rejse ud på farefulde missioner – alene for at hjælpe andre.

Når det er sagt, kunne Thorning nok godt have indrettet sine rejseplaner, så hun kunne have været til stede i Davos. Når hun ikke har gjort det, rejser det en mistanke om, at regeringschefen og hendes rådgivere er mere optaget af at køre en kampagne, hvor alt handler om at få Thorning placeret i situationer, som skal få danskerne til at holde mere af og med den trængte regeringschef.

Siden nytårstalen har statsministerens rådgivere, spindoktorer og kampagnefolk da også gjort alt, hvad de kan for at booste hendes image. Nytårstalen blev reduceret til at være et led i en storstilet annoncekampagne, hvor statsministeren optræder på fotos med babyer der hiver hende i næsen, og hjemløse der krammer hende. Under et stort medieopbud har hun været forbi Bilka i Ishøj for at minde os om, at hun er en pige fra Vestegnen, sådan som hun igen og igen har omtalt sig selv på det seneste.

I dette nøje koreograferede forløb giver det ikke point at optræde på de bonede gulve eller føre samtaler med erhvervsledere – og da slet ikke at tale om den danske reformiver, den »reform-amok«, som hun fremhævede over for de internationale deltagere på et tidligere WEF-årsmøde. Nu skal danskerne i stedet gøres trygge ved hjælp af Socialdemokratiets nye slogan – Det Danmark, du kender.

Formentlig kan det ikke være anderledes i en valgkamp. Og det er helt legitimt, at Thorning kæmper med næb og kløer for sit genvalg. Men nøgternt set kan det konstateres, at i år gør de øvrige nordiske regeringschefer – fra Stefan Löfven over Erna Solberg til Alexander Stubb – mere for at pleje deres landes interesser i det globale samfund i Davos end Thorning.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.