Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Analyse: Søren Pape spiller højt spil med liste C

De Konservative har sjældent befundet sig midt i et større eksperiment. Med en uprøvet formand ved roret og med lanceringen af en profil, som vælgerne kun har ganske kort tid til at tage stilling til, inden de skal sætte deres kryds i valgboksen.

Søren Papes satsning med en højredrejning af de Konservative er risikabel, og det gør ikke tingene nemmere, at han er i kapløb med tiden.
Søren Papes satsning med en højredrejning af de Konservative er risikabel, og det gør ikke tingene nemmere, at han er i kapløb med tiden.

Da Søren Pape kom til som ny leder, stod det fra første færd klart, at de Konservative havde kastet sig ud i et historisk eksperiment ved at overlade roret på skibet til en så ukendt og uprøvet styrmand.

Nu har eksperimentet fået en ny dimension.

I lørdagens udgave af Berlingske meldte Pape ud, at han vil rykke sit parti mod højre. Fremover skal de Konservative ligge til højre for Venstre, både når det gælder økonomi- og værdipolitikken, lød budskabet.

Trods hård kritik af den kontroversielle valgplakat »Stop naziislamismen« viger Pape ikke en millimeter, men står tværtimod fast på sin nye kurs i værdipolitikken og kampagnens kontante kommunikation.

Sagt uden overdrivelse står Søren Pape midt i en gambling af de helt store.

Han har givetvis ret i, at de Konservative har brug for at få trukket profilen skarpere op i konkurrencen med de øvrige partier. Han har også en pointe, når han fastslår, at det ikke giver mening at bruge partiets storhed i 1980erne under Poul Schlüter som en eviggyldig målestok for partiet. I alt for mange år har konservative politikere og tillidsfolk målt sig mod denne unikke epoke og har af samme grund ofte gjort sig selv mindre, end de behøvede at være.

Selv da Bendt Bendtsen satte en stopper for 1990ernes interne magtkampe, førte partiet i regering og placerede de Konservative som et modigt borgerligt reformparti – og de facto høstede resultater – pegede mange konservative konsekvent på det, som man ikke nåede i stedet for at fejre alt det, man lykkedes med.

Mange rynkede ligefrem på næsen af Bendt Bendtsens stabile vælgertilslutning.

»Mr. 10 procent« blev han kaldt. Og det var ikke venligt ment.

I dag ville de fleste konservative ironisk gerne give deres højre arm for at komme op på ti procent i meningsmålingerne i stedet for de nuværende skuffende fire procent.

10.000 kroners spørgsmålet er, om Søren Papes nye satsning vil lykkes, og om han vil kunne bryde den onde cirkel for partiet? Mange har travlt med helt at afskrive både Pape og partiet. Men han har dog fået taletid og opnået synlighed. Læg desuden mærke til, at ikke kun i Danmark, men rundt om i hele Europa samles store vælgergrupper om præcis de budskaber, som Søren Pape nu er begyndt at turnere med.

Når det er sagt, er risiciene sandelig også til at få øje på. Søren Pape risikerer, at han i jagten på nye vælgere kommer til at støde for mange af de gamle fra sig. I stedet for at få skabt klarhed risikerer han at få udløst forvirring om de konservatives ståsted.

Klassiske konservative er allerede begyndt at lufte deres bekymring for, at Søren Pape vil gøre Det Konservative Folkeparti til et protestparti, som blot siger nej i stedet for at følge den dybe konservative tradition for at byde ind med løsninger.

De frygter også, at satsningen på værdipolitik vil overskygge partiets reformdagsorden og underminere den historiske alliance med dansk erhvervsliv, som sukker efter et reformdrevent, ansvarligt og stærkt konservativt parti.

Dertil kommer, at Søren Pape bevæger sig ind på en bane, hvor Venstre og især Dansk Folkeparti allerede står stærkt. Selv om Kristian Thulesen Dahl utvivlsomt vil glæde sig over at få en ny borgerlig alliancepartner ved sin side i værdipolitikken og vil se frem til at kunne slippe for at skulle høre på tidligere tiders nedsættende konservative bemærkninger om DF-toppens »menneskesyn«, har han næppe tænkt sig at forære sine vælgere til Pape.

Den konservative leder kommer derfor til at skulle kæmpe hårdt for at vriste vælgere fra Venstre og Dansk Folkeparti, ligesom han får svært ved at få fat i de højrefløjssocialdemokrater, som lige nu føler sig godt tilpas med S-toppens strammere linje i udlændingepolitikken.

Ser vi tilbage, rummer den nyere politiske historie da også skrækindjagende eksempler på, hvor galt det kan gå, når et parti justerer kursen. Kristendemokraterne og CD kollapsede, da deres ledere forsøgte at udskifte gamle vælgere med nye. Begge partier endte med at ryge ud af Folketinget.

Søren Papes satsning er derfor risikabel, og det gør ikke tingene nemmere, at han er i kapløb med tiden. Valget lurer, og han har ikke lang tid til at få forklaret og udbredt sin linje.

Alt i alt har de Konservative sjældent befundet sig midt i et større eksperiment. Med en uprøvet formand ved roret og med lanceringen af en profil, som vælgerne kun har ganske kort tid til at tage stilling til, inden de skal sætte deres kryds i valgboksen.

At bruge ordet skæbnestund vil næsten være en underdrivelse.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.