Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Analyse: Nu jubler S-strategerne

På ryggen af de mange gode nyheder om udviklingen i dansk økonomi er det lykkedes for statsministeren at booste sit personlige brand og få solgt sit partis politik gennem effektive kampagner.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) var indtil for få måneder siden fortsat låst fast i debatten om løftebrud, men kan nu for første gang sælge sin position som led i en offensiv.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) var indtil for få måneder siden fortsat låst fast i debatten om løftebrud, men kan nu for første gang sælge sin position som led i en offensiv.

Det har været op ad bakke at være S-strateg.

Som rådgivere for en upopulær regeringschef og til akkompagnement af elendige meningsmålinger har det længe været ualmindeligt svært at overbevise nogen som helst på Christiansborg om, at man arbejdede efter en strategi og endda kunne ende med at stå en fair chance for et genvalg.

Internt har folkene omkring Helle Thorning-Schmidt ellers længe argumenteret for, at Socialdemokraterne langsomt, men sikkert har krabbet sig ind på en position, som partiet gerne ville ende på. Det vil sige som et parti, der i vælgernes øjne står for økonomisk ansvarlighed, og som danskerne godt tør overlade statskassen. Men nok så væsentligt også som et parti, der fører en konsekvent retspolitik og advokerer for en udlændingepolitik, der er så stram, at den harmonerer med ønsket hos et flertal af befolkningen.

Tidligere har dette budskab været umuligt at sælge over for såvel journalister som vælgere, for Thornings vej til denne attraktive position har alt i alt været så krisepræget og kaotisk, at det har været meget svært at få øje på en højere masterplan.

Når Thorning i Socialdemokraternes nye massive kampagne fremhæver, at der er kommet styr på økonomien, er faktum fortsat, at de økonomiske planer fra S og SF forud for valget i 2011 i bedste fald var udtryk for naiv ønsketænkning og i værste fald udtryk for kalkuleret vælgerbedrag. Det var den tidligere så stærke radikale leder, Margrethe Vestager, som under udarbejdelsen af regeringsgrundlaget fejede planene fra S og SF af bordet, ligesom de vægtigste reformbidrag fra de seneste år fortsat kommer fra Lars Løkke Rasmussens genopretningsplan fra 2010 og tilbagetrækningsreform fra 2011. Reformer, som S og SF tordnede imod.

Fra defensiv til offensiv

Når det gælder udlændingepolitikken, har Socialdemokraternes nye position, som de for tiden fremhæver i reklamerne, ligeledes været ledsaget af så mange interne kampe og opgør, at det mildest talt ikke har lignet et triumftog for Thorning.

Men der er intet som succes – heller ikke i politik – og på ryggen af de mange gode nyheder om udviklingen i dansk økonomi er det lykkedes for statsministeren at booste sit personlige brand og få solgt sit partis politik gennem effektive kampagner.

Mens Thorning indtil for få måneder siden fortsat var låst fast i debatten om løftebrud og med rette blev anset for at være en regeringschef i defensiven, kan hun for første gang sælge sin position som led i en offensiv.

Dette bemærkelsesværdige skifte er samtidig en ny og stærkt problematisk realitet for Lars Løkke Rasmussen og blå lejr, som da også har reageret famlende og usikkert på S-offensiven, som Thorning stort set uhindret har fået lov til at rulle ud siden nytår.

Måske er der fortsat borgerlige ledere og strateger, som satser på, at vælgerne vil »gennemskue«, at Thorning forsøger at sælge gamle løftebrud som nye markante sejre. Men hvad nu hvis det rent faktisk lykkes for statsministeren at præstere en slutspurt, hvor nederlag pludselig kan fremhæves som sejre?

Ser vi tilbage i historien, risikerer de blå ledere nemlig at vågne op til en fæl overraskelse, for ideen med at overtage politiske positioner fra sin modpart er langtfra en ny opfindelse, og flere ledere fra centrum-venstre har udført tricket med dræbende præcision.

En af forklaringerne på, at den tidligere britiske premierminister, Tony Blair, så længe kunne stå i spidsen for New Labour og vinde valg efter valg i Storbritannien – indtil hans deltagelse i krigene med George W. Bush gjorde ham upopulær – var, at de britiske vælgere fik tillid til partiets økonomiske politik, ligesom Blair i værdipolitikken flyttede partiet hen, hvor vælgerne var. Det skete bl.a. med det kendte slogan om at være »tough on crime and tough on the causes of crime«.

I USA førte Bill Clinton sit parti gennem samme succesrige transformation. Han fik genoprettet vælgernes tillid til, at Demokraterne godt kunne styre økonomien, ligesom han i værdipolitikken tog mere højreorienterede – eller republikanske – synspunkter. Clintons strategi blev ligefrem behæftet med en ny term. »Triangulation« blev hans strategi kaldt, da han overtog nogle af sine modstanderes positioner og gjorde dem til sine egne.

Kontroversiel fremgangsmåde

Men det er ikke kun Blair og Clinton, som har benyttet sig af metoden. Herhjemme lykkedes det ved valget i 2001 for Anders Fogh Rasmussen at vinde den politiske midte ved at love mere velfærd. Foghs rygte som ultraliberal forkæmper for minimalstaten blev effektivt begravet i en serie valgløfter og en regeringspraksis, hvor han i perioder førte socialdemokratisk velfærdspolitik, samtidig med at han udkæmpede en række synlige og højtprofilerede værdipolitiske slag med rød lejr.

 

Det siger sig selv, at den form for politisk krigsførelse er kontroversiel. Tilhængerne vil sige, at Clinton, Blair og Fogh på afgørende felter moderniserede deres partier, kom i bedre samklang med vælgerne og på den lange bane fik bedre muligheder for at ændre samfundet i den retning, som de gerne ville.

Kritikerne vil omvendt sige, at vi blot var vidner til en omgang kynisk kalkuleret designerpolitik, hvor en partileder sammensætter præcis det politiske matodormiks, der falder i vælgernes smag og resulterer i valgsejre, og kritikerne peger på, at denne form for strategi i sidste instans kan tømme et parti for holdninger og identitet.

Alt dette kan være afsættet for interessante og væsentlige diskussioner om udviklingen i moderne politik, og det gælder ikke mindst for Thorning, som har udskiftet store dele af sin oprindelige politik i løbet af regeringsperioden.

Hvad, der til gengæld er svært at sætte spørgsmålstegn ved, er, at en vellykket »triangulation« kan være et uhyre farligt våben, og hvis det lykkes for Thorning at sætte sig tungt på de gode – læs: populære – positioner og få budskabet solgt gennem massive kampagner, har Lars Løkke Rasmussen & Co. fået et problem.

Hidtil har Thorning befundet sig så meget i defensiven, at hun og hendes rådgivere ikke har kunnet sælge Socialdemokraternes position til ret mange, men med økonomien i fremgang og positive meningsmålinger i ryggen bliver salgsarbejdet markant lettere.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.